Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romerriget ... - Ordbøgerne: T - tone ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
181
Romerriget
186
tone—tongue-tie
tributa’s beslutninger lovskraft. Hermed var kampen
mellem de to klasser endt, og et virkeligt samfund var
dannet. Udadtil havde r. i samme periode ført haarde
krige med naboerne. Først maatte det verge sig mod
etruskerne, der støttede kongernes gjenerobringsforsøg,
siden mod latinere, ækver, volsker og sabinere, alle
italiske folk. 390 bragte kelternes indfald byen i den
største fare, og det 4 aarh. optoges af heftige krige med
r.s farligste modstandere i Italien, samniterne. Først
omkring 300 faldt de endelig til ro og indlemmedes
tillige med en række andre mellemitalienske folk som socii
i r. I den tarentinske krig (280—272) beseirede r. en
af tidens mægtige. Pyrrhus af Epirus, og det naaede
dermed op i rang med verdensmagterne, samtidig med at
det vandt de græske kolonier i Syd-Italien og rykkede
frem til Middelhavet. Den næste periode i r.s historie
(ca. 265—ca. 133) optoges af kampen om
verdensherredømmet. Her blev det først Karthago, det maatte maale
sig med. De opr. akerdyrkende latinere havde tidlig
fundet vei udover havene^ og allerede 350 sluttedes en
handelstraktat med Karthago. Da r. efter Italiens
erobring søgte videre virkefelter, vendte det naturlig først
blikket mod vest og maatte da støde sammen med
pu-nerne. I den første puniske krig (264—241) blev Sicilien
vundet, den anden (218—201) bragte r. til afgrundens
rand, men skaffede det magten i Spanien, efter den
tredje endelig tilintetgjordes Karthago fuldstændig (146),
og r. var nu ubestridt herre i vesten. Men allerede
efter den anden puniske krig havde det vendt sig mod
øst, slog Makedonien 200—197 og 171—168 og Syrien
191—189. 146 blev Grækenland gjort til provins, og
romerne beherskede saaledes nu racens gamle
kulturland. R. stod som verdens hovedmagt. Denne
glimrende opgang var dog kjøbt med store ofre indadtil.
Forfatningskampene var endt, og tiden maa betegnes
som republikens høieste blomstring, men den hurtige
udvikling af r.s verdensmagt medførte paa mange
punkter en sprængning af den gamle stats rammer, uden at
nye skabtes, og dette fik i kommende tid skjæbnesvanger
betydning. Politisk svækkedes folkeforsamlingen overfor
senatet, og senatorer og embedsmænd dannede en ny
adel, nobiliteten, sammensat baade af patriciske og
plebeiiske slegter, men ikke mindre snæver end det gamle
patriciat. Forvaltningen af det udstrakte rige lod meget
tilbage at ønske; mellem de ny indrettede provinser
og centralstyrelsen skabtes ingen enhed, og
provinsboerne overlodes ganske til statholdernes udsugeiser. De
seierrige krige bragte store kapitaler til Rom, og
handelen øgedes mægtig. Folkets karakter af akerdyrkende
ændredes; de store mængder indført korn trykkede
markedet, og jordbruget lønnede sig ikke for den mindre
jordeier. Der opstod latifundier, storgodser, der dreves
med flokke af slaver, og en del af de tidligere
landmænd fyldte byen som proletariat. Der bestod en
stadig stigende skjærpning af modsætningen mellem et
eiendomsløst, men politisk berettiget flertal og det
styrende, besiddende mindretal, senatorer og de
forretningsdrivende riddere. Hertil kom overklassens begyndende
demoralisation. Græsk og asiatisk kultus og luksus fik
indgang. Interessen for aandelig syssel øgedes, men
ansvarsfølelsen overfor staten svækkedes. Ved den tid, da
Grækenlands indlemmelse satte kronen paa r.s
verdens-stilling, var de indre forhold modne til store
omveltninger, og saadanne fyldte perioden fra 133 til 31, da
republiken gik under. Medens r. ogsaa i denne periode
udvidedes mægtig, gik dets nedarvede forfatning ganske
istaa. Det første forsøg paa at reformere var Gracchernes.
Tiberius Gracchus søgte 133 at fornye den licinske
aker-lov, og G. Gracchus gik 123—121 endnu videre,
regje-rede en tid som tribun næsten monarkisk og søgte at
svække senatet ved at øge riddernes indflydelse.
