Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Rung ... - Ordbøgerne: T - trash ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
265
Rung—Runing
266
Af disse rækker findes den første fra Gotland over
Sverige (bl. a. i Skandinaviens længste indskrift,
Rokstenens) til Jæderen og Man, den anden paa danske og
(noget senere) svenske runestene. Fra den første
stammer r. paa Forsa-ringen i Hälsingland og de «stavløse»
Hälsing-r. Fra den anden stammer, dog vist under
indflydelse af den første, de senere former, som ved
tilføielse af punkter er blevet forøget, saa de er
lige-saa fuldstændige som det latinske alfabet. Som vi
træffer dem i et runehaandskrift af skånske lov, er de
B^+rrtiKrYHBKhinu^i’,
a b c,z d e f g h,gh iklmnop rstu,wyæø th.dh
Forøvrigt er der smaa afvigelser efter tid og sted. Nogle
af de ældste «stungne r.» findes paa slesvigske runestene
fra Svend Tveskjegs tid. R.s orden i bogstavrækken
kjender vi fra de tidligere nævnte optegnelser og fra en
hel del senere runerækker paa sten og i bog. De deles
altid i tre afdelinger (ætter), opr. paa otte r. hver, senere
noget skiftende; ætterne nævnes Frøys, Hagals og Tys
æt. Desuden kan r.s rækkefølge og inddeling i ætter
ogsaa bestemmes ved løn r. (se nedenfor). — R. har
særegne navne, som i væsentlig overensstemmende form
kjendes fra forskjellige dele af de gotisk-germanske folk
(goter, angelsachser, nordboer). Disse navne, der som
regel begynder med runetegnets lyd (undtagen 73- og
R-runerne, da disses lyd aldrig forekommer i forlyd), har
rimeligvis fra først af været knyttet til r. — Skriftens
retning i rureindskrifterne er i regelen som i vor skrift
fra venstre til høire, men i nogle af de ældste
forekommer ogsaa retningen fra høire til venstre («vende-r.»), og
som kunstleri kan dette forekomme ogsaa i senere
indskrifter (Rimsø-stenen, Wimmer, II, s. 64, ikam: tsrau:
mas: il)ua, d. e. [djaudi sæm wærst mægi). I enkelte
indskrifter (især Tune stenen) gaar nogle linjer fra venstre
til høire, andre omvendt (<(busirofedom>). Allerede i
nogle af de ældste indskrifter forekommer samstavs-r. el.
binde-r. (saaledes paa Tune-stenen). — Runeindskrifterne
er i regelen korte; den længste er indskriften paa
Rokstenen. — Hovedmassen af runestenene er mindestene
over en afdød. — Foruden som alm. skrift har man
ogsaa benyttet r. til trold om, hvad der stemmer godt
med, at den tryllekyndige Odin ansaaes for særlig
runekyndig. Allerede eddadigte hentyder til denne brug.
Til saadan og anden hemmelig brug dannedes lon-r,,
ofte paa den maade, at man angav r.s plads i
runerækken ved «kvister» til begge sider (saaledes d. e.
fjerde rune i tredje æt), og ofte ombyttede man, for
yderligere at vanskeliggjøre læsningen, ætterne, saa at
Tys æt stod forrest og Frøys æt sidst. Eksempler paa
brug af løn-r. findes paa Rok-stenen, i indskrifter fra
Orknøerne, Grønland og andre steder. Ogsaa paa andre
maader har runekyndige mænd søgt at vise sin kunst.
Især paa Island har kjendskabet til den slags kunstige r.
holdt sig længe. Endelig kan nævnes r.s brug til
kalendere, saaledes paa mange norske primstave. [Litt.: L.
F. A. Wimmer, «Runeskriftens oprindelse og udvikling i
Norden» i «Aarbøger for nordisk oldkyndighed» 1874,
meget forbedret tysk udgave: «Die Runenschrift», 1887;
samme, «De tyske runemindesmerker» i «Aarbøger for
trash—Traueresche
nordisk oldkvndighed» 1894; samme, «De danske
rune-mindesmerker» I—IV, 1895—1908; Stephens, «The old
Northern runic monuments» I —IV, 1866—1901 (uddrag
heraf i «Handbook» 1884); Bugge, «Norges indskrifter med
de ældre runer» I, 1891—1903, II endnu ikke afsluttet;
Otto von Friesen, «Om runeskriftens härkomst», 1904
(et stort verk om svenske runeskrifter er under
forberedelse); Kr. Kaalund, «Islands fortidslevninger» i «Aarbøger
for nordisk oldkyndighed» 1882; Kermode, «Manx crosses»
1907; P. Købke», «Om runerne i Norden» (2 udg. 1890).]
