Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vancouver ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1799
Vandføring—Vandhentere
1800
hele aaret varierer efter forholdene mellem 50 og 130
liter. Ved planlæggelsen af vandforsyningsanlæg,
vand-verk, maa man ikke alene tage hensyn til det
gjennem-snitiige forbrug, men ogsaa til det største saavel
dags-som timeforbrug. Endvidere maa befolkningens
paa-regnelige vekst tages i betragtning. Hvor brugbart
drikkevand vanskelig kan skaffes, kan der blive tale om
to anlæg, et for husholdningsvand og et for brugsvand.
Til drikkevandets beskaffenhed stilles i alm. visse
fordringer. Det bør være klart, farveløst, lugtfrit,
velsmagende, frit for bundfald og have en temperatur
mellem 4à5 og 10 à 12° G. Enkelte af disse
egenskaber kan opnaaes ved kunstig behandlig af vandet
(rensning, filtration). Vandet bør ikke have mere end
en vis haardhedsgrad, d. e. en vis procent indhold
af jordalkaliforbindelser. Blødt vand er bedst saavel
til husbrug som til industrielt brug. Det er
vanskeligt at opstille bestemte grænser for tilladeligt
indhold af fremmede bestanddele. Gjennem en kemisk
undersøgelse bestemmes indholdet af saavel organiske
som anorganiske indblandinger. Da det er omtrent
umuligt at skaffe et helt bakteriefrit vand, bør man
gjennem en bakteriologisk undersøgelse afgjøre, hvorvidt
der findes patogene (sundhedsfarlige) bakterier, hvilke
ikke maa forekomme, eller normale tarmbakterier, som
tyder paa tilsig af fækalier (menneskelige og dyriske
udtømmelser). Vand kan tilveiebringes paa følgende
maader: 1. Overfladevand tages ud af overjordiske
vandløb. I Norge er i modsætning til i mange andre
lande overfladevandet forholdsvis rent, hvorfor det i
alm. benyttes til vandverk. Om nødvendig forsynes
vandverket med et fiiteranlæg. Elvevandet er i alm.
blødt, men det mangler grundvandets friskhed. Som
oftest anordnes vandindtaget i en sjø eller i et ved hjælp
af en dam kunstig istandbragt magasin. Herved
opnaaes, at synkestoffene bundfældes; det er desuden i
mindre vandløb ofte nødvendigt af hensyn til variationer
i vandføringen, idet man i de vandrige perioder kan
opsamle overflødigt vand til brug i de vandfattige.
2. Grundvand (s. d), som meget ofte benyttes til
vandforsyning, gjennemgaar ved sin gang under
jordoverfladen en naturlig filtration; det har desuden en
jevn og lav temperatur og en frisk smag, men er
ofte haardt. Grundvandet opsamles i mindre dybder i
horisontale samlekanaler, i større dybder i vertikale,
alm, brønde, og i de største i rørbrønde (se Brønde).
Skal et vandverk forsynes med grundvand, maa man
paa forhaand undersøge grundvandsstrømmens kapacitet
(vandføring) ved at maale dens bredde, dybde og fald
og paa dette grundlag ved hjælp af erfaringskoefficienter
bestemme vandføringen. Vandet kan med en alm.
sugepumpe ikke hæves mere end 6 à 8 m., ved større høider
maa, hvis brønden ikke virker artesisk (s. d.), indbygges
dybereliggende pumper, hvilket er mere omstændeligt.
Træder grundvandet frem i jordoverfladen som en kilde,
kan indtaget anordnes direkte i denne, tilstrækkelig dybt
for at være beskyttet mod frost og forurensninger. De
fleste kilders vandføring varierer sterkt. 3. Regnvand
benyttes, hvor brugbart vand ikke kan skaffes paa en
af ovennævnte maader. Regnvandet opsamles da i et
cisterneanlæg. Vand til huscisterner samles som regel
fra tagfladerne. 4. Sjøvand kan ogsaa, naar andet
vand ikke findes, gjøres anvendeligt gjennem destillation
(s. d.); men man maa efter destillationen indpumpe luft
eller kulsyre for at faa et brugbart drikkevand. —
Rensning af drikkevand kan ske mekanisk eller
kemisk. Den mekaniske rensning er mest alm.; den
udføres enten ved aflagring eller filtrering. A flagring,
som finder sted, naar vandet for en tid holdes i ro i
store beholdere, kan ikke helt fjerne mekanisk opblan-
dede forurensninger. De almindeligst anvendte
rensningsanlæg er sandfiltre. Naar der paa sandets
overflade ved aflagring saavel af organiske som anorganiske
bestanddele har dannet sig en «filterhud», faar man et
fuldstændig rent, klart og næsten bakteriefrit vand.