Optimaternes (d. e. adelspartiets) modstand kvalte dog disse
forsøg, den økonomiske modsætning vedblev, og et nyt
stort spørsmaal fik betydning, de italiske forbundsfællers
krav paa romersk borgerret. Folkepartiets chancer
bedredes ved striden mellem riddere og senatorer og den
mere og mere klart fremtrædende depravation blandt
optimaterne. Den jugurthinske krig (111—106) blottede
denne i uhyggelig grad, og det lykkedes 107 folkepartiet
at faa valgt en mand af sin midte, krigeren G. Marius,
til konsul. Herved var der skeet et afgjørende brud med
traditionen, hærens betydning for staten var første gang
sat over hensynet til de gamle slegter, et moment, som
fik saa meget større vegt, da Marius optog proletariatet
i hæren. Mere og mere blev det nu de enkelte
feltherrer, som kjæmpede om magten gjennem sin militære
styrke, og udviklingen gik alt nu imod den store sterke
eneherre, der skulde løse de sociale spørsmaal. Marius,
som reddede r. fra barbarerne (102—101), var ikke her
manden, han og hans hjælpere forspildte sagen for
folkepartiet, og efter den første borgerkrig (88—82) fik
optimaten Sulla magten. Kort forinden havde
forbundsfællerne tiltvunget sig borgerret (88), og herved var
republikens skjæbne yderligere beseglet, idet dens
grundlag, borgerens personlige stemmeafgivning, bortfaldt. Sulla
ønskede ikke at revolutionere. Han lod sig udnævne
til diktator, men kun for at fastslaa senatets overmagt,
og han manglede blik for de store sociale opgaver. 79
trak han sig tilbage, og hans verk stod kun til 70. De
følgende 25 aar var i virkeligheden en kamp mellem
enkeltmænd, snart støttende sig til senatet, snart til
folket; hærens og krigerberømmelsens betydning gjorde
den tillige til en stor erobringsperiode. Pompeius førte
krigen mod Sertorius i Spanien (80—72), endte
slavekrigen (71), knuste sjørøverne og beseirede Mithridates
(63), efter hvilken sidste krig r. udvidedes langt ind i
Asien. Indadtil forstod han dog ikke at udnytte sine
seire, og han besad ikke noget virkelig politisk og socialt
maal udover sin egen magt. En mere idealistisk, men
ligesaa uheldig politiker var Cicero, som efter
undertrykkelsen af Gatilinas sammensvergelse (63) intet
udrettede som statsmand. Hans mellemstandpunkt, der
gik ud paa en modernisering af den gamle forfatning,
var praktisk umuligt. Det alt beseirende geni var Cæsar.
Aristokrat med nær tilslutning til folkepartiet saa han
tidlig sin og statens vei gjennem folket til det
eneherredømme, som alene kunde løse tidens opgaver. Gjennem
triumviratet (60) med Pompeius og Crassus og gjennem
sine glimrende krigerbedrifter i Gallien (58—50) skaffede
han sig magt og anseelse, og gjennem den anden
borgerkrig (49—45) slog han senatet og Pompeius. Derefter
udnævnt til livsvarig diktator lod han forfatningen bestaa.
(græs, plæn); af beite (eng);
over-skjære (klæde).
tone — (t) Ton m — (ê) sound,
tone ; (eftertryk) accent, emphasis ;
(god) ton; fashion; (i maleri) tone
— ® ton m; (mus.) ogs. note f;
(lyd) son m; (farve-) ogs. teinte f;
(gramm.) accent m (tonique).
tone — ®(er)tönen, erschallen;
(t. flag) zeigen - @ sound; (t.
flag) show, display, fly (the
colours) — (f) sonner; résonner; (t.
flag) montrer, hisser (les couleurs).
tone © spændstighed;
sundhed; tone; syngen(de tone);
stemning, holdning; standpunkt, grad.
tone (e) foredrage syngende;
stemme.
toneangivende — ®
tonangebend - (e) who gives the tone, who
leads the fashion — (f) qui donne
le ton; dominant,
tönen ® tone, lyde.
toneskala, -stige — ®
Tonleiter f - @ scale, gamut - ®
gamme f.
tonevæld — ® Tonfülle f —
@ wealth of tonas — ® flot (m)
d’harmonie.
longs @ pl, tang; ildtang,
a pair of t. en tang.
tongue (g) tunge; tale;
(tunge)-maal; (spænde)torn; fjær;
landtunge; smalende; (sjøudtr.)
svale-lunge.
tongue-tie @ tungebaand (en
organisk feil) ; gjøre maalløs; lægge
bdj^nd paa en(s ytringsfrihed).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
