Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige ... - Ordbøgerne: Z - zersplittern ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
zeste—Ziegelei
1327
Sverresborg—Svind
1346
1 den ældre nytid fik svensk, som rimeligt er, da en stor
del af det svenske rige laa syd for Østersjøen, en del flere
høityske ord end dansk (som angencim, behagelig, forlust,
tab, Ställe, sted, tass, pote, kop), og i 17 og 18 aarh. en
stor del franske ord (som affar, forretning, herså, løvhytte,
dåb, frikassé, kraschan, ordensstjerne, lavoar, servante).
Et sprogrensningsarbeide kom med Carl Save (s. d.)
og især med Viktor Rydberg. — Den forskjel, som der
allerede var antydninger af i forveien, mellem svensken
paa de to sider af den Botniske bugt, har siden den
politiske adskillelse fæstnet sig. Finsk-svensken har et
mere almeneuropæisk vokalsystem end rigssvensken, har
ikke dennes musikalske akeent, har «fransk» p, t, k og
enkelte andre lydlige eiendommeligheder, ligesom
ord-forraadet er en del forskjelligt. — De svenske folkemaal
frembyder store forskjelligheder. De fleste har tre kjøn
i navnordene, men et enkelt (Gamle Karleby) har endog
mistet al kjønsforskjel. Endelsernes behandling er yderst
broget. De gamle tvelyd findes endnu paa Gotland,
i Norrland og øst for Østersjøen. Halvøens sydligste
maal slutter sig i mange maader nær til dansk,
ligesom Västgötemaalene og Dalmaalene nærmer sig
til norsk. [Litt.: J. E. Rydqvist, «Svenska språkets
lagar», I—VI (1850—83); K. F. Söderwall,
«Hufvud-epokerna i svenska språkets utbildning» (1870); Karl
Ljungstedt, «Grunddragen af modersmålets historia» (1898);
A. Noreen, «Vårt språk» (1903 f.); samme forf.
«Alt-schwedische grammatik» (1904); Fr. Tamm, «Etvmologisk
svensk ordboka, I (1905); K. F. Söderwall, «Ordbok
öfver svenska medeltids-språket», I—11 (1884 f.); «Svenska
akademiens ordbok» (1893 f.); N. Beekman, «Svensk
språklara» (1904); Axel Kock, «Die alt- und
neuschwedische Accentuirung» (1901); G. Gederschiöld,
«Svenskan som skriftspråki (1897); tidsskriftet «Språk
och stil» (1901 f.).] — Litteratur.^ Vidnesbyrdene
om svensk aandsliv i denTiedensîtTtïd er faa og fattige,
og først ca. 1200 begynder en eg. svensk litteratur. Fra
før den tid findes næsten kun runestene, der ganske vist
i S. forekommer i et langt større antal end i noget andet
land (ca. 2000) og tildels er meget udførlige (den
berømte Röksten i Östergötland (ca. 900) bærer verdens
længste og merkeligste runeindskrift). Kristendommens
indførelse medfører som andetsteds et saadant brud paa
aandslivets udvikling, at det varer længe, før en national
litteratur kan skyde frem; den latinske klosterlitteratur
tog de skriftkyndiges tid og interesser. Men efter 1200
møder man dog kraftige udtryk for selve folkets karakter
og kultur i de gamle landskabslove, hvoraf den ældste
er Västgötalagen. De svenske folkeviser har samme
karakter som de norske og danske. (Udg. ved Afzelius
og Arwidsson, s. d.,ogJuaXk e v J Af poetisk
litteratur kan endvidere nævnes de oversatte ridderdigtninger
«Eufemiaviserne» («Ivan Lejonriddaren», «Flores och
Blanzeflor» o. s. v.), en række rimkrøniker
(«Erikskrö-nikan» ca. 1320 o. fl.) og et par digte af «den første
navngivne skald, som har digtet paa svensk», nemlig
biskop Thomas af Strängnäs («Sången om Engelbrekt»,
«Friheten», «Troheten»). Ericus Olai skrev (ca. 1470)
«Chronicon Gothorum», og endelig har den religiøse
middelalderslitteratur et straalende navn at fremvise:
den hellige Birgitta (s. d.). — Den nyere tid (efter
ca. 1500). 1483 havde de reisende bogtrykkere Johan
Snell og Bartholomæus Gothan trykt de første bøger i
S., og bogtrykkerkunsten blev her som i andre lande et
virksomt middel i den folkelige reformations tjeneste.
Reformationsaarhundredet (ca. 1520—1611)
begynder som en frigjørelse, en kamp mod dogmerne, og
ender med at skabe en ny luthersk dogmatik.
