Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige ... - Ordbøgerne: Z - Zimmerflucht ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Zinsgeber—Zischlaut
1335
Sverige
133(5
830 og paany 853. De spirer, han saaede, blev dog
vistnok for størsteparten igjen rykket op, og først i
11 og 12 aarh. blev S. for alvor kristnet. S. var vistnok
et samlet lige i slutn. af 9 aarh. under Erik Emundsson.
Baade han og hans nærmeste efterkommere holdt fast
ved den gamle gudetro. Den første kristne konge var
Olof Skötkonung, som lod sig døbe i Västergötland. Han
slog sig sammen med Erik jarl i Norge og Sven Tjugeskjeg
i Danmark om at bære vaaben paa Olav Tryggvessøn, som
de seiret over og dræbte i slaget ved Svolder (1000),
hvorefter seierherrerne delte Norge mellem sig. Olof tog
dog ikke sin del i besiddelse. Paa sine gamle dage kom
Olof i krig med Olav den hellige. Dette stemte ikke
med vestgoternes sind, og deres talsmand, den ærværdige
Torgny lagmand, tvang kongen til at slutte fred og
forlig med Olav. Da Olof ikke holdt sig forliget
efterrettelig, blev han afsat og efterfulgtes af sin søn Anund
Jakob (ca. 1022—50), med hvis broder Emund den gamle
(ca. 1050—60) S.s gamle kongeslegt uddøde. I åe
følgende næsten 200 aar (til 1250) er der stadig strid
mellem goter og svear, kristne og hedninger og forskjellige
kongsemner af vekslende ætter, og der raader næsten
anarkiske tilstande. Kong Inge Steinkelsson laa i strid med
den norske konge Magnus Barfod om grænsen mellem
Norge og S. Da den danske konge Erik Eiegod optraadte
som mægler, ledede dette til et møde (1101) mellem de
tre konger i Konghelle ved Göta-elvens munding, hvor
de tre rigers grænser stødte sammen. Her blev
grænsestriden bilagt, og freden besegledes ved, at Magnus
Barfod egtede Inges datter Margareta (Fredkulla). Skjønt
det i grænsespørsmaalet skulde have sit forblivende med
aftalen i Konghelle, kom det dog ved Inges død (1111)
til en grænseforrykning, idet jämterne da efter kong
Øysteins opfordring gav sig ind under Norge. Erik den
hellige (ca. 1150—60), S.s nationalhelgen, foretog et
korstog til Finland, hvilket er det første skridt til
Finlands erobring i det 13 aarh., men som foreløbig satte
frugt i et finsk hevntog til Sverige 1187, da de hedenske
finner herjede og brandskattede hele S.s østkyst og satte
ild paa den blomstrende handelsby Sigtuna. Dette
gav anledning til, at svenskerne opførte en sterk borg
paa Stockholmen ved indløbet til Mälaren, hvor senere
rigets hovedstad reiste sig. Denne periode fuld af
svækkende og oprivende ydre og indre kampe endte med,
at den kraftfulde og dygtige Birger jarl af den mægtige
Folkungeæt, S.s sidste rigsjarl, tog styret. Han skabte
orden og lagde grunden til en ny tid. Han lagde
og-saa grundlaget for S.s senere østersjøvælde. Da den
svage kong Erik Læspe døde 1250, valgtes jarlens søn
Valdemar Birgersson til konge under sin mægtige og
maalbevidste faders formynderskab. Birgers politik gik
ud paa at skabe fred og forstaaelse mellem Nordens riger,
søge næringslivet fremmet ved handelstraktater og give
landet gode love. Han begik den feil at give sine yngre
sønner store forleninger, hvilket straks efter hans død
(1266) viste sig at have skjæbnesvangre følger; Magnus,
S.s første hertug, det eneste herskeremne blandt
brødrene, gjorde aabent oprør og blev tilslut eneherre
(1275—90) og styrede riget med samme kraft som faderen.
