Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runeberg ... - Ordbøgerne: T - transvection ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
261
Runeberg—Runer
262
tran svectlon—trap(pe)
Foruden en mængde smaadigte («Tjänsteflickan»,
«Jägare-gossen» o. fl.) og enkelte dramaer (navnlig «Kungarne på
Salamis», i klassisk stil) har R. skrevet en række større
episke digte som «Elgskyttarne» (1832) med en realistisk
paalidelig skildring af finsk folkeliv, «Hanna» (1836), et
idyllisk sommerdigt fra en landsprestegaard (heri det
berømte indledningsdigt «Hvem styrde hit din väg?>), og
«Julkvallen» (1841), der fortæller om en juleaften paa en
herregaard og sønnens hjemkomst fra krigen. Disse tre
digte er i heksametre og udmerker sig ved klarhed og
skjønhed. R.s metriske mesterstykke er dog digtet «Kung
Fjalar» (1844) om den nordiske konge, der trodser selve
guderne. Hans mest berømte arbeide er den episke
digtcyklus «Fänrik Ståls sägner» (1848—60), hvor han i
skildringen af krigsbegivenheder og soldaterskikkelser fra
Finlands sidste krig giver et sandt og vakkert udtryk for
det finske folks fædrelandskjærlighed. Heri findes digte
som «Vårt land»,«Sven Dufva», «Björneborgarenas marsch»
o. fl. a. [Litt.: J. E. Strömborg, «Biografiska anteckningar
om J. L. R.», I—IV; W. Söderhjelm, «J. L. R.». «Sveriges
national litteratur», bd. 25, 1, indeholder R.s digtning i
udvalg med indledning af G. Gastrén. Finska
litteratur-sällskapet i Helsingfors har et omfattende R.-bibliotek.]
Runeberg, Walter Magnus (1838—). finsk
billedhugger, søn af digteren R., studerede under svensken
Sjostrand og den finske maler Ekman, senere under
Bissen i Kbh. og opholdt sig en tid i Rom. Hans
arbeider viser skjønhedssans og lune, senere, efter
studieophold i Paris 1876, forenet med en sterkere naturalisme.
Vi nævner «Ilmarin smeder maanen» (1865), «Sovende
Amor» (1872), «Apollon og Marsyas» (1882), «Amor og
Bacchus» (Helsingfors og Göteborg); af portrætbuster Z.
Topelius, Jonas Lie og Bjørnson, af statuer faderens
(1885, Helsingfors) samt Alexander H’s (gips, 1889).
Runebomme (af oldn. runar, i betydningen «magiske
figurer med troldomskraft», og humha, tromme) kaldes
en magisk tromme, som finnerne brugte til at spaa
med. Oprindelig blev den brugt af troldmanden til at
sætte sig i ekstase, saaledes som lignende instrumenter
endnu bruges hos andre folkeslag. R. bestod af et
træeller metalbækken, over
hvilket var spændt
ren-kalvskind, bemalet med
de forskjelligste figurer.
Vilde man skaffe sig
kundskab om skjulte ting,
slog troldmanden
(noai-den, s. d.) paa r. med
et redskab, som lignede
en hammer, og satte
saaledes i bevægelse en paa
r. henlagt ring. Tilslut
stansede ringen paa en
af figurerne, og denne
figurs beskaffenhed gav
den søgte aabenbaring
eller oplysning. R.
brugtes til langt ind i 19 aarh.,
men er nu helt gaaet af
brug. Nogen original r.
findes heller ikke i Norge,
medens derimod museerne i Kbh. og Sthm. har flere.
[Litt.: Helland, «Finmarkens amt» II, s. 240 ff.]
Runer. Det fællesgermanske navn paa vor
folkestammes ældste skrifttegn, rünöz, betyder hemmeligheder.
