Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Skudpræmie ... - Ordbøgerne: V - Vergehen ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
vergeture—verglimmen
867
Skuespilkunst—Skurdalen
868
Skuespilkunst er i egentlig forstand den kunst at
fremstille personlig en tænkt menneskeskikkelse i
bestemte situationer. Som udtryksmiddel har denne kunst
den menneskelige person selv, legemet med dets
bevægelser og stemmen, og den har i sin fulde udvikling to
samvirkende udtryksformer, masken (det karakteristiske
ydre paa det menneske, som fremstilles) med mimiken
(minespillet og de forskjellige fagter, gestus) og talen.
De to udtryksformer anvendes ogsaa hver for sig, og
man møder da paa den ene side dels det saakaldte
stumme spil og dels, helt gjennemført, den specielle
kunstart, som benævnes pantomime, og paa den anden
side oplæsnings- eller foredragskunst, som dog tildels
understøttes af mimiken i større eller mindre grad. —
S. kræver en særlig menneskekundskab, syn paa
mennesker, fantasi til at opfatte det karakteristiske og
for-staaelse af, hvorledes de enkelte personer ud fra sine
forudsætninger føler, optræder og handler i de
forskjellige situationer. Samtidig maa den udøvende kunstner
have den særlige evne til at give det indre liv det ydre
udtryk og til at omforme sig i levende skikkelser efter
det fantasifuldt opfattede. Hvor flere skuespillere
optræder sammen, maa hver enkelt tage hensyn til sine
medspillende, saaledes at der bliver samspil. — Som
regel er s. knyttet til dramatisk digtning med den
opgave at levendegjøre digterverkets mennesker gjennem
en fremstilling, der helt opfattes af syn og øre ; den
arbeider her paa et givet grundlag og indenfor en given
ramme; den sceniske kunstner maa forme skikkelsen
ud fra det billede, digteren har givet, men indenfor
denne ramme kan hans kunst fremtræde som
selvstændig skabende. S. bliver ogsaa udøvet uden
forbindelse med dramatisk digtning, saaledes at teksten
mere eller mindre improviseres af vedkommende
skuespillere (den italienske maskekomedie). S. træder ogsaa
i forbindelse med musiken gjennem den specielle
kunstform opera, operette, syngestykke. Besiegtet med den
mimiske del af s. er balletten, hvor dansen kommer til.
— Den ældste europæiske s. i kunstnerisk udviklet
form, den græske, havde sit udspring i
Dionysos-dyrkelsen med dens mimiske korsang, kordans og optog.
Den havde sin rod i Attika med Athen. De græske
skuespillere optraadte med ansigtsmaske med tragisk
eller komisk fysiognomi og gik paa kothurner (støvler
med høie saaler og hæler), i komedien brugtes lave sko.
Den romerske s. var en aflægger af den græske, men
der blev her spillet tildels uden masker, saa der blev
plads for minespillet. Middelalderens ældste s. er atter
knyttet til gudsdyrkelsen, de kirkelige skuespil, mysterier,
og udøvedes af geistlige dilettanter; efterhvert optraadte
ogsaa lægfolk med spil af alvorlig eller lystig art. I
16 aarh. opstod i Italien den særegne kunstform
maskekomedien, commedia dell’ arte (s. d.), med faste typer;
den italienske s. udviklede paa det komiske felt en
ypperlig teknik og øvede indflydelse rundt om i landene,
ogsaa operaen skjød frem paa italiensk grund. I Spanien
skabtes der i 16 og 17 aarh., de store spanske
dramatikeres tid, en betydelig national s.; samtidig havde
engelsk s. sin rige blomstringstid baaret af Shakespeares
digtning. I Frankrige var s. streng, regelbundet, med
Molière kom der et friskere pust. I 18 aarh. naar s. i
de forskjellige lande langt frem, og udviklingen har
fortsat sig. Tyskerne, som først sent kom med, er
nu blandt dem, som gaar i spidsen. I slutningen af
19 aarh. har den realistiske retning i det store og
hele behersket scenerne; men der har ogsaa vist sig tegn
til en søgen bort fra realismen og ind paa gamle eller
nye veie. [Litt.: Mantzius, «Skuespilkunstens historie»
(1897—1907, 5 bd.).]
Skuld, eg. hvad der skal ske, navn paa en af nornerne.