Han fik tilnavnet Ladulås, «fordi han satte laas for
bondens lade>. Han taalte ikke noget indgreb i sin myndig-
hed, men den kongelige enevoldsmagt blev dog
indskrænket ved det stadig mere fremtrædende raad af rigets
fornemste mænd. Magnus indførte ogsaa skattefrihed
(«frälse») for enhver, som paa egen bekostning gjorde
krigstjeneste tilhest; disse krigere blev med tiden en
egen stand, «fralseståndet» eller adelen, og deres fornemste
og tapreste mænd blev udnævnt til riddere. Hans hof
var glansfuldt. Ogsaa presteskabet skjænkede han
skattefrihed. Under ham blev kongemagten statens
midtpunkt og kulturfremskridtets bærer. Han grundlægger
embedsverket som rigsadministration og betoner stedse
rigets enhed og kongemagtens overhøihed. Paa sit
dødsleie indsatte Magnus marsken Torgils Knutsson
som formynder for sine tre umyndige sønner Birger,
Erik og Valdemar. Torgils fortsatte at styre i Magnus
aand, foretog to krigstog til Finland, som fra nu af var
kristnet, og lagde det ind under S. Han byggede videre
paa lovverket og gjorde dette mere ensartet og holdt
geistligheden stangen. Birger overtog selv regjeringen
1302. Nu udbrød strid mellem kongen og hans brødre.
Herunder blev Torgils henrettet 1306. Broderkrigen
endte først mange aar bagefter (1317), med at Birger
lumskelig narret sine brødre i baghold og lod dem sulte
ihjel i fængslet; selv maatte han dog flygte for deres
tilhængeres hevn. Da Haakon V døde 1319, arvede hertug
Eriks treaarige søn Magnus Norges trone, og da han
kort efter ogsaa blev hyldet som Sveriges konge,
opstod der en Personalunion mellem de to riger. Magnus
Eriksson (svensk) blev først myndig 1332. Imidlertid
styredes Sverige af en formynderregjering, indsat af
rigs-raadet. Under dette styre blev grænsespørsmaalet
mellem Busland og Finland afgjort, finnerne stilledes paa
lige fod med svenskerne, svensk Norrland blev
bebygget og den materielle kultur gik i det hele frem.
Ikke desto mindre fandt Magnus ved sin
regjerings-tiltrædelse statskassen tom. Magnus saa sig derfor og
for at vinde Skaane fra det kongeløse Danmark, nødt
til at paalægge store skatter, hvilket vakte misnøie. Heraf
benyttede stormændene sig til paa kongemagtens
bekostning at tiltvinge sig en afgjørende indflydelse paa
stats-styrelsen. Det stormandsvælde som herved fik fodfæste,
satte sit præg paa S.s historie i det følgende
aarhun-drede. Den godlynte og fredsommelige Magnus havde
ikke kraft til at gjøre sin myndighed og kronens ret
gjældende. Heller ikke formaaede han med kraft at
modsætte sig Valdemar Atterdag, som lagde an paa at
vinde tilbage de tabte danske provinser paa østsiden
af sundet. Den snedige danske politik lykkedes, og S.
mistede igjen Skaane og faa aar efter ogsaa Gotland.
Mis-nøien med Magnus slog omsider ud i oprørske bevægelser,
og medens han maatte ligefrem afstaa Norge til sin yngre
søn Haakon (VI), blev han i Sverige tvunget til at tage
den ældre søn Erik til medregent. Denne døde
imidlertid to aar efter, og nu blev tilstanden i landet
uudholdelig. 1362 blev Haakon VI indkaldt fra Norge og
valgt til konge ogsaa i S. I Magnus’ tid levede den
hellige Birgitta. Imidlertid havde stormændene faaet
slig magt, at Magnus og Haakon i sin hjælpeløshed saa
sig nødsaget til at ty til Valdemar Atterdag om hjælp.
Haakon egtede i Kbh. Valdemars datter Margrete (1363).
De overmodige stormænd indkaldte nu Magnus’ søster-
Zinsgeber (t) m, afgifts-,
sliatte-vder.
Zinsgroschen ® m, skattens
mynt.
Zinsgut ® n, fæstegods.
Zinsherr @ m, jordeier, -drot.
Zinsleute ® pl, fæstere,
zinslos ® rentefri; ufrugtbar.
Zinsschein ® m, kupon,
zinzolin ® (m), redfiolet (farve).
Zipfel ® m, flig; snip, hjørne,
spids ; {næsé)tip ; (øre)flip.
zipfelig ® fliget; toppet.
Zipfelmütze ® f, natlue; toplue.
Zipfeltuch ® n, fichu,
trekantet tørklæde.
Zipperlein ® n, gigt, podagra.
Zirbel ® m (f), eembrafyr.
zircon @ & ® m, (min.) zirkon,
ædelsten.
zirconia (e) zirkonjord.
zirconium @ zirkonium.
Zirkel ® m, cirkel, kreds;
passer; forsamling.
Zirkelabschnitt ® r:,
segment.
Zirkelausschnitt ® m, sektor.
Zirkelpunkt ® m, centrum.
Zirkelschenkel ® m,
passerben.
Zirkular ® n, cirkulære.
Zirpe ® f, cikade, græshoppe,
siris.
zirpen ® vrisse (græshoppe);
rikse, sippe (siris).
zischeln ® hviske og tiske,
zischen ® hvisle, hvæse ; pibe,
suse, hysse.
Zischlaut, -ton ® m,
hvislelyd, hvæsen.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
