Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tordenskræppe ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1581
Tordenskræppe—Torfæus
1582
snarraadighed og koldblodighed i farens stund. Hans held
skabte ham dog misundere, som søgte at mistænkeliggjøre
hans optræden, men admiral Gyldenløve beskyttede ham.
Han blev kaptein 1714, udmerkede sig i slaget paa Kolberg
red 1715 og adledes af Fredrik IV under navnet T. (1716).
I spidsen for en eskadre af fladbundede skibe løb han
derpaa under Karl XII’s indfald i Norge 1716 ind i den
lange, smale vik Dynekilen, hvor han efter 7 timers
blodig kamp erobrede eller ødelagde hele den svenske
transportflaade, som skulde tilføre Karl XII skyts, og
bugserede med fænomenal manøverdygtighed de erobrede
skibe, 9 krigsskibe og 5 transportskibe, lykkelig ud i
aaben sjø. Hans bedrift havde til følge, at Karl XII
straks trak sig ud af Norge. T. forfremmedes nu til
kommandør, fik guldmedalje og blev 1717 chef for en
eskadre, som skulde angribe Göteborg. Hans angreb paa
denne by og senere paa Stromstad løb dog uheldig af;
han blev afsat og stillet for krigsret, men frikjendt, fik
1718 atter kommandoen over en mindre eskadre og var
den første, som bragte Fredrik IV budskabet om Karl
XII’s fald. I juli 1719 øvede han endnu en stor
vaaben-daad, idet han erobrede Marstrand og bragte
kommandanten paa Karlsten fæstning til at kapitulere, hvorpaa
han blev udnævnt til viceadmiral. Endnu leverede T.
et par hidsige fegtninger; men saa sluttedes freden 1720,
og T. reiste udenlands. I Hannover indvikledes han i
duel med oberst J. A. Staël v. Holstein, som havde været
i svensk tjeneste, blev livsfarlig saaret og døde som følge
deraf 30 nov. 1720. Hans lig blev bisat i Holmens kirke
i Kbh. Udenfor kirken staar hans statue i bronce. I
Norge er der reist statuer over T. i Trondhjem og Kra.
[Litt.: J. Børresen, «T. En karakteristik» (Kra. 1901);
Carstensen og Lûtken, «T.» (2 udg. 1902).]
Tordenskræppe, d. navn for pes trod.
Tordenstjerne, n. adelsslegt, se Lystrup.
Tordenveir. Under særegne omstændigheder, som
man endnu ikke har faaet greie paa, samler sig fri
spændings-elektricitet i skyerne. Tordenskyerne kaldes
cumulo-nimbus-skyer (se Skye r). De dannes ved
opstigende fugtige luftstrømme. De svæver i en høide af
1000—2000 m. og stiger somme tider høiere, er meget
tætte og mørke og har ofte, især i den nedre del, en
blaagraa farve. De modsatte elektriske spændinger
mellem to eller flere skyer eller mellem disse og jorden
udløses gjennem de elektriske gnister, som kaldes lyn
(s. d.) eller lynstraaler. Den ved gnisten fremkomne
sterke varme og dermed følgende eksplosionsartede
rystelse af luften bliver en lydkilde, fra hvilken der
ud-gaar lydbølger, der høres som torden. Lyset fra lynet
gaar med en hastighed af 300 000 m. i sekundet, lyden
kun med 340 m. i sekundet. Afstanden i meter fra en
iagttager til lynet findes derfor, naar man multiplicerer
det antal sekunder, som forløber mellem det øieblik, da
man ser lynet, til det øieblik, da man hører tordenen,
med 340. Torden høres ofte i flere sekunder og med
mellemrum. Man siger, at tordenen ruller. Dette kan
have sin aarsag dels deri, at man hører lyd fra forskjellige
gnister i forskjellige afstande, dels deri, at lyden
reflekteres fra skyerne. Hørevidden af torden er forskjellig,
længere naar lyden gaar med vinden end mod vinden,
længere jo høiere tordenskyerne er. Man regner 10—
20 km. Kanonskud har været hørt med vinden 90 km.
Lyden gaar vanskeligere ovenfra ned end omvendt. T.
ledsages i regelen af regn, ofte usedvanlig sterkt. Hagel
hører med til t. især i middelsvarme strøg. T. har en
daglig periode; det er hyppigst paa den varmeste tid
af dagen, sjeldnest om natten. I de tempererede zoner
har t. en aarlig periode; det er hyppigst om sommeren
og sjeldnest i den kolde tid af aaret. I det sydlige Norge
har juni, juli og august tilsammen gjennemsnitlig seks
dage med t., vestkysten kun to til tre. Inde i Norge
er vintertordenveir en overmaade stor sjeldenhed. Kysten
har saadanne, navnlig vestkysten, der har ét t. i to aar.