Skuldalsbruri el. Tone S kul dal en fra
Telemarken holdt bryllup 1712 og digtede, ifølge sagnet, en
slaat, hvorefter hun af sorg dræbte sig. Slaatten hører
til de bedste i norsk folkemusik.
Skulder, s.-blad, s.-led, se Menneskets
ana-tomi; jfr. aksel, akselhule. Under navnet s.
sammenfattes hele partiet om skulderleddet,
ledforbindelsen mellem overarmens ledhoved og skulderbladets
skaal-formede ledflade.
Skule Baardssøn (1188 el. 89—1240), n. hertug
og tronprætendent, søn af Baard Guttormssøn paa
Rein (s. d.) og hans anden hustru Ragnhild,
halvbroder af kong Inge Baardssøn, fik af denne jarlsnavn
og fattede haab om at blive hans efterfølger. Men ved
Inges død lod birkebeinerne Sverres sønnesøn, den
13-aarige Haakon Haakonssøn, kaare til konge paa
Øreting, medens S. B. maatte nøies med at styre landet som
hans jarl. Paa rigsmødet i Bergen 1223 kjendtes kong
Haakon eneberettiget til tronen og overtog derpaa selv
regjeringen; men S. B. vedblev at styre (Frostatingslagen
med Søndmør) og beholdt jarlstitelen; 1225 egtede kongen
hans datter Margrethe; 1237 gav han ham navn af hertug
og en tredjedel af alle rigets sysler. Men S. B. opgav
ikke sine ærgjerrige drømme om at vinde kongemagten.
1239 lod han sig hylde som konge paa Øreting. Han
og hans tilhængere (varbelgerne) slog kongens mænd paa
Laaka (i Nannestad paa Romerike^ men led derefter
nederlag mod kong Haakon i et haardt slag i Oslo gader
og flygtede til Nidaros. Her blev han overrasket af en
afdeling birkebeinere under Aasulv af Rein ; han flygtede
til Elgesæter kloster; men dette blev stukket i brand
og S. B. dræbt. Hans fald danner den endelige
afslutning paa tronstridighederne, som havde varet siden Sigurd
Jorsalfarers død 1130.
Skulpe (bot.) er en af to frugtblade dannet kapsel,
der er falsk torummet, opspringende med to klapper,
som oftest løsner sig nedenfra og falder af, saaledes at
skillevæggene med frøene bliver staaende igjen. S. findes
hos de korsblomstrede.
Skulpetang, se Alger (bd. I, sp. 218).
Skulptur, se Billedhuggerkunst.
Skumring, se Dæmring.
Skunks [skvijks] kaldes det langhaarede mørke skind
af det nordamerikanske stinkdyr (mephitis); benyttes
som pelsvare, særlig til besætninger paa damekaaber.
Skupschtïna (eg. Narodna s.), folkelig forsamling,
navn paa folkeforsamlingerne i Serbien og Montenegro.
Skurdalen, skogdal syd for Ustedalen i Hallingdal,
Hol herred. Gjennemstrømmes af Skurdalselven,
der danner en række fiskerige vande.
Hovedveisforbin-delse gjennem S. mellem Gjeilo ved Bergensbanen og
Numedal.
vergeture (f) f, rød stribe,
strime.
vergeuden ® forøde, bortødsle,
spilde.
Vergeuder ® m, ødeland,
vergeuderisch ® ødsel,
vergeure ® f, formtraad ; stribe
(i papir).
vergewaltigen ® øve vold
imod.
Vergewaltiger (t) m,
undertrykker.
Vergewaltigung ® f,
undertrykkelse, tvang.
vergewisse(r)n ® stadfæste,
bekræfte,
vergiessen (t) udøse, spilde,
vergiften (t) forgifte, -give.
vergilben ® gulne, blive gul.
Vergissmeinnicht (D n,
for-glemmigei.
vergittern (t) tilgitre,
verglas ® m, ising, isslag,
verglassen ® glassere;
forsyne med glas; sætte glas for;
blive glasagtig.
Vergleich ® m, forlig,
overenskomst; sammenligning.
vergleichbar ® som kan
sammenlignes (med).
vergleichbaren ® komme
overens om.
vergleichen ® sammenligne;
(ud^jevne; bilægge, sich V. forliges.
Vergleichung ® f,
sammenligning.
verglimmen, -glühen ®
slukkes, gaa ud, dø hen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
