Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Springflod ... - Ordbøgerne: V - Voreltern ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1075 Sproglig-historisk—Sprogundervisning 1076
vorgängig—Vorhand
menneskelige vilje. De enkelte s. løser sin opgave paa
forskjellig maade; i nogle s. fremgaar forbindelsen
mellem de enkelte ord væsentlig af ordstillingen (kinesisk),
i andre er der særlige former (kasus- og
tempusendelser) til at betegne ordets forhold i sætningen. Man
har forsøgt at inddele s. efter deres eiendommeligheder
i saa henseende og har gjort forskjel paa saakaldte
«isolerende» s., i hvilke ordene altid er uforandret,
«agglutinerende» s., i hvilke der findes endelser og
af-ledningsstavelser, men føiet løst til stammen, og
«flekterende» s., bøiningsprog, i hvilke stamme og endelse
er uløselig forbundet og stammen desuden ofte ændret
(skyde — skjød — skudt). Den anden klasse omfatter
hovedmassen af jordens s., den sidste kun de
indoeuropæiske og de semitiske s., men den hele inddeling
er ikke synderlig værdifuld, da der ikke er skarpe
grænser mellem de forskjellige typer (smig. Finck, «Die
Haupttypen des Sprachbaus» (Leipzig 1910), der opstiller
otte forskjellige typer). Forfeilet er den tidh’gere
antagelse af isolerende s. som primitiv sprogtype. Om de
flekterende s. har man antaget, at deres
eiendommelig-hed er udviklet af et trin som de agglutinerende s.s
(a g g 1 u t i n a t i o n s t e o r i e n), at de forskjellige
bøinings-endelser er opr. selvstændige ord, og meget taler for, at
det er rigtigt, selv om mange enkeltheder er dunkle.
Mindre antagelig er den sakaldte adaptationsteori,
hvorefter der opr. har eksisteret en mængde forskjellige
former i flæng, der først i tidens løb skulde have faaet
sine særlige betydninger. Den eneste rationelle inddeling
af s. er den genealogiske, men en saadan kan endnu
ikke gjennemføres, da ikke alle s. er tilstrækkelig kjendt.
En hel del store grupper staar dog fast, saaledes de
indoeuropæiske s. (s. d.), de finsk-ugriske s. (s. d.), de
semitiske s. (s. d.), de tyrkiske s., bantusprogene i
Syd-Afrika, de malaiisk-polynesiske s., de indokinesiske s.,
de eskimoiske s. o. fl. a. Antallet af s. kjendes heller ikke
nøiagtig, men det overstiger i hvert fald tusen. [Litt.:
Finck, «Die Sprachstämme des Erdkreises» (Leipzig 1909).]
Sproglig-historisk embedseksamen maa bestaaes
af de filologer, som vil blive adjunkter, overlærere eller
rektorer ved offentlige eller kommunale skoler; desuden
kræves en pædagogisk eksamen (lov af 14 sep. 1905,
reglementer af 21 okt. 1905 og 9 dec. 1907). S. e. tages
i to afdelinger, én, som omfatter to bifag, og én, som
omfatter hovedfaget. I dette maa kandidaten bl. a.
ud-arbeide en videnskabelig afhandling over et selvvalgt
eller opgivet emne.
Sproglære, se Grammatik.
Sprogrensning. Hvor dyrkelsen af en hjemlig
sprogform en tidlang ikke har været omfattet med interesse
af de skrivende, bliver skriftsproget let overfyldt med
fremmedord. Mange af disse vil for folkets store
masse være vanskelige at erindre og udtale. Endnu
flere vil stikke af ved sin form og saaledes føles som
en fremmed klud paa det hjemlige klædebon; den gode
smag vil kræve deres afløsning. Hvor filologisk
spekulation gaar haand i haand med en sterk national
strømning, vil udrensningen af de fremmede elementer dog
let komme til at skyde over maalet, idet ogsaa saadanne
fremmedord, som af folket selv opfattes som hjemlige,
eller nyttige og bekvemme internationale kulturord,
bliver sat paa proskriptionslisten. Som stammoderen for
den sprogrensende bevægelse kan ansees det i 1582
grundlagte florentinske Accademia della Grusca, som
affødte flere lignende akademier, hvis ideal var sprogets
kodificering gjennem en stor ordbog over modersmaalet,
et ideal, som kun virkeliggjordes af det franske akademi.
I Tyskland virkede i 17 aarh. en række sprogselskaber for
modersmaalets renhed ; til Danmark naaede bevægelsen i
slutningen af 17 aarh. ; i Norge har særlig K. Knudsen (s. d.)
gjennem sit store verk «Unorsk og norsk» søgt
systematisk at udrydde alt fremmed, dog med liden virkning.
