Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ungarske vine ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1759 Ungtyrker—Unionen mellem Norge Og Sverige 1760
Ungtyrker, et nationalistisk reformparti i Tyrkiet
bestaaende overveiende af vesteuropæisk uddannede
tyrker, som derfor tilstræber en omdannelse af
Tyrkiets forfatning og samfundsforhold i moderne frisindet
retning med indførelse af parlamentarisme og relativt
vidtgaaende politiske og sociale reformer. Oprindelig
€n rent litterær fraktion, blev u. efterhaanden et
politisk, organiseret parti. Dette forfulgtes skaanselsløst af
Abd-ul-Hamid, under hvis styre omtrent alle dets
ledere befandt sig i landflygtighed, mest i Paris. Det
lykkedes u. sommeren 1908 at fremkalde en revolution,
hvis heldige gjennemførelse tvang Abd-ul-Hamid til
atter at sætte den parlamentariske forfatning af 1876 i
kraft. Sultanens statskupforsøg efterfulgtes april 1909
af hans afsættelse (se Tyrkiet, historie), hvorved u.,
som havde skabt den nye situation, ogsaa blev dennes
herrer. De viste sig dog ganske ude af stand til at
gjennemføre sit program, og kunde heller ikke hindre
eller bøde paa de krige med Italien og Balkanstaterne,
som i 1912 og 1913 berøvede Tyrkiet Tripolis og næsten
hele den europæiske del af riget.
Unguläta, hovdyr (s. d.).
Ungva’r, se Ung.
Ungve’ntum (lat.), salve.
Unicum (lat.), enestaaende, eneste i sit slags.
Unifo’rm, klædedragt for militære af alle grader
samt i de fleste lande for bestemte klasser af civile
embedsmænd og offentlige (sjeldnere private)
funktionærer til ydre tegn paa deres stilling, myndighed og
grad. Brugen af militære u. opstod i slutn. af 17 aarh.
og udmerkede sig indtil slutn. af 19 aarh. ved sterkt
afstikkende, ofte skrigende farver, men i den nyeste tid
er i alle hære indført mere afdæmpede farver, som
afgiver en vis beskyttelseslighed med det omgivende
landskab (matblaa, graagrøn, «kaki»-farvet o. s. v.),
ligesom udstyret med rænder og knapper i hæren er gjort
saa lidet afstikkende som mulig, idet hovedvegten
lægges paa den praktiske brugbarhed. Særeget for u.
er de saakaldte «distinktioner» (s. d.).
Union kaldes en folkeretslig forbindelse mellem to
eller flere stater, med organiseret fællesskab i kongehus
og diplomatiske sager, grundet paa ligestillethed og med
bevarelse af staternes suverænitet. Se
Statsforbin-delse, Personal- og Realunion.
Union, La, Spanien, by i prov. Murcia, ved jernbanen
kort øst for Cartagena, 30 000 indb. Bergdrift (jern m.m.).
Union co., et 1890 i Skien grundlagt aktieselskab til
drift af træsliberier og papirfabriker. U. c. er et af
Norges betydeligste industriforetagender og er en af
verdens største papirproducenter. Udelukkende for eget
behov har U. c. to træsliberier, hvori der aarlig
med-gaar omkr. 50000 tylvter tømmer og frembringes omkr.
10 000 tons tør cellulose og 40000 tons vaad træmasse.
Papirfabrikerne ligger ved Skotfoss (12 000 hk.) ved
Skiens-elvens udløb af Norsjø. U. c. beskjæftiger omkr. 1100
arbeidere. De ni tiendedele af firmaets produktion, som
i de senere aar har dreiet sig om ca. 60000 tons aarlig,
mest avispapir, afsættes udenfor Norge, mest i England.
Unionen mellem Norge og Sverige (se ogsaa
Norge og Sverige, historie) er stiftet 4 nov. 1814,
da det norske storting valgte Karl XIII til Norges konge.