Reformationens grundlægger var Glaus Petri, og ved hans side
stod broderen Laurentius Petri, den svenske kirkes
organisator og «ortodoksiens grundlægger». Glaus Petris
«Svenska krönika» indtil Gustaf Vasa, den pragmatiske
og kritiske historieskrivnings første verk i S., er et djervt
og alvorligt arbeide, skrevet i et kraftigt og klangfuldt
svensk. Reformationens litterære hovedverk var «Gustaf
Vasas bibel» (1541), som begge brødrene har arbeidet
paa. Sidst i denne periode virkede historieskriveren
Johs. Messenius. — Stormagtstiden (1611—1718)
svarer til «det lærde tidsrum» (ortodoksiens tid) i
dansknorsk aandsliv. Universiteter og skoler grundlagdes,
fremmede videnskabsmænd indkaldtes (Descartes, Hugo
Grotius, Pufendorf o. fl.), og svenske adelsmænd
op-traadte som videnskabens beskyttere (Axel Oxenstierna,
M. G. de la Gardie o. s. v.). Skjønt latinen regjerede,
begyndte dog interessen for modersmaalet at vaagne
(Stiernhielm), historien og oldtidsstudiet dyrkedes med
patriotisk begeistring af Johan Bure, Peringskiöld o. fl.
og med mere nøgtern kritik af Hadorpb,
naturvidenskaben (medicin, botanik, kemi) af den gamle O.
Rudbeck. Poesien fik en ny retning navnlig ved indflydelse
fra udlandet (Opitz, Gats); en kunstdigtning med
regelmæssige vers- og linjeformer (heksametret, alexandrinerne
o. s. v.) kom som en reaktion mod fortidens mere folkelige
digtning. Af periodens forfattere kan foruden Stiernhielm
nævnes Lars Wiw^allius, Samuel Columbus, Lasse
Johansson, kaldt «Lucidor» (s. d.), og Johan Runius (d. 1713),
sin tids mest beundrede digter, der beherskede rytme
og rim med overlegen lethed. Den religiøse lyrik
re-præsenteres af Spegel, Jesper Svedberg, Jakob Frese, s. d.
— Frihedstiden (1719—72) er litteraturens og
videnskabens blomstringstid i S. Istedetfor tysk indflydelse
kom nu fransk og engelsk. Efter udenlandsk forbillede
stiftedes akademier og lærde selskaber som
Vetenskaps-akademien (1739, stiftet af Linné), der særlig tog sig af
naturvidenskaberne, og Vitterhetsakademien (1753) for
digtning, veltalenhed m. m. Paa videnskabens omraade
frembragte tiden mænd som historikerne Lagerbring og
Olof Celsius, den gamle sprogforsker Ihre og den
verdens-kj endte botaniker Linné. I filosofien kom der nye
strømninger saavel fra fastlandet (Leibniz, Wolff) som fra
England (Locke), og tidens litteratur præges sterkt heraf
(oplysningsidéer, læredigte); men udenfor disse filosofiske
retninger stod den verdenskjendte religionsstifter Em.
Svedenborg. I litteraturen kommer nu prosaen sterkere
frem; Dalin grundlægger det moderne svenske
prosasprog, gjør det rammende og bøieligt; S.s første
romanforfatter J, H. Mörk og humoristen Jakob Wallenberg
skriver paa prosa. Poesien dyrkedes (foruden af Dalin)
af fru Nordenflycht, G. F. Greutz og G. F. Gyllenborg;
disse digtere, «Tankebyggarorden», nærmede sig endnu
mere end Dalin den franske smag og grundlagde den
særlig akademiske stilretning i svensk poesi. Sidst i
zeste (D m, skillevæg i valnød ;
indre hinde af appelsin-,
citronskal.
Zeter ® n, høit klageraab,
ve-raab,nødraab ^Zetergeschrei n.
zetern (î) udstøde nødraab,
skrige op.
Zettel ® m, seddel, billet,
plakat, opslag; rending, varp (i
væv).
zetteln ® rende, om garn;
anstifte.
Zettelträger ® m,
plaliat-bærer.
Zeug ® n, tøi; (ogs. verk-,
sæletøi); husgeraad; emne; stof;
deig; tøv, væv.
Zeuge ® m, vidne.
zeugen ® vidne; avle,
frembringe.
Zeugenschaft® f, vidnesbyrd.
Zeughaus ® n, tøihus, arsenal.
Zeugin ® f, kvindeligt vidne.
Zeugnis ® n, vidnesbyrd, attest,
skudsmaal; karakter.
Zeugschmied ® m,
verktøi-smed; eirkelsmed.
Zeugung ® f, avl(ing).
zézayer ® lespe,
zibeline ® f, sobel(skind).
zibet ©, Zibet(h) ® m, zibet
desmerkat.
Zicke ® f, gjet.
Zicklein ® n, gjetekid.
Zickzack ® m, siksak.
Zieche ® f, over-, betræk, var.
Ziege ® f, gjet.
Ziegel ® m, teglsten; tag-,
mursten.
Ziegelei ® f, teglverk.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
