Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Sverige ... - Ordbøgerne: Z - Zischer ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1338
Sverresborg—Svind
1346
Zischer—Zollabfertigung
søn Albrecht af Mechlenburg, som valgtes til konge.
Magnus og Haakon blev jaget og maatte efter nogle aars
krig give sig, men beholdt grænselandskaberne mod
Norge. Albrecht var endnu langt mere afhængig af
de høie herrer, end Magnus og Haakon havde været, ja
den mægtigste af dem, Bo Jonsson Grip, var langt
mægtigere end kongen. Da den ustyrtelig rige stormand døde
(1386), vilde Albrecht sætte sig i besiddelse af hans godser.
Dette vilde borgherrerne for enhver pris forhindre, og
de søgte bistand i Danmark hos dronning Margrete. En
d.-n. hær rykkede ind i S. og forenede sig med de svenske
stormænds hær. Albrecht og hans tyske hjælpetropper
led et afgjørende nederlag (1389) og blev taget tilfange.
Margrete blev nu hyldet ogsaa i S., og de tre
skandinaviske riger var dermed forenet. Albrechts tilhængere
fortsatte imidlertid kampen for hans sag, og først 1398
fik hun Sthm. i sin magt. Margrete styrede med
klogskab og kraft, fasthed og maadehold. Overfor adel
og geistlighed vernede Margrete om kronens ret, men
gjorde Danmark til hovedlandet paa S.s og Norges
bekostning. Hendes efterfølger, Erik af Pommern, var
en voldsom, stædig natur, som fortsatte Margretes
politik, men uden hendes kloge forsigtighed. Tilslut
gjorde S. oprør under Engelbrekt Engelbrektsson fra
Dalarne; han samlede en bondehær (1434), som paa
faa maaneder befriede landet for Eriks fogder. Et
møde i Arboga, Sveriges første rigsdag, valgte
Engelbrekt til rigshøvedsmand. Den folkekjære høvding blev
allerede aaret efter afløst af Karl Knutsson Bonde, som
1438 valgtes til rigsforstander. Adelen saa sine
interesser bedst fremmet under unionsforfatningens opløste
forhold, og de mægtige ætter kjæmpede til to sider: mod
kongemagt og mod folket. De søgte atter at blæse liv
i unionen og fik 1440 Kristoffer valgt til konge i alle tre
riger. I Sverige maatte han ved en haandfæstning
forskrive sig til rigsraadet, hvorfor hans magtstilling
nærmest blev et skin. Til hans navn knytter sig imidlertid
den landslov, som var Sveriges lovbog 1442—1736.
Kristoffer døde pludselig jan. 1448, og Karl Knutsson kunde
nu paany komme til magten, og da Kristian I i sep. s. a.
blev konge i Danmark, var foreningen altsaa atter gaaet
overstyr. Norge stod splittet mellem Karl og Kristian, men
kom tilslut til Danmark. Mellem Karl og Kristian kom
det nu til krig, og samtidig gjorde geistligheden og mange
af de mægtige ætter med erkebiskop Jons Bengtsson
Oxenstierna i spidsen oprør og havde slig fremgang, at
Karl maatte rømme landet. Kristian 1 rykkede nu ind
for at tage det herreløse land i besiddelse. Kampene
mellem ham og Karl varede en aarrække og oprev helt
det ulykkelige allerede af indre splid herjede land. Karl
døde 1470, og hans slegtning Sten Sture valgtes til
rigsforstander, en klog og dygtig mand, som organiserede
resten af landets krigsmagt mod Kristian og tilføiede
ham et afgjørende nederlag ved Brunkeberg udenfor
Sthm. «Gamle hr. Sten» styrede nu S., og styrede
det vel. Han var en folkets mand, retfærdig, ordholden
og praktisk. Han hævede næringsveiene og oplysningen,
gav S. dets første universitet i Upsala (1477) og tog sig
af bogtrykkerkunsten. Stormændene i rigsraadet var
imod ham, og med deres støtte kunde danskerne atter
blande sig i S.s anliggender. 1483 fik unionspartiet sat
igjennem, at kong Hans af Danmark og Norge valgtes
til S.s konge, men først 1497 lykkedes det Hans at
betvinge Sten Sture og blive hyldet i Sthm. Alt i 1500
blev han imidlertid jaget igjen, og nationalpartiet
fortsatte efter Sten Stures død 1503 kampen under Svante
Nilsson Sture og dennes søn Sten Sture d. y. Men den
indre splid vedvarede, og dette benyttede Kristian II til