Allerede i 16 og 17 aarh. sporer man i Sverige af og til
lyst til at forene de to riger paa den Skandinaviske
halvø til ét, ved erobring. Gustaf III søger at naa det
samme maal ved at paavirke stemningen i Norge, men
uden større resultater. Først i aarene omkring 1809
finder man i Norge unionsvenner af nogen betydning,
særlig grev Herman Wedel Jarlsberg, og valget af prins
Kristian August til svensk tronfølger saa ud til at give
unionstanken vind i seilene. Kristian August døde imid-
lertid alt i 1810, og den nye tronfølger Karl Johan gav
Sveriges politik en anden retning, idet han 1812 sikrede
sig stormagternes støtte til erobring af Norge. Ved freden
i Kiel 14 januar 1814 tvang han den danske konge til
at afstaa Norge til den svenske konge. Mod afstaaelsen
reiste der sig imidlertid i Norge en omtrent enstemmig
modstand, og selv for en forening med Sverige paa mere
tilfredsstillende vilkaar var der bare et lidet parti. Da
stormagterne holdt fast ved aftalerne af 1812, fandt
imidlertid den nyvalgte konge Kristian Fredrik det
nødvendig at give sig, men opnaaede dog, at stormagternes
gesandter arbeidede for en forening paa nogenlunde lige
vilkaar. For Karl Johan gjaldt det at komme til en
hurtig afgjøreise, og efter en kort krig kom det derfor
til konventionen i Moss, hvorved kongen af Sverige i
principet anerkjendte Eidsvoldsforfatningen. Det
overordentlige storting vedtog de nødvendige
grundlovsændringer og valgte konge, og dermed var unionen et
faktum. Svenskerne havde tvunget Norge ind i unionen;
men nordmændene havde opnaaet i det væsentlige selv
at bestemme vilkaarene. Som følge heraf betragtede de
to folk fra første stund af unionen paa helt forskjellig
maade, og særskilt var de første storting optaget med
at holde vagt mod mulige overgreb fra kongens eller
Sveriges side. Fra slutten af 1830-aarene af begyndte
imidlertid stemningen at blive mere forsonlig, i 1839
blev der nedsat en unionskomité, som i 1844 afgav en
enstemmig indstilling om ny rigsakt, som strengt
gjen-nemførte ligestillingen; nogen maaneder før havde den
nye konge Oscar I gaaet med paa endel af de norske
krav, særskilt med hensyn til flaget, og da
rigsakts-forslaget blev henlagt af svenskerne, fandt man sig fra
norsk side rolig i det. Efterhaanden dannede der sig
imidlertid i Sverige ønsker om en revision af rigsakten
for at faa istand en nærmere sammenslutning mellem
rigerne, og da man ved tronskiftet i 1859 fra norsk side
optog «statholdersagen», gav disse stemninger sig skarpe
udtryk i den svenske rigsdag Først fra nu af begyndte
en virkelig unionsstrid. I 1865 opnaaede svenskerne, at
der blev nedsat en ny unionskomité, som to aar efter
afgav sin indstilling; denne var imidlertid saa ugunstig
for Norge, at den i 1871 blev nedstemt i stortinget mod
nogle faa stemmer; men kampen om den virkede i høi
grad til at vække nordmændenes nationale bevidsthed.
Statholdersagens endelige løsning i 1873 og
mellemrigs-loven af 1874 gav vistnok for en stund øget styrke til
unionen; men i slutten af 1880-aarene gik Sverige over
til et sterkt protektionistisk toldsystem, som
umuliggjorde toldfrihed mellem landene, saalænge Norge holdt
paa frihandel, og mellemrigsloven blev derfor tilslut
opsagt af Sverige i 1895. Da desuden den norske
forfatningskamp var kjæmpet tilende i 1884, blussede
unions-striden op igjen. Det norske venstre optog paa sit
program særskilt udenrigsminister og særskilt
konsulatvæsen, medens høire arbeidede for et fælles udenrigsstyre
for begge riger. Imod de norske krav, især venstres,
blev stemningen i Sverige stadig mere tilspidset, fra flere
hold blev der forlangt revision af unionen, om fornødent
med magt, og i Norge blev der svaret med en ivrig
for-svarsbevægelse. I 1895 blev der igjen nedsat en
unionskomité; men de to landes repræsentanter kunde ikke
komme overens om nogen fælles indstilling, og
bitterheden blev stadig sterkere paa begge sider af grænsen.
Ruslands voldspolitik overfor Finland fra 1899 af vakte
imidlertid adskillig ængstelse i Sverige, og paa initiativ
af udenrigsminister Lagerheim gjorde derfor svenskerne
i 1901—02 det forsonlige skridt at foreslaa nedsat en
komité for at udrede spørsmaalet om særskilte konsuler
for hvert rige. I 1903 kunde denne komité
offentliggjøre et «kommuniké» om, at der var opnaaet enighed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
