Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Tyvjo ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1715
Tændhætte—Tændstikker
1716
Tægge. Disse hulrum (alveoli) svarer til de indsænkede
tandrødders form. Da det tandbærende parti er afhængigt
af t.s udvikling, findes dette ikke hos det nyfødte barn,
men udvikler sig, eftersom tandkimerne bliver større og
rødderne vokser. Er en tand trukket ud, formindskes
og forsvinder efterhaanden alveolen. Derfor
forsvinder tandfremspringet i oldingealderen, eller naar t. er
borte. — Tandcaries. Tandrot (caries) kaldes den
sygdom, som ødelægger de fleste t. Den kjendes paa,
at den danner huller i t. Først naar hullet bliver saa
stort, at nerven blottes, opstaar tandverk. Tandrot
be-staar deri, at tandens uorganiske (mineralske) bestanddele,
kalksaltene, opløses af syrer, medens de organiske dele,
tandbrusken, fortæres af bakterier. Hullerne dannes
fortrinsvis i fordybningerne i jækslernes tyggeflader og
indimellem t. i berøringspunkterne. Saalænge
sygdommen befinder sig i emaljen, skrider den langsomt
frem paa grund af emaljens haardhed og store
modstandskraft; men er først emaljen gjennembrudt, skrider
ødelæggelsen hurtig frem i det blødere og kalkfattige
tandben. De ødelæggende syrer findes dels i vor mad,
men udvikles mest i munden af gjenliggende madrester.
Det er rester af sukker- og stivelseholdig mad,
hovedsagelig melmad, som ved gjæring i munden udvikler
de ødelæggende syrer. Gjenliggende kjødrester gaar i
forraadnelse, uden at dette virker opløsende paa tandens
kalksalte; men de afgiver til gjengjæld næring for
alskens bakterier (se Tan db ak ter i er). Naar caries
er naaet meget nær ind til tandmarven, begynder der
at optræde smerter i tanden. Først føler man en
forbi-gaaende smerte, naar man drikker kolde vædsker. Men
lidt efter lidt tiltager varigheden af smerteanfaldene.
Smerterne optræder da uden særegen, ydre foranledning
og varer dage, ja uger, hvis der ikke skaffes hjælp.
Tandmarven er da blevet betændt paa grund af, at
betændelsesvækkende spaltesoppe er trængt ind.
Populært kaldes dette «betændelse i nerven». Tilslut afdør
tandmarvens fine væv ganske, og derved ophører
sed-vanligvis tandpinen for nogen tid. Men denne ro er
sjelden af varighed. Gjennem rodhullet trænger
spaltesoppe let fra den forraadnede tandmarv ind i kjævebenet
og foraarsager her den saakaldte rodhindebetændelse.
Tanden bliver tilsyneladende længere. Der indfinder sig
paany heftige, bankende, borende smerter, der i
modsætning til de tidligere forøges ved varme, men lindres
ved kulde. Ofte svulmer ansigtet op omkring den syge
tand, hvorved opstaar den saakaldte tandbyld. I denne
danner der sig materie. Oftest bryder nu denne materie
ud gjennem kjævevæggen og tandkjødet ved
rodspidsen og udtømmes i mundhulen. Derved faar vi en
tandkjødfistel, der i regelen bliver staaende og stadig
afsondrer materie. Dog kan denne materie ogsaa bryde
gjennem huden paa kindet. Derved opstaar den meget
ubehageligere «kindfistel», der aldrig tilheler uden et
vansirende ar. — Den moderne tandlægevidenskab
grundlagdes i 18 aarh. af franskmanden Fauchard og
engelskmanden John Hunther. Den sidste beskrev den saak.
pyorrhoea alveolaris, en sygdom, hvorved t. løsner og
ofte helt falder ud. 1788 blev de kunstige
porcellæns-tænder opfundet. I 19 aarh. tog amerikanerne ledelsen
inden tandlægevidenskaben og 1839 oprettedes i
Baltimore den første tandlæge-undei visningsanstalt. I Norge
fik man 1857 det første reglement for tandlægestuderende.
Den, der vilde praktisere som tandlæge, maatte
underkaste sig en prøve for en af staten opnævnt
eksamens-kommission. Undervisningen meddeltes privat. I 1893
aabnedes statens undervisningsanstalt for tandlæger, og
1909 oprettedes et fuldstændigt tandlægeinstitut, hvorved
den private undervisning bortfaldt. Til optagelsen her
forlanges eksamen artium, studietiden er tre aar, og der
optages kun 12 elever aarlig. — Tandpleie.