Rung, Frederik (1854—), d. komponist, 1908 første
kapelmester ved Kgl. teater i Kbh. Siden 1877 dirigerer
han «Gæciliaforeningen» og 1887 stiftede han
«Madrigal-koret». Som komponist har han skrevet operaerne «Det
hemmelige selskab» (1888) og «Den trekantede hat» (1894).
Rung, Otto (1874—), d. forfatter. Debuterede 1902
med romanen «Det uafvendelige», et originalt og betydeligt
arbeide, hvor allerede hans eiendommelige sprogtone og
fortælle-teknik er fuldt udviklet. Helt moden og sikker
er han i sit næste verk «Sidste kamp» (1904), en elegant
og overlegen skildring af moderne storstadsliv, udfoldet
gjennem en fantasifuld handling og et galleri af
særprægede og sjælfulde skikkelser. I sprogform og
emnevalg staar R. Joh.s V.Jensen nær. Hans menneskeskildring
er vilkaarlig og lyrisk, farvet af stemning; den har altid
sigte paa det særegne og afstikkende; hans sprog er rigt og
udtryksfuldt, med forkjærlighed for naturvidenskabelige
billeder og gloser. Af R.s senere produktion kan nævnes
romanerne «Den hvide yacht», «Skyggernes tog»,
«Lønkammeret» (1912) samt dramaet «Broen».
Runge, Philipp Otto (1777—1810), t. maler, levede
i Hamburg. Han studerede ved Kjøbenhavnerakademiet
under Jens Juel, senere ved Dresdenerakademiet. R.
indtager som kunstner en eiendommelig dobbeltstilling. Paa
den ene side staar han med sin udpræget religiøse
personlighed den romantiske bevægelse meget nær; specielt
var han knyttet til Tieck; den ufuldendte, allegoriske
billedcyklus «Dagstiderne», der beskjæftigede ham hele
hans liv, viser denne side af hans begavelse (brudstykker
af «Morgenen» i Hamburgs kunsthalle). Paa den anden
side peger han med sin naivt-oprindelige
virkelighedsiagttagelse frem mod naturalismen; hovedverker her er
portræterne af «Kunstneren selv, hans hustru og broder»
(1805), af «Hülsenbecks børn» og af «Kunstnerens
forældre» (1806), alle i Hamburgs kunsthalle. I samme
retning peger hans forfatterskab, et farveteoretisk verk
«Farbenkugel» (1810) og de efterladte skrifter (2 bd., 1840).
R. naaede langtfra fuld modenhed som kunstner, men
har dog havt adskillig betydning; saaledes har hans
indflydelse gjennem Caspar Friedrich naaet frem til
professor Dahl. Først nylig er han igjen trukket frem fra
glemselen. [Litt.: Andreas Aubert, «R. und die
Romantik» (Berlin 1909; norsk udg. 1911).]
Rungsted, d. fiskerleie paa strandveien ved Øresund,
3 km. øst for Hørsholm, 474 indb. (1911). Villaby og
badested. Station paa kystbanen. Berømt fra Joh. Ewalds
ophold her i den gamle R. kro. Mindesten for digteren
paa en høi (Ewaldshøi) ved hotellet.
Runing. Jernhaandtag o. 1. gives en ru overflade ved
at bearbeides med presseruller, som har fremspring og
fordybninger. Vævede tøier af bomuld rues, saa de faar
trash (e) værdiløst kram, juks;
afkappede kvister, kvas; beskjære,
klippe; afskjære (sukkerrør);
hindre, hemme, belemre,
trash-ice (i) issørpe,
trashy @ værdiløs, daarlig.
traske — ® traben, trotten
-(e) trudge — (î) trotter.
trass (g (min.) tras, en art tuf.
trassent — ® Trassant, Be-
zieher m - © drawer — ®
tireur m.
trassere — ® trassieren, ziehen,
entnehmen - @ draw (on), value
on - ® faire traite (tirer) sur.
trätschen, tratschen ® vase,
vrøvle, sludre.
tratte - ® Tratte f, Wechsel
m - @ draft, draught, valuation
- ® traite f.
Traualtar (t) m, (vielses)alter.
Traube (î) f, vindrueklase =
Traubenbüschel m, vinranke.
traubenartig ® klaseformig,
drueagtig.
Traubenlese (t) f, vinhøst,
druehøst.
trauen (t) vie.
trauen ® stole, lide paa. ich
traue mir jeg drister mig til.
ich traue mich nicht hin jeg
vover mig ikke derhen.
Trauer ® f, sorg;
sørgmodighed, kummer; sørgedragt.
Traueranzeige ® f,
dødsan-meldelse.
Trauerbinde ® f, sørgeflor.
Trauerbirke ® f, hængebirk.
Trsueresche ® f, hængeask
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
