Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyskebryggen ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1689
Tyskebryggen—Tyskland
1690
Flere sagbrug. Kobberforekomster, feldspatbrud.
Antagen formue 1912 465 000 kr., indtægt 304 000 kr.
Dampskibsforbindelse med Lødingen.
Tyskebryggen, se Hanseatiske kontor.
Tyske forbund oprettedes ved forbundsakten 1815
og bestod til 1866. Det omfattede opr. 35 stater og fire
fristæder; Vest- og Øst-Preussen samt Posen hørte ikke
til det T. f., derimod de tyske østerrigske kronlande.
Fællesrepræsentation var forbundsdagen (s. d.). Det T. f.
var altid en løs sammenknytning, og især efter
begivenhederne 1848 blev modsætningen mellem Preussen og
Østerrige levende. Striden om de fra Danmark erobrede
hertugdømmer gav 1866 den sidste anledning til
forbundets sprængning. (Jfr. Tyskland, historie.)
Tyske katoliker, et samfund, som til protest mod
udstillingen af Kristi usyede kjortel i Trier 1844
ud-traadte af romerkirken. Bevægelsen havde sin blomstring
i 1840-aarene.
Tyske orden (Tyske riddere, Marieriddere),
geistlige ridderordener, opstod i 12 aarh. og fik 1198
organisation som ridderorden. Ordensdragten var hvid
kappe med sort kors; den øverste leder kaldtes
høi-mester. I 13 aarh. blev ordenen kaldt til Preussen, som
den efterhaanden erobrede og kristnede. 1237 forenedes
ordenen med sverdridderne (s. d.), 1309 flyttedes
hovedsædet til Marienborg og 1346 erhvervedes Estland.
Ordenen var nu en sterk politisk magt, men dens
rivalitet med Polen endte 1410 med dens nederlag ved
Tannenberg, og 1466 mistede den Vest-Preussen og
maatte tage Øst-Preussen som polsk len. Hovedsædet
flyttedes til Königsberg, og 1525 omdannede Albrecht af
Brandenburg ordenen til en verdslig stat. Herefter
fulgte splittelse af ordenen (se Deutschmeister), den
tabte sin betydning, og den T. o., der endnu eksisterer
i Østerrige, driver kun sygepleie.
Tysk-franske krig, se Fransk-tyske krig.
Tyskland (Deutschland, Deutsches Beich) ligger midt i
Europa og strækker sig fra Nordsjøen og Østersjøen i
nord opover lavslette og fjeld til Alper og Karpater i
syd. Det omgives af tre stormagter, nemlig Frankrige
1 vest. Busland i øst og Østerrige Ungarn i syd, og fem
smaastater, nemlig Danmark i nord, Schweiz i syd,
Nederlandene, Belgien og Luxemburg i vest. Det ligger
mellem 47° 16’ og 55° 54’ n. br. Udstrækningen øst—
vest er fra Tilsit til Metz 1305 km., nord—syd fra
Hadersleben til Kempten 860 km. Naar ikke medregnes T.s
andel af Bodensjøen (323 km.^). Haff’erne ved Østersjøen
(4554 km.^) og kystvandene ved Nordsjøen (2154 km.^),
er T. 540858 km.^ og har (dec. 1910) 64 926000
indb. Det Tyske riges kolonier (Schutzgebiete) udgjør
2 658505 km.2 med 12 600 000 indb. — Orografisk falder
T. i fire (fem) hoveddele: 1. De tyske (bayerske) Alper,
fra Bodensjøen til Salzach. De hører til de nordlige
Kalkalper, som i T. tæller grupperne Algäuer-Alperne
(2649 m.), de nordtirolske Alper med T.s høieste fjeld
Zugspitze (2964 m.) og de salzburgske Alper (2714 m.).
Se de enk. art. 2. Det tyske alpeforland (den øvretyske
eller schwabisk-bayerske høislette) fra Bodensjøen i
sydvest til rigets grænse (Inn) i øst, mod nord til det tyske
Jura og Böhmerv^^ald. Sletten er nærmest Alpernes fod
et 40—50 km. bredt, bakket, paa indsjøer (Ammersee,
Würm- eller Starnbergsee, Chiemsee) rigt moræneland
fra den sidste diluviale overisning, saa følger
nordenfor en ensformig grusdækket flade med dybe elvedale
og nordligst indtil Donau et lavtbølgende bakkeland.
