Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Runeberg ... - Ordbøgerne: T - transvection ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
263
Trappe—traqueur
strofer af den gamle korsdrøm; korset stammer
sandsynligvis fra sidste halvdel af 10 aarh. — Vigtigst er r.s
brug i Norden, hvor man i Norge og Sverige snart
begyndte at hugge dem ind i sten ; før vikingetiden blev
denne skik ogsaa overført til Danmark, og i vikingetiden
er r. nordboernes følgesvende til Peiraieus i s.ø. (runeristet
løve, nu i Venedigs arsenalgaard) og Grønland i n.v. Især
Sverige (Uppland, Södermanland og Gotland) er rigt paa
runestene; i Danmark findes forholdsvis flest (men noksaa
unge) paa
Bornholm, og
dernæst i
Randers-egüen. Udenfor Skandinavien findes de
talrigst paa
Man. lait
kjen-der man over
2000 fra
Sverige, henimod
300 fra det
gamle danske
rige (med
Skåne, Halland og
Sønderjylland).
Fra Norge
kjen-des forholdsvis
få
stenindskrifter ^ derimod
flere hundrede
runeindskrifter
fra de gamle
stavkirker og
paa løse
gjen-stande. Vi
finder norske r.
fra 12 aarh. i
den ældgamle
gravhaug
Maes-howepaaOrkn-
øerne,
danske r. paa St.
Pauls
kirke-gaard i
London, svenske r.
paa en
gravsten i Orleans.
— R. har holdt
sig i folkets
kjendskab
langt ned i
tiden i
adskillige egne af
Norden,
specielt paa Island
og i Dalarne, hvor man har indskaarne runeskrifter
fra sidste tiaar før 1800; som hemmelig kunst
levede runekundskaben ogsaa paa Island og vist
adskillige andre steder langt ned mod vor tid. —
Runeskriftens form er (eller bliver ialfald meget tidlig)
præget af, at man i det daglige liv brugte at skjære r. ind
Runer
264
Runer: Dyiina-stenen (Hadeland.)
i træstave; dette forklarer saadanne iøinefaldende træk
ved r., som at de ikke kjender vandrette streger eller linjer,
der gaar over eller under de lodrette hovedstaves øverste
og nederste punkt. Det er for en væsentlig del denne
eien-dommelighed, der gjør, at r. skiller sig saa meget fra de
andre europæiske bogstaver. — Tager man dette med i
betragtning, ser man let den store lighed der er mellem
runerne
og latinske tegn
runerne p’
tegn F
runerne
tegn
I
I
R
R
X
X
t
T
<
G
M
M;
^
S,
og de græske
ligesaa mellem
og de latinske
og mellem
og de græske
Endnu mange flere tegn kan med større eller mindre
sikkerhed vises at stamme fra de sydeuropæiske tegn, og der er
neppe noget runetegn, som ikke med nogen sandsynlighed
kan henføres til et sydlandsk. R.s opr. former kjendes dels
fra de alm. indskrifter, dels fra nogle optegnelser af
runerækken paa jordfundne gjenstande (Kylver stenen,
Vadstena-brakteaten, Thems-sverdet, Charnay-spænden) og i
oldengelske haandskrifter ; efter disse kilder at dømme
har den ældste runerække bestaaet af følgende 24 tegn :
9 10 If n 13 15 f6 n m /o w 2/22 2.3 it^
k g
tb e m I ng
j c p R
12. j-tegnet skrives allerede meget tidlig H.
13. betegner maaske en anden e-lyd end
14. Tegnet, som aldrig forekommer i nordiske eller gotiske
indskrifter, er lidt usikkert.
15. R, opr. z, den til s svarende stemte lyd.
16. Ogsaa mellemformer forekommer.
7, 18, 24. Disse tegn betegner eg. stemte gnidningslyd.
I det tyske omraade lever r. saa kort, at nogen eg.
udvikling ikke kan paavises. I England skifter nogle
betydning eller form, og der tilføies nogle nye tegn, men i
det væsentlige holder det gamle sig. I Norden er
udviklingen mere omfattende. Af forskjellige (mest
sproglige) grunde kommer nogle tegn ud af brug (saaledes g,
â, Ti, e, o, w; p er som nævnt ikke truffet i nogen
nordisk indskrift). Andre skifter bet^^dning; saaledes
kommer til at betyde a istedetfor./, da j falder bort i forlyd
i nordisk. Andre skifter form; Y bliver til < gjennem
Y til Y, H bliver >j< og ^ bliver snart efter Senere
forenkles >fC til J(, og kommer da istedetfor K og
omtrent samtidig ombyttes |x| med f eller Y- Der
op-staar to forskjellige runerækker: a. en nordlig (kort
stavs-r.), og b. en sydlig (de danske r.), hver paa 16 tegn:
f 1 3 tf- 5 6 7 8 9 fO 1! /2 l-i /’i’ 15 16
f ulha rk hniaaê bmlR
Kortstavsruner.
/ 2 3 J 6 7 H 9 10 fl 12 /} l^r /.Î 10
rn^^Rh+lilH^TBT
f uthqrk hnias tbm
Danske runer.
10. Ældre form
14. Gammel sideform
ches f pl; (bred, udvendig stent.)
perron; (stige) marchepied m;
(sjø-udtr.) échelle f.
Trappe ® f (m), trin, fodspor;
druestilk; trapgaas; fælde.
trappe (?) f, falddør, grube,
-lem; fælde; kjelderlem; broklaf.
T. trappistorden, -kloster.
trappeafsats - ®
Treppenabsatz, Ruheplatz m — (e) landing.
stair-head — (f) palier; (mellem
etager) repos m.
trappeln ® trippe,
trappen ©trampe, træde haardt.
trapper trappeur (?) m,
pelsjæger, bæverfanger; (?) ogs.
rottejæger (i Paris).
trappetrin - ® stufe f - @
step of a staircase — ® marche f,
degré m.
trappings (e) (ud)staffering,
pynt; staseligt ride-, -sæletøi.
trappon ® m, kjelderlem.
trap-Stick (e) boldtræ ved «træ
skobold»; (pl) «pibestilker», tynde
ben.
trap-tulF (e) traptuf.
trapu (?) undersætsig, firskaaren.
trap-weir @ lakseteine.
traque ® f, klapjagt.
traquenard ® m, halvpasgang;
halvpasgjænger ; (ræve)saks, fælde.
traquer (?) omringe, afsøge;
gjøre (klapjagt paa; være
(liv)-ræd.
traque-renard ® m, rævesaks,
traquet (?) m, mølleklapper;
buskskvette (fugl); saks, fælde.
traqueur (?) m, klapper;
ræd-hare.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
