Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tellurisk ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1485
Tellûrisk—Tempelvielsesfest
1486
det kjendes som et sort pulver eller som et sølvhvidt,
metallisk udseende legeme.
Tellûrisk (lat.), jordisk, livad der vedrører eller
stammer fra jorden.
Tellurium, maskine, som viser jordens løb om solen,
anskueliggjør døgnskiftet og aarstiderne samt ofte titlige
maanens løb om jorden til paavisning af maaneskifterne.
Tellus el. Tellus mater, moderjord, gammel italisk
gudinde, personliggjørelse af jorden, som grækernes Gaia.
Telnes, Jørund (1845—92), n. digter paa
Seljords-maal. T., der levede som gaardbruger paa sin
fædrene-gaard, udgav 1878 sammen med broderen Sigurd T.
(1846—) en samling «Kvæe» og har alene udsendt en
række lyriske og folkelivsskildrende digtninge:
«Sterkenils» (1877), «Rupe-Ber» (1878), «Guro Heddelid» (1880),
«Vetle Venehaug» (1887) og «Netar» (1890). Hans digtning
udmerker sig ved sin enkelhed, friskhed og følelsesegthed.
Telolecithäle eg, se Eg c elle.
Telt anvendes i hæren til at huse afdelingerne i
mangel af barakker eller kaserner. For mandskaber
bruges i alm. saak. 16-mands seildugstelte, som har rund
gulvflade og løber op i en spids, der holdes oppe af en
ved teltstrikker (tauge) afstivet teltstang. Oftest har t.
trægulv; direkte paa dette lægges soldaternes madrasser,
som om dagen rulles sammen mod teltvæggen. Fortil
er der døraabning, bagtil en liden glugge. Folkenes tøi
og geværer hænges paa trærækker, som spikres paa
teltstangen. Et saadant t. giver trang liggeplads for 16
mand. De vanlige officerstelte, som er dobbelte med et
ydertelt og et undertelt, er aflange med to teltstænger;
ved forhæng er de delt i tre smaa rum. I felten
anvendes s kjer m tel te, naar troppen skal ligge i bivuak
(s. d.). Officersskjermteltene, som kjøres paa trænet,
kaldes gjerne papegøietelte.
Telugu, se Draviderne og Haidarabad.
Tema (græ.), «det opstillede», det givne emne.
Tema er det melodisk-rytmiske stof, hvoraf et
musikstykke videre udvikles med benyttelse af t.s enkelte
bestanddele, motiverne. (Smig. Motiv.)
Tembuland, distrikt i britisk Kapkoloni; 10 676 km.^
med 236056 indb. (1911), mest Ama-Tembu (bantunegre)
og 8148 hvide. Hovedstaden er Umtata.
Temes, Ungarn. 1. Elv, venstre tilløb til Donau,
udspringer i Banaterfjeldstrøget, løber i en stor, mod
syd aaben bue, 334 km. lang; afgiver vand til
Bega-kanalen. — 2. Komitat i sydøst, ved Banaterfjeldstrøget,
mellem Maros og Donau; 7196 km.^ 400 000 indb.
Temesvâr, Ungarn, hovedstad i komitatet Temes, i
sumpig egn ved Bega skibskanal, jernbaneknudepankt;
73 000 indb. (1910). Tobaksfabrik, dampmøller,
tekstil-o.a. industri. Syd-Ungarns vigtigste handels- og industriby.
Temmincks strandvibe, se Smaasnepper.
Tempe, dal i Thessalien, hvorigjennem Peneios flyder,
mellem Olympos og Ossa; 12 km. lang; berømt for sin
naturskjønhed.
Tempel (lat. iemplum), opr. betegnelse for det
hedenske gudehus, siden overført ogsaa om den kristne
gudsdyrkelses helligdom. T. kjendes fra tidlige historiske
tider til 3—4 aarh. e. Kr. Forud for dem ligger de
gamle naturreligioners simple hellige steder. I historisk
kjendt tid havde enhver by et eller flere t. for en
guddom eller ofte for flere sammen. T. var gudens bolig;
foran det stod alteret; i t. gudebilledet og de skjænkede
gaver. Det laa efter sin natur gjerne noget afsides, paa
byens borg eller adskilt fra den alm. færdsel ved en
ringmur, der omgav den hele tempelgrund. T. bestaar
i sin enkleste form af et aflangt firesidet stenhus, oftest
mod øst til vest, i ældre tid af kalksten, senere næsten
altid af marmor. Heri stod gudebilledet eller det
symbol, hvorom gudsdyrkelsen samlede sig. Det havde som
regel tilgang fra øst. Næsten altid lagdes foran
østenden en S0ilefaçade, afsluttet oventil med en lav gavl,
i hvilken figurer anbragtes. Tilsvarende lagdes ofte en
lignende søilestilliDg foran bagmuren og i alle større
græske t. en søileomgang, der omgav hele bygningen.
