Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slavesjøen ... - Ordbøgerne: V - vermindern ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
897
Slavesjøen—Slavofiler
898
Harriet Beecher Stowes bog c Uncle Tom’s cabin »), og
da samtidig de økonomiske, sociale og politiske
modsætninger mellem syd og nord var blevet saa sterke, at
krig var uundgaaelig, skjød nordstaterne slavespørsmaalet
i forgrunden; i krigen (1861—65) seirede nordstaterne,
og s. blev afskaffet. I Brasilien og paa Cuba ophørte det
først i slutten af 1880-aarene og bestaar endnu den dag
idag i Afrika og For-Asien, i noksaa milde former hos
muhammedanerne, men med raa og brutale slavejagter i
selve «det mørke fastland»; dog har Englands og tildels
Tysklands koloniseringer i de seneste aar indskrænket
dem noget.
Slavesj’øen. 1. Store S. (eng. Great Slave Lake),
ind-sjø i det nordvestlige Canada, er 450 km. lang og optil
110 km. bred og har et fladeindhold af over 26 000 km.^
Den er meget forgrenet og optager mange store elve,
deriblandt fra syd Slave-elven; dens afløb er den
mægtige Mackenzie. Er islagt seks maaneder af aaret.
— 2. Lille S., indsjø i Canada, i prov. Athabasca, har
afløb til elven Athabasca.
Slavestaterne var de af de Forenede stater, i hvilke
slaveriet var tilladt ifølge forfatningen. Ved krigen 1861
gik syv af slavestaterne (de konfødererede stater), nemlig
Syd-Carolina, Georgia, Florida, Alabama, Mississippi,
Louisiana og Texas, ud af unionen, og til dem sluttede
sig Arkansas og Nord-Carolina, delvis ogsaa Tennessee
og Virginia. De andre slavestater, Delaware, Maryland,
Kentucky og endel territorier, forblev i unionen.
Slavici, Joan (1848—), rum. forfatter. S. kom 1875
til Bukarest, men reiste 1884 tilbage til Hermanstadt i
Transsylvanien og redigerede her avisen «Tribuna», der
var sterkt magyarfiendtlig. For sin virksomhed som
redaktør blev han sat i fængsel. I 1887 vendte han
tilbage til Rumænien. Blandt S.s mest kjendte arbeider
kan nævnes «Die Rumänen in Ungarn, Siebenbürgen
und der Bukowina». Han har ogsaa skrevet eventyr,
noveller og dramaer.
Slaviske sprog, et videnskabeligt fællesnavn, hvis
egentlige betydning og oprindelse ikke er klar, viser
tilbage til «fællesslavisk», en af den indoéuropæiske
sprogæts grene. De forskjellige slaviske sprogs nære indbyrdes
slegtskab lader sig erkjende uden videnskabelige studier,
sammenhængen med andre indoeuropæiske sprog
derimod først gjennem sammenlignende sprogstudier. Den
slaviske sproggren hører til den dialektgruppe af den
indoeuropæiske sprogenhed, hvor fremre k-lyd, f. eks. i
ordet for «hundrede», slavisk *suto, har udviklet sig til
en spirant af rækken s eller s, de saakaldte
çatam-sprog. Den er i saa nær siegt med de «baltiske» sprog
(litauisk o. s. v.), at man maa anse disse to grene for
et fælles skud fra den indoeuropæiske stamme.
Berøringer mellem det fællesslaviske og mange forskjellige
sprog, tilhørende baade vestligere og østligere
kulturkredse, fremgaar af forskjellige slags laanord. I
historisk tid fortsætter disse indlaan i de slaviske særsprog
fra de forskjelligste kanter, alt efter bopæl og
kulturstrømninger. — Med de slaviske folks udbredelse fra^
et mere begrænset omraade ud over store dele af
Øst-Europa, dannede de sikkert alt tidligere begyndte
dialektspaltninger grundlag for kløvning i en række
selvstændige sprog. Den slaviske sprogverden falder nu i følgende
vermindern—vermoulure
hoveddele: 1. Østslavisk, d. v. s. r u s s i s k
(storrussisk i nord, lillerussisk i sydvest, se Rusland,
sprog); 2. vestslavisk, nemlig polsk (med kaszubisk),
vendisk eller so r bi sk (øvre- og nedre-, omkring
Lausitz i Schlesien), tsjekkisk, det sidste i nær siegt
med slovakisk, som dog nu alt har skilt sig ud til eget
sprog; 3. syd si a vi sk, nemlig sloven sk, serb o-kroatisk
og b u 1 g a r i s k. Mellem de forskjellige sprog finder man
overalt mere eller mindre klare overgangstyper, ligesom
det gjensidige slegtskab viser større eller mindre
nærhed i væsentlig overensstemmelse med den geografiske
beliggenhed, dette vel igjen mere eller mindre i
sammenhæng med slavernes udbredelse under
folkevandringerne. — Visse dele af den slaviske sprogverden har
længe været under opløsende indflydelse vestenfra, d. v.
