Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Thugger ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1531
Thymallus—Tibesti
1532
Thymallus, d. s. s. harr (s. d.).
Thymianolje er en æterisk, aromatisk lugtende olje,
der faaes af thymus vulgaris; den indeholder thymol
(s. d.) foruden terpenerne thymen og cymen.
Thymol, CjoH^^O, metyl-isopropyl-fenol, er et ved
44° smeltende, aromatisk lugtende stof, der findes i
thymianolje (af thymus vulgaris) sammen med cymol og
thymên. Det anvendes som antiseptikum.
Thymus, se Timian.
Thymuskjertelen, se Brissel.
Thiinen, Johan Heinrich von (1783—1850), t.
socialøkonom. Drev godset Tellow i Mecklenburg som
mønsterbrug og anvendte sine erfaringer som grundlag
for et verk, som udmerker sig ved mesterlig evne til
abstrakt, teoretisk tænkning: «Der isolierte Staat in
Beziehung auf Landv^^irtschaft und Nationalökonomie» (3
udg. 1876 i 3 bd.). Han paaviser her, hvorledes
kornpriserne og transportomkostningerne betinges af
driftssystemet, idet han undersøger det økonomiske livs
hovedlove. Ogsaa om den saakaldte «naturlige» arbeidsløns
høide har han fremsat en lære, som i sin tid spillede en
rolle. ^Litt.: Schumacher, «J. H. v. T.» (2 udg. 1883).]
Thyone, navn paa Semele (s. d.); som hendes søn
kaldes Dionysos Thyoneus.
Thyre Danebod, dansk dronning, gift med Gorm
den gamle. Sagnene har udstyret hende med ypperlige
egenskaber og bl. a. tillagt hende bygningen af
Dane-virke (s. d.).
Thyrén, Johan Carl Wilhelm (1861—), sv.
retslærd, professor i romersk ret og retshistorie ved Lunds
universitet 1894; 1896 overtog han strafferetten. Bøger:
«Den första väpnade neutraliteten» (1884), «Gulpa legis
Æquliae» (1893), «Makes gäld» (1893), «Principerna for
en strafFelagsreform> (1910). Norsk æresdoktor 1911.
Thüringen, Tyskland, landskab mellem Werra, Harz,
Saale og Thûringerwald, i daglig tale svarende til de
thüringske stater, den gruppe af smaa hertugdømmer
og fyrstendømmer, som ligger mellem Preussen, Bayern
og Sachsen: Sachsen-Weimar-Eisenach,
Sachsen-Goburg-Gotha, Sachsen-Meiningen, Sachsen-Altenburg,
Schwarzburg-Rudolstadt, Schwarzburg-Sondershausen og de to
fyrstedømmer Reuss, tilsammen 12 325 km.^ 1 Va mill. indb.
T. udgjør et mellem Harz og Thûringerwald nedsunket
triasstykke, som i Eichsfeld naar 523 m. o. h., og som
gjennemstrømmes af Saale med lim og Unstrut og Werra.
I nord løber Helme gjennem den frugtbare Goldene Aue.
Befolkningen tilhører den thüringske folkestamme,
efterkommere af hermundurerne, 725 ved Bonifacius
omvendt til kristendommen. 112 aarh. var T. landgrevskab,
gik i 15 aarh. over i Sachsen.
Thûringerwald, Tyskland, et langrygget restfjeld
(«Horst») fra Fichtelbjerget til Werra. I den fladere
sydøstlige del bestaar T. af silurisk-devonisk graavakke, er
bred, ensformig og kaldes her Frankenwald. Den
nordvestlige del er opbygget af mere afvekslende stenmateriale,
smalner til en kam, gjennemsnitlig 800 m. høi (saaledes
200 m. over korngrænsen), de høieste porfyrhøider naar
1000 m. (Beerberg, Inselsberg). Kammen («Rennstieg»)
er det gamle stammeskille mellem thûringerne i n.ø.
og frankerne i syd.
Thyrsos (græ.), en lang stav, omvundet med vinløv
og afsluttet oventil i en furukongle. Den føres af
Dionysos og hans følge og sees ofte paa gamle vasebilleder.
Thysanüra, en orden af lavtstaaende insekter, som
hele livet igjennem er vingeløse og ikke undergaar nogen
forvandling. Deres hud er bedækket af haar eller skjæl,
og de har i alm. punktøine og kun svagt udviklede
munddele. Foruden springhalerne (s. d.) hører
herhen ogsaa sølvkræet el. sukkergasten (lyrisma
saccharina), som lever i husene af stivelseholdige stoffe.