I det romerske mangler derimod ofte søileomgangen,
og underbygningen føres lodret op. Taget er et lavt
sadeltag. Billedhuggerarbeider, i gavlene fritstaaende
figurer, over søllerne eller høit paa tempelvæggene relief,
anvendtes meget. Gjennemsnitsmaalene var omkr. 30 m.
i længde og 13 m. i bredde svarende til 16 og 6 søiler
i de lange og korte sider af omgangen. Betydelig større
var Parthenon (s. d.) i Athen, Hadrians Olympieion
ved Akropolis’ fod, Artemistemplet i Efesos o. fl.
Af de til vor tid bedst bevarede t. kan anføres det i
Pæstum i Syd-Italien. Fra Italien kjendes tillige
rundtempler, i formen efterligninger af de ældste boliger for
mennesker; fælles for begge typerne af oldtidens t. er
det lette, lyse og festlige præg, som søileomgangen giver
dem. T. var ukrænkeligt og i visse tilfælde fristed.
Tempel, det jødiske, laa i Jerusalem paa bjerget
Zion paa den plads, der nu kaldes Haramesch-Scheriff,
hvor Omarmoskéen ligger. Da David havde erobret
Jerusalem fra jebusiterne, førte han pagtens ark dertil,
men tempelbygningen iverksattes først af hans søn Salomo.
Selve tempelbygningen bestod af to dele, det allerhelligste
med pagtens ark og det hellige med røgelsesalteret,
skuebrødsbordet o. s. v. ; folket forsamledes i forgaarden
(jfr. Tabernakel). T. opførtes ved hjælp af tyriske
kunstnere, snarere i en alm. semitisk end i en særlig
israelitisk stil, og blev hurtig Israels centralhelligdom.
Salomos t. ødelagdes af babyionerne under
Nabukodono-sor 586 f. Kr. Efter udlændigheden opførtes t. atter af
Zerubabel. Det t., der stod paa Jesu tid og som
ødelagdes af romerne 70 e. Kr., var udvidet og ombygget
af Herodes den store.
Tempelherreordenen, en af de geistlige
ridderordener. 1119 stiftede nogle riddere i Jerusalem et
forbund, som foruden at aflægge de alm. munkeløfter
lovede at beskytte pilgrimene i det Hellige land. Balduin II
overlod T. bolig i sit palads, der mentes at ligge, hvor
Salomos tempel havde staaet. Deraf navnet T. Ordenen
stadfæstedes 1128 af paven. Bernhard af Glairvaux
redigerede ordensregelen. Efterhaanden traadte de
geistlige funktioner i skygge for de ridderlige, og standsegoisme
og verdslighed greb om sig blandt tempelherrerne. Kirkens
sag har ordenen dog aldrig forraadt. Ikke alene i
Palæstina havde T. sæde, ogsaa rundt om i Europa, mest i
Syd-Europa. For Filip IV (af Frankrige) var tempelherrerne
besværlige, og da han i pave Clemens V havde faaet et
villigt redskab for sine planer, iverksatte han det felttog
mod T., som havde ordenens undergang til følge.
Stormesteren Jakob af Molay blev lokket til Frankrige og
fængslet; overfor ordensmedlemmerne brugtes tortur,
hvorved mange tilstaaelser blev fremtvunget. 1312
ophævede paven ordenen, og Johanniterordenen fik dens
godser. Stormesteren blev brændt i Paris 1314 efter at
have tilbagekaldt de afpressede tilstaaelser. En stor
del af ordenens eiendomme i Frankrige og England
blev inddraget under staten.
Tempelhof, Preussen, landsby i regjeringsdistriktet
Potsdam, søndenfor Berlin, ved Teltowkanalen og
Berlins ringbane; 16 000 indb. Jern-, asfalt- o. a. industri.
Mellem T. og Berlin laa Berlin-garnisonens eksercerplads
Tempelhofer Feld, for størstedelen solgt 1910. T. var
indtil 1318 i Tempelherreordenens besiddelse.
Tempelvielsesfest (hebr. chanuka), jødisk fest i dec.
til minde om gjenindvielsen af Jerusalems tempel efter
befrielsen fra syrernes herredømme 164 f. Kr. T. var en
otte dages glædesfest, feiredes med illumination i husene.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