Høislettens middelhøide 500 m. (største høide
Peipen-berg, mellem Lech og Ammer, 971 m.). Hinsides Donau
hæver sig Bayerischer Wald (1126 m.), bagenfor denne
Böhmerwald (1458 m.), medens Oberpfälzer Wald
sammen med Jura og Fichtelgebirge omrammer Oberpfalz,
som hænger sammen med alpeforlandet. 3. De tyske
lavfjeldslandskaber deler sig i et sydvesttysk og et
mellemtysk fjeldland. Det sydvesttyske fjeldland deles af den
øverrhinske dalslette i to ulige dele. I vest Vogeserne
(1423 m.), Hardt (683 m.) og det pfalziske bjergland, i
øst Schwarzwald (1493 m.) og Odenwald (500—600 m.).
Til disse fjelddrag slutter sig trinlandskaber. Vestenfor
Hardt og det pfalziske bjergland ligger den ensformige,
tildels ufrugtbare lothringske slette, østenfor Schwarzwald
og Odenwald de schwabiske og frankiske trinlandskaaler
paa hver sin side af Frankenhöhe og Steigerwald. Den
schwabiske skaal hører til Neckars, den frankiske til
Mains, den lothringske til Mosels vanddistrikt, alle tilløb
til Bhinen. Den lavtliggende fjeldindrammede
øver-rhinske slette er T.s mildeste egn (over 10°
middelvarme). Det mellemtyske fjeldland strækker sig gjennem
det midtre T. i dettes hele længde. I vest indbefatter
det det Bhinske skiferfjeld (Bhinomraade), det hessiske
fjeld- og aasland (Weseromraade) og Thüringen med Harz
(Saales vandomraade). Om det Bhinske skiferfjeld, s. d.
Det hessiske fjeldland (østenfor sænkningen Wetterau
nordover) indeslutter brede daltraug og de skogrige
aas-drag Spessart (585 m.), Vogelsberg (772 m.). Hohe Meissner
(749 m.), Solling, Bhön (950 m.) o. a. Thüringen og
Harzen, s. d. Til det nordenfor liggende «forland» hører
Süntel, Deister, Teutoburgerwald (486 m.) o. a. aaser.
I øst sammensættes det mellemtyske fjeldland af det
sachsiske bjergland (Elstergebirge, Erzgebirge, s. d.,
Elbsandsteingebirge («Sachsiske Schweiz») og
Lausitzer-gebirge) og Sudeterne (s. d.). I det sydøstlige Thüringen
fører Frankenwald over til Fichtelgebirge (s. d.) (1051 m.).
Nordenfor ligger det industrielle Vogtland omkring Hvide
Elster. 4. Det nordtyske lavland. De fortsættelser af
bjerg- og aaslandet, som strakte sig her, er sunket i
dybet, over dem er afleiet tertiært sediment, som saa er
begravet under det grus, sand og 1er, som den store
skandinaviske skridjøkel har efterladt. Østenfor Elben skiller
en række mange steder myrlændte daldrag mellem en
nordlig indsjørig landryg (den baltiske) og en sydlig
landryg (Tarnowitz-høifladen, Fläming, Lûneburgerheden).
Mellem disse to landrygge er landet saa lavt, at f. eks.
Berlin kun ligger 37 m. o. h. Forøvrigt naar sletten
kun faa steder høiere end 200 m., dens høieste fjelde
neppe det dobbelte (Turmberg ved Danzig 331 m.,
St. Annaberg øverst i Schlesien 385 m.). Vestenfor Elben
er sletten den laveste og fladeste del af hele T., kun
afbrudt af Lüneburgerheden (171 m.), og ender som en
aldeles vandret strand af marsk, medens landet indenfor
bestaar af sandet diluvium (som her kaldes geest).
Længst i vest over mod Nederlandene store
myrstrækninger (Arembergmyren 1600 km.^, Bourtangermyren
1300 km.^). Den tyske nordsjøkyst (300 km. lang) løb
engang langt længer ude. Det sterke tidevand har
opløst dynerækken til de Frisiske øer, og det indenfor
liggende land er blevet saakaldte Watten, som kun ligger
tørre i ebbetiden. Først i middelalderen er Dollart- og
Jadebugterne dannet. Den tyske Østersjøkyst (1365 km.
lang) er med undtagelse af Schleswig-Holstein, hvor
landryggen løber lige ud til havet, næsten overalt flad, og med
sanddyner langs stranden. I Schleswig-Holstein trænger
ind smale bugter (Föhrden), mellem Als og Femern den
brede Kielerbugt; fra Lûbeckerbugten følger østover indtil
Bügen en kyst med saakaldte Bodden (vide, fligede
bugter). Endnu østligere rækker dynerne ud i havet og
afstænger strandsjøer og Haff’er (Stettiner, Frisches,
Kurisches Haff). Heldingen mod nord følger ogsaa de
store elve Weichsel, Oder, Elben, Weser og Bhinen, som
alle, undtagen Weser, udspringer udenfor T. I lavlandet
er der for det meste gode skibsfartsveie, i det midttyske
bjergland maa der kanalisering til. Alpeforlandet hører
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