Ti, kemisk tegn for titan.
Tiämat, se SI ange kul tu s.
Tiara, gammel østerlandsk, kegleformig
hovedbeklædning, der blev baaret af kongerne. — Ogsaa betegnelse
for den krone, paven bærer som fyrste, medens mitra’en
betegner hans biskoppelige værdighed.
Tiba’ldi de’Pellegrïni, Pellegrino (1532—92), ital.
arkitekt og maler, elev af Ramenghi og paavirket af
Michelangelo. Med undtagelse af et 9 aars ophold i
Spanien, virkede han hovedsagelig i sin fødeby Milano,
hvor han byggede flere paladser og kirker og leverede
udkastet til domkirkens façade. T. har malet flere fresker,
«Klodvigs daab», «Den hellige Katharinas giftermaaU o. a.
Tibbu, folk i det østlige Sahara, i hvilket berbere og
arabere fra nord, negre fra syd har blandet blod. De
er middels høie og smukt bygget, fra karakterens side
upaalidelige og krigerske. Den opr. dragt bibeholdes
ikke alm. nu, de bærer turban, og ansigtet er dækket af
et tæt slør, der beskytter mod ørkensandet; som vaaben
tjener spyd og kastekniv. Hovednæringsveie er
kvægavl og handel; nogle er fastboende i huse af sten, andre,
der er nomader, bor i letflyttelige hytter af pæle og
matter. I spidsen for samfundet staar en sultan; folket
deler sig i tre klasser: en overklasse, fra hvilken sultanen
udgaar, det menige folk og en pariaklasse, der udgjøres
af smedene. Religionen er muhammedanisme, tilsat med
gammelt hedenskab og kristendom.
Tiber (lat. Tiberis, ital. Tevere), Italiens historisk mest
berømte og den eg. halvøs største elv, udspringer ved
Monte Fumajolo i grænsen mellem etruskisk og romersk
Apennin, i Toscana, løber først i en længdedal til
Perugia i Umbrien, saa sydover til Todi, efter iløbet af
Paglia (Ghiana-dalen) atter sydøstover (Nera fra venstre)
til Soratte, og endelig sydlig (Teverone fra venstre) gjennem
Latium og Rom ud i det Tyrrhenske hav i to grene (den
sydlige, naturlige, tilsandet, forbi Ostia, den nordlige,
kunstig, farbar ved Fiumicino), 403 km. lang. Mellem de
to mundingsgrene Insulasacra. Vanddistrikt 17 733 km.^
T. er farbar for mindre skibe fra Neras iløb, for skibe
indtil 180 tons fra Rom, 40 km. op.
Tiberias (nu Tabarije), by i Palæstina ved vestbredden
af Gennesarets sjø; ca. 4000 indb. Var i oldtiden
residens for Herodes Antipas. I nærheden de berømte
talmudisters grave.
Tiberinus, Tiberelvens guddom, se Flodguder.
Tiberius, Claudius Nero (42 f. Kr.—37 e. Kr.),
rom. keiser, søn af Tiberius Claudius og Livia, som
anden gang egtede den senere keiser Augustus. 11 f. Kr,
egtede T. dennes datter Julia, men egteskabet var
ulykkeligt, og T. leVede flere aar ensom paa Rhodes. 4 e. Kr.
adopteredes han af Augustus. Som keiser fortsatte han
i dennes aand og viste ikke liden herskerevne. Han
fratog folkeforsamlingen valg af embedsmænd og gav
det til senatet, han bragte orden i finans- og
provinsstyret og opgav Augustus’ planer om at erobre Tyskland.
Afholdt blev han aldrig; hans medfødte og af ulykkelige
forhold nærede mistænksomhed tiltog med aarene og
gav sig uheldige udslag, om end beretningerne om hans
grusomhed maa ansees for overdrevne. Hans søn
Dru-sus, som var bestemt til efterfølger, døde forgivet af
Sejanus (s. d.). T. blev derefter endnu mere
menneskesky end før, og mange mennesker faldt for angivelse.
T. døde paa Capri, efter sigende kvalt af
prætorian-præfekten Macro. [Litt.: J. P. Weisse, «T. og Nero».]
Tibesti, fjeldland i ørkenen Sahara, kaldt saaledes af
araberne og derefter af de moderne geografer, medens
de indfødte benytter navnet Tu for dette landskab, der
ligger s.s.ø. for Fessan mellem 22° og 18° n. br. og
15° og 21° 0. 1. for Grw. og naar til landskabet Borku.
I den centrale del ligger den mægtige fjeldmasse Tarso,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