Vinter-t. er gjerne ledsaget af storm, og lynet slaar ofte
ned. T. er hyppigst i den hede zone, paa flere steder er
der over 100 t.-dage om aaret. Middelhavslandene over 30,
Norvest- og Nord-Europa 15, Kristiania 10, Bergen 3—4,
Romsdalskysten 2, Trondhjem 6, Nordland og Finmarkens
kyst 1, det indre af Finmarken 3—4 om aaret. Det
nordligste t. er iagttaget paa Vestspitsbergen under 78° n. br.
T. optræder ofte samtidig over større strækninger. Naar
man afsætter klokkeslættene for et t.s begyndelse paa
et kart og trækker linjer gjennem de steder, som viser
samme klokkeslæt (isobronter), viser det sig, at mange t.
vandrer hen over jorden som et marscherende geled.
I Europa mest fra sydvest til nordøst med en hastighed
af henimod 40 km. i timen. Under vandringen er
lynenes, tordenens, nedbørens og vindens styrke meget
foranderlig. Va r m e-t. findes paa meget varme dage og
flytter sig lidet. Hvirvel-t. findes paa de cykloniske
vindsystemers sydøstside og vandrer med disse.
Tordivler, se Skarabæer.
Toreador, se Tyrefegtning.
Tore Haklang, n. smaakonge, overvunden af Harald
Haarfagre i slaget i Hafrsfjord 872.
Tore Hund paa Bjarkø, mægtig høvding fra
Haaloga-land, traadte i Olav Haraldssøns tjeneste, men
opmuntrede sin brodersøn, Asbjørn Selsbane, til at unddrage
sig kongens dom og drog efter hans død til Knut den
mægtige i England. 1028 fulgte han Knut paa hans tog
til Norge og blev hans lendemand. I Stiklestadslaget
var han en af bondehærens fornemste førere og saarede
Olav med det samme spyd, som havde voldt
brodersønnens bane. Siden var han dog en af de første, som
erkjendte den faldne konges hellighed og drog bodfærdig
til det Hellige land; han synes at være død under
pile-grimsfærden.
Toreli, Otto Martin (1828—1900), sv. geolog og
zoolog, 1866 professor i zoologi og geologi ved Lunds
universitet, 1870—97 chef for Sveriges geologiska
undersokning, som han omskabte til en videnskabelig
institution af høi rang. T. besøgte paa talrige reiser de fleste
europæiske lande, de Forenede stater, Island, Grønland;
særlig stor betydning havde hans to ekspeditioner til
Spitsbergen (1858 og 1861). Han blev herved banebryder
for den videnskabelige polarforskning, ligesom han som
forkjæmper for teorien om en almindelig nedisning af
Nord-Europa fik denne til at trænge igjennem.
Torero, se Tyrefegtning.
Torfajökull, Island, øst for Hekla, ca. 100 km.^ høide
ca. 1200 m. T. udmerker sig ved sit eiendommelige
udseende baade med hensyn til form og farve ; flere
jøkelelve, hvoriblandt Markarfljot, har her sit udspring, og i
omegnen findes en mængde varme kilder.
Torfinselven udspringer af det 4.39 km.^ store
Torfinsvand opunder fjeldet Graasiden, Voss, flyder i
nordvestlig retning og falder i Vosselven, straks vest for
Bolken jernbanestation. Vandet ligger i en høide af
885 m. Elven er kort, men danner en række betydelige
vandfald og stryk, hvoraf flere paa vel 100 m.
Nedslagsdistrikt 78 km.2 Vasdraget opgives for tiden (1913) at
repræsentere 1060 eff. hk., som ved udbygning antages
at kunne bringes op i 16 000.
Torfinstinderne, flere spidse tinder, den høieste
2113 m., nord for Bygdin, Jotunheimen. Steil styrtning
mod øst ned til den trange, vilde fjelddal To r fin
s-dalen. Ved dalens søndre udmunding ved nordbredden
af Bygdm Torfinsbu turisthytte.
Torfæus, Thormod (isl. ï>ormôÔur Torfason) (1636
—1719), isl. historiker og kgl. historiograf. T. blev
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
