Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Storke ... - Ordbøgerne: W - Welschkorn ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1197
Storke—Storm
1198
Storke, se Storkeslegten.
Storkefugle (ciconiidæ), familie af vadefugle (s. d.).
Mest store fugle med langt neb, lange ben og store,
brede, afrundede vinger. Bagtaaea er fæstet høiere end
fortærne, som har smaa klør. Halen kort. De lever
paa sumpige steder eller nær vand, hækker parvis og
anbringer sit rede i trær eller paa andre ophøiede
steder. Flugten er let og udholdende. Ungerne fødes
dunklædte, men bliver liggende i redet og passes af
forældrene, til de er flyvedygtige. Herhen henimod
50 arter. Hos os tre siegten Ibiser, skestorke og
storkeslegten (s. d. art.).
Storkeneb (geranium), planteslegt af
storkeneb-familien, urter med én til tre rødlige eller blaafiolette
blomster fra de haandnervede blades hjørner. Lige store
kronblade, 10 støvdragere, 5 længere og forsynet med
en honningkjertel ved grunden. I Norge 10 vildtvoksende
arter, de fleste dog med liden udbredelse. Den
almindeligste art er s k o g-s (g. silvaticum), en vakker
alen-høi plante med fem til syv-fligede blade og fiolette
(sjelden hvide) blomster. Den er en karakterplante i
skog og fjeldlier gjennem hele landet. Stinkende s.
(g. rohertiaiium), mindre af vekst end foregaaende og
med mindre, rosenrøde blomster, vokser i urer og
klipperifter i lavere egne mod nord til Tromsø amt. I det
sydlige forekommer eng-s. (g. pratense), vor største art
med store blaafiolette blomster, og den meget mindre,
vakre blodrøde s. (g. sanguineum), som i egnen om
Kra, ofte benævnes St. hansblomst, og endelig den
meget kort blødhaarede, smaablomstrede g, pusillum.
Nogle arter dyrkes i haverne som prydplanter, saaledes
g. ibericum, med store blaafiolette blomster, og g.
striatum, med kjødfarvede, rødaarede blomster.
Storkenebfamilien (geraniaceæ), frikronet tofrøbladet
plantefamilie, bestaaende af 500 arter, mest urter fra
middelsvarme egne, især Syd Afrika. De haandnervede,
lappede eller delte blade har lange stilke og smaa
akselblade. Blomsterne er femtallige, tokjønnede, oftest
regelmæssige. Den femrummede frugtknude har én
grifl’el, som mod spidsen deler sig i fem grene, der bærer
arrene. Frugten og griffelen spaltes nedenfra og løsner
fra en midtsøile som fem klapper, der enten krummer
eller ruller sig tilbage eller snor sig skrueformet sammen
i sin øverste del. Hver klap lukker sig derefter enten
som hos tranehals og pelargonium sammen om det enlige
frø, og der dannes en spaltefrugt, hvis nødagtige delfrugter
borer sig ned i jorden ved den skrueformede og
hygroskopiske griffels bevægelser, eller klapperne forbliver aabne
paa indersiden, saa frøene kan falde ud (geranium).
Herhen storkeneb, tranehals og pelargonium
(s. d. art.).
Storkeslegten (ciconia), siegt af storkefugle (s. d.).
Storkene er store fugle, som paa marken bevæger sig
i en langsom og værdig gang, aldrig springende. De
kredser ofte oppe i luften og seiler da gjerne paa
urørlige vinger. Under flugten er halsen strakt ret
fremover og benene bagover langs halen. De er rovgjerrige
og lever af fisk, frosk o. a. smaadyr. Kjønnene lige.
Ungerne er først voksne i det tredje aar. De lægger
tre til fem hvide eg. Hos os to arter. — Den hvide
stork (c. alba) er hvid med sorte vinger, rødt neb og
Welschkorn-Wenigkeit
røde ben. Længden vel 1 m. Storken er udbredt over
Mellem- og Syd-Europa, Afrika og store dele af Asien.
Den hækker i Danmark og Syd Sverige, men ikke i
Norge, hvor kun omstreifende individer paatræffes.
Specielt liker den dyrkede egne, hvor der findes
lang-grunde sjøer. Den holder sig til menneskeboligerne,
bygger gjerne sit rede paa hustagene og er meget tam,
da den overalt er fredet og velseet. Den ankommer
tidlig om vaaren og paabygger hvert aar sit gamle rede,
som tilslut naar en saadan størrelse, at det maa flyttes
for ikke at skade taget, hvorpaa det er anbragt. Hunnen
ruger alene, men mades hele tiden af sin egtemage.
