Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tibet ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1533
Tibet—Tidemand
1534
som i Emi Tusside naar en høide af 2700 m. Landet
beboes af tibbuer, der har æsler, kameler og faar og
dyrker durra og dadler. De vigtigste beboede steder er
Tao (700 m.) paa sydsiden og Bardai (900 m.) paa
nord-østskraaningen. T. er blevet udforsket i 1865 af Rohlfs
og 1872 af Nachtigal.
Tibet, kinesisk lydrige i det indre Asien, omgives af
det eg. Kina i øst, Indien i syd og vest og kinesisk
Turkestan i nord. Indbefattet distriktet Kukunor, som
er mere direkte knyttet til Kina, er størrelsen omtrent
2 mill. km.^ folketallet anslaaes til 2—3 mill. T. er
det høiestliggende land paa jorden. Den nordvestlige
del er et 4000—5000 m. høit plateau, som i nord
afsluttes af Kvenlun (s. d.). Den sydlige del af T. optages
af Brahmaputras store dal, som synker jevnt østover til
en høide af et par tusen meter og er forholdsvis godt
opdyrket og befolket. Dalen er indrammet af to vældige
fjeldkjeder, i syd Himalaja, og i nord Transhimalaja,
kaldt saa af opdageren Sven Hedin; toppene i
Trans-himalaja er ikke saa høie som i Himalaja, men
pas-høiden er 1000 m. høiere, saa fjeldkjeden bliver det
høieste fjeldsystem i verden; nord for Transhimalaja er
der en lang række sjøer som begynder med Tengri-nor
og strækker sig vestover; de mangler afløb og har gjerne
salt vand. Den østlige del af T. er opfyldt af vældige,
vest—øst eller n.v.—s.ø. løbende fjeldkjeder med dybe
dale imellem ; her er det øvre løb for de store elve, som
munder ud i havet i øst og syd, Hoangho, Jangtsekiang,
Mekong og Saluen. Klimaet har en udpræget kontinental
karakter; sommeren er kort og i dalene varm, vinteren
er lang og meget streng (ofte synker temperaturen til
under -4- 30°); nedbøren er liden, og der er derfor ogsaa
lidet sne. Store dele af de høie plateauer er
fuldstændige ørkener, men i dalene er der baade bar og løvskog,
og i de varmeste dale gaar det an at dyrke korn, ja endog
vin. Tibetanerne er mongoler; foruden i T. lever der
folk af samme race i flere af grænsedistrikterne i syd
og vest. Hovednæringsveien er fædrift, som oppe paa
høisletterne drives paa nomadisk vis, men ogsaa
korndyrkningen har betydning, og den drives høiere tilveirs
end noget andet sted paa jorden (optil 4600 m., d. e.
næsten Mont Blancs høide). Af nyttige mineraler findes
guld, boraks og salt. Handelen med Kina og Indien er
betydelig, men den foregaar paa gammeldags vis, da der
hverken er jernbaner eller gode veie. Tibetanerne er af
religion buddhister. Der er en mængde munke og
prester (lamaer), som ofte lever sammen i store klostre;
landet er organiseret som en prestestat med den
høieste lama, Dalai-Lama, i toppen. Hovedstaden er
Lassa. Landets nominelle styrer er Dalai Lama. Han
udøver sin myndighed gjennem en regent, som tages
blandt de høieste lamaer og udnævnes for livstid af den
kinesiske regjering under hver enkelt Dalai Lamas
mindreaarighed. Under regenten er der fem ministre,
og der er ogsaa en slags nationalforsamling, bestaaende
af høie embedsmænd og repræsentanter for forskjellige
klostre. Kinas autoritet var før repræsenteret af to
«ambaner», og der var en kinesisk hærstyrke paa 4600
mand i landet. Kinas overhøihed var før rent nominel,
men i de senere aar har den kinesiske regjering søgt at
udøve en effektiv kontrol over T. Da Dalai-Lama
modsatte sig dette, blev han afsat af Kina og flygtede i 1910
til Indien, og det er ikke lykkes Kina at faa udnævnt
nogen efterfølger. I 1912 udgik ordre fra præsidenten i
Kina, at T. (og Mongoliet) skulde være en del af Kina og
behandles som provins. Tibetanerne drev da den
kinesiske garnison i Lassa ud af landet, og i mars 1913
havde alle kinesiske embedsmænd forladt T. Ved en
traktat af 1907 har baade Rusland og England erkjendt
Kinas suzerænitet over T. Men alt i 1904 havde Eng-
land afsluttet en traktat med T., hvorefter bl. a. ingen
del af landet maa afstaaes og ingen tibetanske anliggender
maa komme under udenlandsk kontrol uden britisk
samtykke; og denne traktat blev stadfæstet af Kina
i 1906. — T. er et af de mindst kjendte lande paa
jorden geografisk seet, og store dele er endnu helt
ukjendte. Dette kommer dels at landets natur, og dels
af tibetanernes religiøse eksklusivitet, som særlig har
ytret sig i at hindre fremmede at komme til deres hellige
by Lassa. Den første europæer antages at have naaet
Lassa ca. 1328, og senere frem gjennem tiderne, særlig
i det 18 aarh., reiste flere europæere, mest jesuitiske
missionærer, i landet og kom til Lassa. I det 19 aarh.