Aar-sagerne til tandsygdommene er væsentlig slet madstel
og slet tandpleie. Stor skyld har her det moderne
madstel. De gamle tiders levemaade med retter som
spege-kjød og haardt brød var gunstig for t.s vedligeholdelse.
Ved tygning af haard føde rengjøres nemlig t. bedre end
ved den bedste tandbørste. De vigtigste hjælpemidler
ved tandpleien er tandbørste og mundvand. Paa en
brugbar tandbørste skal børsterne være ordnet i bundter med
mellemrum, saa de kan trænge ind mellem t.
Tandbørsten føres mest mulig parallelt med t.s længdeakse.
Udelukkende horisontal børstning er forkastelig. — I
Norge har man fra 1910 faaet istand kommunale
tandkliniker i Kra., Trondhjem, Bergen, Haugesund,
Stavanger, Drammen og Sarpsborg. Den undersøgelse af
skolebørns t., som her er foretaget, har vist, at tilstanden
er meget daarlig. Fra 1910 til apr. 1913 er der saaledes
i Kra. behandlet ca. 3500 skolebarn, i hvis t. der er
indlagt 15 863 plomber. I samme tidsrum er der udtrukket
12 710 ødelagte t. Af disse oplysninger fremgaar det, at
kampen mod tandsygdommene maa optages af al kraft.
I erkjendelse heraf har Kr. kommune 1913 bevilget midler
til oprettelsen af en ny tandklinik.
Tændhætte, se Fænghætte.
Tændnaalsgevær, se Haandskydevaaben.
Tændsats, tændskrue, se Tændammunition.
Tændstikker. T. har været kjendt siden omkr. 1830,
medens man tidligere var henvist til brugen af
forskjellige slags fyrtøi (s. d.), naar man vilde frembringe
ild. I begyndelsen brugtes træstikker, der var forsynet
med et hoved af klorsurt kali og svovl eller sukker; de
bragtes til antændelse ved at berøres med koncentreret
svovlsyre, der i regelen opbevaredes opsuget i asbest.
Alm. udbredelse fandt imidlertid t. først ved fosforets
anvendelse, enten i selve t.s tændsats (fosfor- eller
svovlstikker) eller i strygefladen
(sikkerheds-stikker). De førstnævnte, nu sjeldnere brugte
fosforstikker forfærdiges i regelen af asp, der anvendes som
kubber, der ved en slags dreiemaskine opskjæres i tynde
plader af en t.s tykkelse. Disse plader opdeles videre
i blade, hvis bredde svarer til en t.s længde, og
ophugges saa til enkelte stikker. Efterat disse i regelen
er blevet impregneret med en opløsning af fosforsur
ammoniak eller fosforsyre, der hindrer t. i at gløde efter
brugen, anbringes de ved sindrige mekaniske indretninger
i rammer, hvori de enkelte stikker holdes i afstand fra
hverandre, hvorpaa de dyppes først i smeltet svovl og
derpaa i en blød tændmasse, der bestaar af alm. fosfor
og et surstofafgivende stof, som blysuperoksyd, mønje,
brunsten el. 1. samt et eller andet farvestof og dekstrin
eller et andet bindemiddel. Efter tørring fyldes de i
æsker, der er forsynet med en riveflade, der i regelen
bestaar af glaspulver og et bindemiddel. Stryges en
saa-dan stikke mod rivefladen eller en anden gjenstand,
bringes tændsatsens fosfor over sin antændelsestemperatur ;
tændsatsens surstofholdige stofTe letter dennes brand, og
svovlet befordrer ildens overførelse til træet. Disse
fosforstikker er imidlertid brandfarlige paa grund af
deres lette antændelighed ved at stryges mod enhver
flade eller overhovedet ved at udsættes for gnidning
eller forholdsvis svag ophedning; de er derhos giftige
paa grund af sit indhold af alm. fosfor, hvad der ogsaa
gjør fabrikationen sundhedsfarlig. Af disse grunde er
de mere og mere blevet fortrængt af sikkerhedsfyrstikker,
der skriver sig fra omkr. 1850. En sikkerhedfyrstikke
indeholder overhovedet ikke fosfor, idet satsen her
bestaar af klorsurt kali og svovl eller svovlantimon,
brunsten og glaspulver, hvorhos stikken i nærheden af
tændsatsen er impregneret ved neddypning i smeltet
parafin. Derimod indeholder strygefladen fosfor, nemlig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