De ældste kjendte er antagelig fra 3 aarh. Hvor disse
skrifttegn kom fra, har i lang tid været et omtvistet
spørsmaal, indtil Ludv. F. A. Wimmer i sin afhandling
«Runeskriftens oprindelse og udvikling i Norden»
(«Aar-bøgerfor nordisk oldkyndighed» 1874) gav et klart formet
svar. Wimmer paaviste, at r. var i
nær siegt med middelhavsfolkenes
bogstaver, ja at dette slegtskab
kunde bestemmes nærmere. Da r.
havde de samme selvlydstegn som
græsk og latin, maatte det være et
europæisk alfabet, som laa til grund
for dem. Ved at gjennemgaa alle
de kjendte alfabeter fra
Grækenland og Italien fandt Wimmer, at
r. ved brugen af < (k) og Y (0
sluttede sig nøie til den latinske
bogstavrække, og han sluttede da, at
det var denne, som var forbilledet
for runerækken. — I over 20 aar
stod denne forklaring næsten
uan-fegtet, men efterhaanden maatte
den svaghed i beviset, at r. uden
videre forudsattes at udgaa fra ét
andet alfabet, træde sterkt frem.
Taylor^ Bugge og von Friesen har
da ogsaa i de senere aar hævdet, at
skjønt det latinske alfabet utvilsomt,
som Wimmer har paavist, ligger bag
r., er det ikke den eneste kilde, ogsaa
det græske har givet sine bidrag. Et
nyt (om end allerede af Wimmer
antydet) moment har von Friesen
fremdraget, idet han har betonet, at r. sandsynligvis
udgaar ikke fra den græsk-latinske monumentale
skrift, men fra den daglig brugte kursive, og at en
sydlig germansk stamme, goterne, ikke har skabt
runerækken til indristning, men først og fremst til daglig
brug ved handel, retsvæsen o. 1. Fra en saadan kursiv
form af r. er da paa den ene side udviklet den
indskriftform, som gaar nordpaa, paa den anden side, dog under
ny indflydelse fra græsk og latinsk skrift, den gotiske
uncialskrift, hvori Ulfilas bibeloversættelse er os
overleveret. Den gotiske skrift, som kun havde kort levetid,
skal vi her ikke komme ind paa. De egentlige r. kan
vi følge gjennem gotiske lande (Vallakiet, Volhynien) til
Østersjøen, over Gotland og Danmark. Derfra breder
den sig til tre sider, mod nord over Sverige og Norge,
mod syd ned over Tyskland og mod vest over til
England. I Tyskland og Frankrige synes r. aldrig at have
naaet nogen stor udbredelse; vi kjender saa at sige
udelukkende de tyske runer fra et halvt snes spænder, som
alle er fra tiden mellem 5 og 7 aarh. I England levede
runeskriften, som der fik nogle nye tegn tilføiet,
betydelig længere og blev benyttet ogsaa til større
mindes-merker. Det berømteste er korset i Ruthwell kirke (i
det sydvestlige Skotland), som i runeskrift bærer en del
Runer: Tune-stenen.
transvection @ (over)førsel.
transversal @ & (f) tver-,
tversgaaende ; (e) ogs, skjærende
linje.
transverse (e) & (g tver- ; @
ogs. ellipses store akse.
Transylvanian @
sieben-bûrgisk.
trantran ® se train-train,
trap se trappe.
trap @ (fange i) fælde; saks;
stok (til fuglefangst); afløbsrør;
kjøretøi ; klaf ; (fald)lem ; (pi)
pakkenelliker, tøi, sager; snære, hilde;
sæUe fælde(r); trap, (af) grønsten.
trapan (ë) (be)snære, fange;
overliste; lokke; snare; list.
trapball @ nordengelsk boldspil,
trapdoor © klaf (f. eks. paa
dueslag); falddør, -lem.
trape se traipse,
trapes (§ doven slurve; gadetøs.
trapes(e) ® se traipse,
trapez — (g (Hänge ,
Schwebe)-Reck, Trapez n — (e) trapeze ~ (f)
trapèze m.
trapeze (î^, trapèze (f) m,
trapez.
trapezist trapéziste (g m,
trapezkunstner.
trapezium @ trapez; et af
haandrodens ben.
trapgaas — ® Trappe f - (^
bustard - (g outarde f,
traphole (ê) ulvegrav.
Trapp ® m, tramp; druestilk,
trapp (g m, (min.) trap.
trap(pe) - ® Treppe f - (§
staircase, stairs; (udenfor døren)
(door-)steps — (g escalier m ; mar-
Runebomme
(finsk spaatromme).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