blev kontrollen med de reisende meget streng, og de
sidste europæere, som naaede Lassa, var to franske
missionærer (i 1846). Af alle de europæere, som i senere
tid har reist i T., er russeren Prsjevalski og svensken
Sven Hedin de, som mest har udvidet vort kjendskab
til landet. Som følge af grænsetvistigheder mellem T.
og Indien sendte England i 1904 en hærafdeling ind i
T.; den naaede Lassa 3 august og afslørede denne bys
hemmeligheder.
Tibetansk sprog og Htteratur. Sprogene i Tibet,
tilhørende den tibeto-birmanske gruppe af de
mono-syllabiske sprog, deler sig i en vestlig dialektgruppe, en
central og en østlig; den førstnævnte har det ældste
præg og nærmer sig mest til skriftsproget (fra ca. 7 aarh.)
med dets mange konsonanter, hvoraf en hel del ikke
bliver udtalt i det høiere talesprog. Nominerne har otte
kasus; verbalroden er nærmest at betragte som en
nominalform (præsens particip), og tider og modi
udtrykkes da ved tilføielse af partikler og hjælpeverber. —
Den tibetanske litteratur, der ligesom sproget blev kjendt
i Europa i beg. af 18 aarh. gjennem kapucinermunke,
som havde drevet mission i Lassa, bestaar for en stor
del i oversættelser af nordbuddhistiske kanoniske skrifter
og kommentarer. Det øvrige omfatter, for saa vidt ikke
ogsaa det er af religiøs art, væsentlig fortællinger (eventyr
og krøniker) samt lyrisk digtning; meget af dette
foreligger kun i manuskript. I Europa findes den tibetanske
litteratur rigest repræsenteret i St. Petersburg.
Tibuaius, Albius (55—19 f. Kr.), rom. elegiker
hvis familie mistede sin formue i borgerkrigene. Hans
elegier udmerker sig ved egte, dyb følelse.
Tïbur, oldtidsby, nu Tivoli (s. d.).
Tic (fr.), krampagtige trækninger; hyppigst i
ansigtets muskler (t. convulsif). T. douloureux,
periodisk optrædende, heftige smerter i ansigtsnerverne.
Ticino [titsfno], se Tes sin.
Tid er det begreb, vi forbinder med forandringerne
i naturen. Jordens daglige omdreining giver os en fast
enhed for tidsmaaling, og vi maaler t. f. eks. ved de
regelmæssige pendelsvingninger. Opr. nøiedes man med
solure, men har nu nøiagtige pendelure, hvis gang
kontrolleres gjennem meridianpassager af solen eller
kjendte stjerner i et passageinstrument (s. d.), hvorved
urtiden erfares, og dens afvigelse fra den beregnede t.
viser da urets stand (se Middelsol).
Tidebøn, bestemte daglige bedetider hos jøderne og
senere hos de kristne (Fadervor tre gange daglig kl. 9,
12 og 3). For klostrene indførte Benedikt af Nursia
syv bedetider (horæ canonicæ), matutina eller laudes
(ottesang) ved daggry, prima kl. 6, tertia kl. 9, sexta
kl. 12, nona kl. 3, vesper kl. 6 og completorium kl. 9.
Tidemand, Adolph (1814—76), n. maler, født i
Mandal. Reiste 1832 til Kbh., hvor han i fem aar
studerede ved kunstakademiet. Da han vilde blive
historiemaler, drog han 1837 til Düsseldorf, hvor han blev
Theodor Hildebrandts elev, og 1841 afsluttede han sin
læretid med billedet «Gustaf Vasa talende til dalkarlerne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