at rykke ind i S. (1520). Efter en række blodige kampe
fik han Sthm. i sin magt og lod sig hylde som
arvekonge. Men da han straks efter for at bryde den sidste
rest af oprørslyst beseglede sin tiltræden med
massehenrettelser af sine modstandere i det «stockholmske
blodbad», opnaaede han kun det modsatte af sin
hensigt. Harmen og skammen vakte nationalfølelsen, og
den unge adelsmand Gustaf Eriksson Vasa reiste
dalkarlene til opstand (feb. 1521), valgtes endnu s. a. til
rigsforstander og befriede i løbet af to aar sit fædreland
for det danske herredømme. Og to maaneder efterat
Kristian II havde maattet forlade Danmark i
landflygtighed, valgtes Gustaf 6 juni 1523 til S.s konge. Med ham
besteg Vasa-ætten (1523—1654) S.s trone, og med
Margretes union var det nu for al fremtid forbi. — Gustaf 1
Vasa (1523—60) var en betydelig personlighed og en
fremragende hersker. Med ham blev reformationen
gjennemført, han skabte en sterk kongemagt, gav
administrationen varig fasthed, bragte orden og system i
finansvæsenet, fremmede næringsveiene, særlig jordbruget,
industri og bergverksdriften, knækkede Lübecks
handels-vælde i Østersjøen, og han grundlagde en sterk
krigsmagt baade tillands og tilsjøs. Indre modstand
knækkede han med stor kraft. Tre gange maatte han slaa
ned bondeoprør. Aarsagen til misnøien var de store
skatter, han havde maattet udskrive. Han inddrog en
mængde kloster- og kirkegods under kronen. Ved disse
og andre reformer og ved sparsomhed lykkedes det ham
at tilveiebringe ikke blot balance i statsbudgettet, men
endog et klækkeligt overskud. Han holdt en udmerket
rustet staaende hær og en stor flaade, men undgik
omhyggelig al anledning til krig. Mod slutningen af sin
regjeringstid kom han dog i et meget spændt forhold
til Kristian III af Danmark, bl. a. fordi denne havde
optaget tre kroner i sit vaaben som tegn paa sin
formentlige ret til S.s trone. Med Danmark kom det ogsaa
til langvarige stridigheder, men først under hans
efterfølgere. Sønnen Erik XIV (1560—68) var en begavet
mand, men lunefuld og lidenskabelig, forfængelig,
mistænksom og sky. Opløsningen af de tyske sverdridderes
orden, som havde Estland og Livland i sin besiddelse,
lokkede østersjøstaterne til her at søge et let bytte. S.
besatte derfor 1561 Estland. Dette fremkaldte
syvaars-krigen med Danmark (1563—70), som blev ført med
megen grusomhed fra begge sider. S. var her den
overlegne tilsjøs, men trak dog tilslut det korteste straa,
ikke mindst paa grund af, at Erik XIV’s nervøse
mistænksomhed var slaaet ud i aabenbart vanvid. Han
blev afsat og tilbragte resten af sit liv som statsfange
og døde, som det blev antaget myrdet (1577). Hans broder
Johan III (1569—92) heldede til katolicismen, fordybede
sig i kirkelige spørsmaal og satte landet i uro gjennem
sine mange kirkeforordninger. Johan var gift med en
polsk prinsesse og havde med hende sønnen Sigismund,
Zischer ® m, (teater) piber,
zist ® se zest.
Zisterne ® f, cisterne.
Zitadelle ® f, citadel.
Zitat ® n, citat.
Zitation ® f, stevning.
Zither ® f, zither(n) © citer.
ziti(e)ren ® citere, anføre;
stevne for retten.
Zitrone ® f, citron.
Zitteraal ® m, elektrisk aal.
Zitteresche, -espe ® f, asp.
Zitterfisch ® m, krampefisk.
Zittergras ® n, ha-vregræs.
zitterhaft, ziittng ®
skjæl-vende, bævende.
zittern ® skjælve, bæve, ryste,
sitre.
Zitterroche ® m, elektrisk
rokke.
Zitz ® m, sirs.
Zitze ® f, brystvorte; spene,
zitzen ® af sirs, sirses.
zivil ® se civil.
Zivilist ® m, se civilist,
zizanie ® f, ukrudt, klinte;
tvedragt, splid.
Zobel ® m, sobel(skind).
zocco, zocle (e) se sode.
zodiacal (e) & ® dyrekredsens.
Zofe ® f, terne, kammerpige.
zögern ® nøle, være sen.
Zögernis ® n, heft, forhaling,
opsættelse.
Zögling ® m, pleiebarn,
lærling, elev.
Zoll ® m, tomme; told; toldsted,
-bod = Zollamt n.
Zollabfertigung ® f,
toldekspedition.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