Dens fire eg er smudsighvide (længde ca. 75 mm.,
tykkelse 52 mm.). — Den sorte stork (c. nigra) er
sort med purpurglans; brystet, maven og undergumpen
hvide, nebbet og benene røde. Længden noget over
en meter. Den har omtrent samme udbredelse som den
hvide stork og hækker ligesom denne i Danmark og
Syd-Sverige, men træffes kun tilfældig og sjelden i Norge.
Den holder helst til paa skogmyrer, er sky og opsøger
aldrig menneskeboliger. Den^ hækker aldrig i kolonier;
redet anbringes i trær.
Storkesnabel, d. s, s. pantograf (s. d.).
Storkobbe, se Sæler.
Storkors, se Ordener (bd. V, sp. 1457).
Storkrebs el. høiere krebsdyr (malacostraka),
underklasse af krebsdyr (s. d.), udgjør i modsætning til
smaakrebsene en naturlig systematisk enhed. Legemet
er sammensat af 20 segmenter, hvoråf fem falder paa
hovedet, otte paa kroppen (thorax) og syv paa halen
(abdomen). Kjøn sorganerne munder hos hunnerne paa
ellevte, hos hannerne paa trettende segment. Som
eks-kretionsorgan funktionerer hos de udvoksede s. (med
undtagelse af isopoderne) antennekjertelen (den «grønne
kjertel»). Kun et faatal af s. (euphausiderne og visse
ræker) forlader egget paa naupliusstadiet, de fleste paa
det langt mere fremskredne zoëastadium, da legemet
bestaar af et kort og bredt hoved bryststykke, som bærer
flere par spaltefødder, samt af en endnu lemmeløs hale.
Hos en del s. (saaledes flodkrebsen) er udviklingen
imidlertid direkte. S. deles i almindelighed i to hovedafdelinger
(legioner): Ringkrebsene (arthrostraka), med ustilkede
øine og kun et brystsegment sammenvokset med hovedet,
og skjoldkrebsene (ihoracostraka), med stilkede
øine og hovedet og kroppen sammenvokset til en
céphalothorax. Mellem disse to grupper findes dog
overgangs-former, saaledes cumaceerne med ustilkede øine og
begyndende dannelse af céphalothorax. Ogsaa mellem de
lavere og de høiere krebsdyr findes der enkelte
overgangs-former; af særlig interesse er nebalierne, som har 21
segmenter (8 halesegmenter) og et langstrakt, primitivt
bygget hjerte. De opstilles i det sidste ofte under navnet
leptostraka som en med ringkrebsene og skjoldkrebsene
sideordnet afdeling af krebsdyr.
Storm, Edvard (1749—94), n. digter. S. var
presteson fra Vaage, blev student 1765 og var saa hjemme
nogle aar. I denne tid oplevede han en
kjærligheds-sorg, som satte sit præg paa ham for livet. 1767 kom han
tilbage til Kbh., hvor han siden levede som lærer og
litterat til sin død. S. forsøgte sig som epiker med det
komiske heltedigt «Bræger» (1785) og skrev oder og
Welsch korn ® n, mais.
Welschland © n, Italien.
Welsh (e) valisisk.
Welsh(wo)man ©
valiser-(inde).
Welt ® f, verden,
weit (S) rand(e), kant(e); banke,
smøre. •
Weltabgeschiedenheit ® f,
afsondring fra verden.
Weltall ® n, verdensalt.
welter (e) velte sig; sUge og
falde, danse, rulle, styrte; (sb)
smuds, søle, (mudderîpel, sump.
Weltgegend ® f,
verdens-bjørne.
weltkundig ® almindelig
be-kjendt.
Weltlauf ® m, verdens gang.
weltlich ® verdslig; Umelig.
Weltt(h)eil ® m, verdensdel.
wen @ fedtsvulst, udvekst;
krop.
wench @ tøs, tøite; (amerik.)
(neger)pige; løbe efter løse
kvindfolk.
wencher (e) kvindfolkjæger.
Wende ®f, vending, dreining;
vendepunkt; bjørne, krog;
forandring.
Wendelschnecke ® f, -stieg
m, -stiege, -treppe f, vindeltrap.
wenden ® vende, dreie;
forandre; anvende; vende sig.
Wendung ® f, dreining;
vending.
wenig ® lidet, ringe, (pl) faa.
ein w. lidt.
Wenigkeit ® f, lidenhed,
ringhed; ringe antai; smaating.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