Filterhuden vil imidlertid tilslut blive tæt, saa den med
visse mellemrum maa fjernes. Den kemiske rensning
bestaar i tilsætning af de alt efter vandets egenskaber
nødvendige stoffe. Haardt vand tilsættes f. eks.
kalk-melk. Efter en kemisk rensning er filtration nødvendig
for at fjerne de udfældte sedimenter (bundfald).
Reservoirer (beholdere) maa anordnes, naar tilløbet til
vandverket kan blive mindre end maksimalforbruget og i det
hele taget for at udjevne svingninger i forbi uget, samt
om nødvendigt for at skaffe et passende tryk. Ligger
reservoiret saa høit, at vandet ved sit eget tryk ikke
kan drives op, maa der anordnes en pumpestation. Maa
reservoiret af hensyn til terrænforholdene indrettes paa en
kunstig opbygning, kaldes det vandtaarn. Fordelingen
af vandet over forbrugsomraadet sker gjennem et rørnet,
hvorigjennem vandet ved sin egen vegt (tryk) drives for
privat brug op i husene og for offentligt brug til
hydranter, som anbringes i gaderne. Ligger
forbrugsomraadet i væsentlig forskjellig høide over havet, bliver
det ofte nødvendigt at dele rørnettet i flere trykzoner,
hver med et for brugen passende tryk.
Vandføring, se Vasdragsregulering.
Vandgas er en blanding af omtrent lige rumdele
kuloksyd og vandstof, der faaes ved at lade vanddamp
indvirke paa glødende kul ved 1000—1200°: G + HgO
= CO + Hg- I praksis anvendes en generator (se art.
Generatorgas), der beskikkes med koks eller
anthra-cit; først drives generatoren med luft, hvorved alm.
generatorgas opstaar. Naar hvidglød er naaet, afstænges
luften, og vanddamp indledes istedet. Da v.s dannelse
er forbundet med en betydelig varmeoptagelse, vil
kullenes temperatur efterhaanden synke, og processen maa
derfor efter en stund afbrydes og luft paany indledes,
indtil temperaturen atter er steget tilstrækkelig. Af en
saadan generator faaes altsaa saavel generatorgas som v.,
der opfanges hver for sig (smig. Dowson-gas). V. har
en meget stor brændværdi og bruges derfor, hvor en
meget høi temperatur er nødvendig, f. eks ved autogen
sveisning, smeltning af guld, platina og staal. I stor
udstrækning bruges v. istedetfor vanlig lysgas, særlig i
Amerika. I saa fald gjøres den lysende ved at blandes
med sterkt ophedede dampe af benzin, petroleum eller
benzol (karburering). V. er meget giftig paa grund af
sit indhold af kuloksyd.
Vandglas bestaar af kiselsurt kalium eller natrium.
Kalivandglas, en blanding af salte som K^SiO^^ og KgSiOg,
faaes ved smeltning af fin sand med kaliumhydroksyd
eller potaske. Det danner en glasagtig eller hvid masse,
der er let opløselig i varmt vand. Natronvandglas
fremstilles ved smeltning af sand med soda eller med
natriumsulfat og kul og ligner kaliforbindelsen. V. anvendes i
tøitrykkerierne til fiksering af farver, til impregnering
af gjenstande, der er udsat for antændelse, f. eks.
teater-rekvisita, til kit, forfalskning af sæbe o. a.
Vandgro (alisma plantag o), enfrøbladet vandplante,
alm. paa Østlandet. Lancetformede, langstilkede blade i
roset, en høi stængel med smaa hvide blomster i en
pyramideformet blomsterstand.
Vandhammer, en stanghammer, hvis hammerklods
løftedes ved knaster paa en vandhjulsaksel. V. havde
tidligere betydning i jernindustrien, men er nu afløst
af maskiner, som drives med damp, som smedepresser,
valseverker og damphammere.
Vandhentere, apparater indrettet til at sænkes ned
paa vilkaarlige dybder for dermed at optage en hermetisk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