s. fra tysk; omvendt vinder s. s., særlig russisk, gradvis
og sterkt terræn overfor andre sprogtyper. De sidste
menneskealdres nationalistiske idéer har grebet sterkt
ind til stansning af germaniseringen og til ny, endog
aggressiv opblomstring af s. s. (f. eks. vendisk, slovensk)
i tale og skrift. — De nævnte forskjellige s. s. skiller
sig gjennem typiske lydlige særtræk (smig. f. eks. rus.
gorod, by, med sydslavisk og delvis vestslavisk grad, af
oprindeligt *gordu; rus. nolsj, nat, med vestslavisk nots,
bulgarisk nosjt o. s. v., af oprindeligt ^nokiï); et enkelt
træk af saadan lydudvikling vil ikke strække til som
ydre skillemerke, som allerede de givne eksempler
belyser; til gjengjæld har særudviklingen uddybet
forskjellen mellem sprogene og gjort den ganske anderledes
omfattende end den oprindelige lydlige spaltning. —
Begyndelsen til litterære s. s. (hvoraf hvert af de nævnte
særsprog, saaledes ogsaa lillerussisk og slovakisk, nu har
sit) stammer fra middelalderens missionsarbeide. Da
dette begyndte fra to fiendtlige leire, er udviklingen af
litterære s. s. foregaat under to hovedindflydelser, fra
den græske kultur i øst, den romersk-tyske i vest. Det
ældste litterære sprog var det saakaldte «kirkeslaviske»
(gammelbulgariske), som under forsoningsforsøg fra Rom
endog en tid fik indpas i liturgiske bøger blandt
vestslaver, dog her kun for snart igjen at trænges tilbage.
Blandt græsk-katolske slaver (russer, bulgarer, serber)
har dette længst «døde» litterære sprog spillet en
overordentlig stor rolle, er først i sen tid erstattet af mere
hjemlige litteratursprog, har overalt efterladt betydelige
residua, formidlet græsk-byzantinsk kultur med adskillig
paavirkning ogsaa rent sproglig, og bl. a. givet i arv det
eiendommelige slaviske «kyrilliske» alfabet. Blandt de
romersk-katolske slaver (vestslaverne samt slovener og
kroater) dannede sig intet tilsvarende slavisk kirkesprog,
men til gjengjæld har den direkte paavirkning af latin
og tysk sat dybe spor, i ordstof som i udtryksmaade i
de litterære sprog, som her bruger latinsk alfabet i
forskjellige adaptioner.
Slavja^nsk, Rusland, by i guv. Charkov, ved
Kasen-nyi Torez og jernbanen Losovaja—S.; 16 000 indb.,
salt-syderier, sodafabrik. I nærheden badestedet Soîjanyje
samt byen S. ved Suchsi Torez.
Slavofiler er et politisk parti i Ru land, som
opstod ved midten af forrige aarhundrede. S. reagerede
sterkt mod den indflydelse, som den vesteuropæiske
kultur havde øvet, søgte tilbage mod gammelrussisk
vermindern (t) formindske,
sich V. formindskes, tage af.
vermineux (f) (med.) orme-,
verminous (e) tilbøielig til at
avle utøi; fuld af, foraarsaget af utøi.
vermiparous @ som
frembringer, føder orme.
vermischen®(sammen)blande.
vermisseau ® m, (liden)
metemark.
vermissen (t) savne,
vermivore g), vermivorous
(§ ormædende.
vermitteln (î) mægle, bilægge;
bringe i stand ; slutte.
vermittels(t) ® ved hjælp af.
Vermittler ® m, mellemmand,
mægler, midler.
Vermittel un g (t) f, mægling,
mellemkomst; tilveiebringelse.
vermöbeln (g sælge, sætte
over styr.
vermodern (g gaa i
forraad-nelse, raadna bort.
vermöge ® i kraft af, ifølge,
paa grund af.
vermögen (t) formaa ; mægte,
kunne, v.d ogs.formuende,bemidlet.
Vermögen ® n, evne, kraft;
formue, eiendom.
vermöglich (î) i stand til ; foi
-maaende; kraftig, sterk; formuende.
vermoosen (t) overgroes med
mose.
vermorschen (t) raadne,
morkne.
vermoulu (t) markstukket,
ormædt.
vermoulure ® f, markhuller,
ormstik; ormemel.
29
Illustreret norsk konversationsleksikon. VI.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