Sprogundervisning. 1. Undervisning i
modersmaalet, d. e. arbeidet for at udvikle evnen til at opfatte
modersmaalet og til at bruge det i tale og skrift. Meget
tidlig kan man planmæssig styrke sprogfølelsen hos børn
og udvide deres ordforraad. Det sker bedst ved, at der
fortælles og læses for eleverne særlig udvalgt stof; der
findes en folkelig og folkloristisk litteratur af særeget
værd for barnets sproglige udvikling, fra barnerim, reggler
og stev til eventyr og sagn, senere bibel- og
sagafortælling, episk historie. Ved siden heraf opøves ogsaa barnets
færdighed i at bruge sproget, tale, læse og efterhvert
ogsaa skrive det efter de vedtagne regler. Paa senere
trin vil barnets vekst i modersmaalet tildels falde sammen
med den alm. kundskabstilegnelse gjennem livet og skolen.
Den ofte anvendte grammatiklæsning spiller ingen rolle
for den sproglige vekst; dog kan grammatik, hvis den
mere bygges paa barnets iagttagelser end paa dogmatiske
regler, bidrage til større ydre sprogsikkerhed. Grammatik
bør dog ikke danne indledningen til barneskolen, snarere
afslutningen. I skolens høiere afdelinger skal et
omhyggeligt udvalg af den bedste litteratur og det ædleste
sprogstof udvikle og forædle sprogsansen; der maa ogsaa
tages hensyn til det mere abstrakte og didaktiske sprog
(afhandlingsstilen).— 2. Fremmede sprog. At kunne
et fremmed sprog kan forstaaes paa væsentlig to
forskjellige maader : a. at kunne læse og med hjælpeboger
kunne skrive det fremmede sprog ; b. at kunne opfatte
det talte sprog sikkert, at kunne læse sproget og l3ruge
det umiddelbart i tale og skrift. Disse to forskjellige
maal har skabt to teoretisk seet skarpt adskilte metoder,
den konstruktive (eller grammatiske) og den
naturlige (eller imitative). Den konstruktive metode
gaar ud fra, at et sprog, formelt seet, er en logisk
tankebygning og maa studeres som saadan ; ved denne metode
vil man arbeide strengt fornuftmæssig og bevidst. Metoden
har sine rødder i det gamle latinstudium og udbredte
sig herfra til studiet af de levende sprog. Til forskjellige
tider, dog især i nyeste tid, har man fremhævet, at den
konstruktive metode gav lidet udbytte anvendt paa de
levende sprog; den gav mere viden om sproget end
sproget selv, den tog for lidet hensyn til det talte sprog,
udviklede ingen umiddelbar færdighed. De forskjellige
metoder, som her sammenfattes under navnet den
naturlige metode, gaar ud fra, at sprogkundskab mindre er
en bevidst viden end en færdighed, som kun kan vindes
ved opøvelse. Opøvelsen bestaar i at vænne «øre og
tunge» (i virkeligheden de rette hjerneceller) til de
fremmede udtryk og i at lade forestillingerne og de
sproglige udtryk for dem smelte intimt sammen.
Læreren maa have en vis magt over elevens sjæleliv for
vorgängig ® forudgaaende;
foreløbig.
vorgeben ® give forst, paa
forhaand; binde for; anføre,
forebringe, foregive.
Vorgeben ® n, foregivende,
paaskud.
Vorgebirge ® n, forbjerg,
vorgeblich (f) foregiven,
vorgedacht ® oven-, førnævnt.
vorgefasst ® forudfattet.
Vorgefecht ® n,
forpostfegt-ning.
Vorgefühl ® n, forudfølelse,
vorgehen ® gaa i forveien;
distancere; ske.
Vorgehen ® n, fremrykning;
optræden, færd; forrang.
Vorgenuss ® m, forsmag;
forudnvdelse.
Vorgericht ® n, forret.
Vorgesetzter ® m, foresat,
overordnet.
vorgestern ® iforgaars.
vorgestrig (t) (som fandt sted)
iforgaars.
vorglänsen ft) overstraale,
lyse for.
vorgreifen (t) antecipere ;
komme i forkjøbet.
vorgucken (t) titte frem.
vorhaben (t) bære, have i sinde;
gjøre, udføre.
Vorhaben ® n. forehavende.
Vorhalle ® f, forhal, vestibule,
vorhalten (t) holde for,
foreholde, bebreide ; holde, vare,
for-slaa.
Vorhand ® f, forhaand.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
