Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vulkanisering ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1929
Vulkanisering—Vægtere
1930
per i det Stille hav samt Sydpolarlandene. Om
fænomenerne ved vulkanudbrud har man ikke nogen
almengyldig teori. Hyppig findes v. paa spalter i jordskorpen,
og man antager, at lavaens fremtrængen derved lettes.
Idet mindre dele af jordskorpen løsnes og synker ned
i lavaen, skulde denne presses op gjennem spalterne;
dog kjender man v., der ikke findes paa spalter. De
fleste v. findes ved havet, og man antager derfor, at
havvandet kan sive ned gjennem jordskorpen og i større
dybde opsuges af lavaen. Dog ligger ikke saa faa v.
langt fra havet, og man har iagttaget vulkanudbrud,
hvor vanddamp næsten ingen rolle spillede. [Litt.:
W. v. Knebel, «Der Vulkanismus»; N. V. Ussing,
«Vulkaner og jordskælv».]
Vulkanisering kalder man en behandling af
forskjellige stoffe (særlig kautschuk og fede oljer) med svovl
eller svovlforbindelser i den hensigt at foraarsage en
speciel fordelagtig forandring af det behandlede produkt.
Saaledes opnaar den oprindelig plastiske kautschukmasse
først ved v. sin elasticitet (se Kautschuk). V.
udføres enten ved blanding af det produkt, som skal
vulkaniseres, med svovl og ophedning til temperaturer,
som i regelen ligger mellem 130° og 180°, eller ved
behandling af raastoffet uden ophedning med
svovl-kloryr (SgClg), som ofte fortyndes noget med
svovlkulstof. Ved den stigende anvendelse af kautschuk
er regeneration af kautschuk fra affald blevet en vigtig
industri. I forbindelse med denne regeneration staar
ogsaa de vulkaniseringen af affaldet for atter at
faa dette gjort plastisk. Der er mange saadanne
forslag, men nogen fuldstændig fjernelse af svovl fra
vulkaniserede stoffe opnaaes ikke ved nogen af de
fore-slaaede metoder og lader sig neppe opnaa uden
ødelæggelse af selve substansen, saa at denne taber sine
karakteristiske egenskaber. Ved kautschukregeneration
anvender man dampning i forbindelse med behandling
med syrer, alkalier eller salte (sulfitopløsninger).
Vulkani’sme, se Plutonisme.
Vullum. 1. Erik V. (1850—), n. politiker, journalist
og forfatter. Student 1869, hvorefter nogle aar
medarbeider i «Dagbladet», hvis chefredaktør han var 1880.
Samtidig var han i 1880-aarene en af venstres sterkest
benyttede folketalere. Foruden en utallighed af artikler
i dagspressen har V. skrevet flere historisk-politiske
studier, bl. a. «K. M. Falsen, grundlovens fader» (1881),
«Henrik Wergeland i digt og liv» (1881), «Følgerne af
9 juni» (1883), «Unionen og dens fremtid» (1894),
skuespillet «Himlene aabne» (1891) og har færdigt til
udgivelse i begyndelsen af 1914 et større arbeide om «Norge
og begivenhederne i 1814». — 2. Margrete V. (1846—),
n. forfatterinde, datter af Orla Lehmann. Kom 1879 til
Norge som daværende redaktør E. V.s hustru og deltog
fra nu af i hans journalistiske og politiske arbeide,
hvorhos hun ved siden af ivrig har deltaget i
diskussionen af politiske, sociale, litterære og kunstneriske
spørsmaal, bl. a. gjennem flere smaaskrifter (anonymt
«Lykke», 1887) og mange foredrag.
Vulpes, se Ræv.
Vulpius, Christian August (1762—1827), t.
forfatter, Goethes svoger. Han skrev en mængde romaner
og dramaer, deriblandt den verdensberømte røverroman
«Rinaldo Rinaldini» (1799).
Vulturidæ, se Gribbene.
Vuoksen, Finland, afløbet fra Saimasjøen (s. d.);
danner stryket Imatra (s. d.) og deler sig i to arme, som
begge falder ud i Ladoga; 162 km. lang.
Vurusjøen, 5.00 km.^ stort vand, straks s.ø. for
Fæmund. V., der har en langstrakt form med
hovedretning fra øst til vest, har afløb til Oster Dalälfven i
Sverige.
Vutsjang, by i Kina, hovedstaden i prov. Hupe, ved
Jangtsekiang, ret overfor Hankou; ca. V2 mill. indb.
Vytsjegda, Rusland, høire tilløb til Dvina, fra
Timan-fjeldene, 1100 km. lang^
Væbnede neutraîitëtsforbund. Ved den væbnede
neutralitet forstaaes i almindelighed en neutralitet, som
søges hævdet med vaabenmagt. Særlig tænkes dog
herved paa de v. n. mellem de nordiske magter i 18 aarh.
De sluttede traktater om med vaabenmagt at hævde
overfor de krigførende magter de neutrales ret til handel
og skibsfart i krigstid, og de regler, som de herved
opstillede, danner endnu grundvolden for den moderne
neutralitetsret. Man regner fem neutralitetsforbund.
Det første sluttedes ved neutralitetstraktaterne 1691 og
1693, det andet 1756, det tredje 1780, det fjerde 1794
og det femte 1800. Det tredje og det femte har størst
betydning; disse omfattede foruden de skandinaviske
stater ogsaa Rusland og Preussen, det tredje ogsaa
enkelte andre europæiske stater. Ved konvention mellem
England og Rusland af 17 juni 1801, tiltraadt af de
skandinaviske stater, gik England ind paa flere af de af den
væbnede neutralitet opstillede sætninger, saaledes at som
krigskontrabande (s. d.) kun skulde ansees vaaben og andre
rene krigsfornødenheder, og at en blokade (s. d.) for at
være gyldig skulde være effektiv. Derimod opnaaede de
neutrale ikke at faa England til at anerkjende den
vigtigste af de sætninger, de havde opstillet, at fiendtligt
gods (med undtagelse af krigskontrabande) frit skulde
kunne føres paa neutrale skibe (se Frit skib, frit
gods). Bestemmelse herom er først traktatmæssig
fast-slaaet ved Pariserdeklarationen af 1856 (s. d.). [Litt.:
Thorvald Boye, «De væbnede neutralitetsforbund. Et
afsnit af folkerettens historie» (Kra. 1912).]
Væbner, se Riddervæsen.
Væder, vær, hannen hos faarene (s. d.).
Væderen (Aries), stjernebillede i dyrekredsen (s. d.).
I hovedet sees de to klare stjerner a (El-Nath el. Hamal)
og ß (Sheretan). Nær den sidste staar y (Mesarthim), en
af de først opdagede dobbeltstjerner, fundet af Robert
Hooke, da han 1664 observerede aarets komet.
Væderskib. Med pansringens indførelse blev
krigsskibene ogsaa udstyret med væder, det vil sige, at
stævnen under vandlinjen sprang frem i en spids, ogsaa
kaldt sporen. Enkelte fartøier blev konstrueret med
væder som hoved-angrebsvaaben, og det var særlig disse
som blev kaldt v. Væderen gaar nu af brug.
Vædske kaldes ethvert draabeflydende legeme.
Væggelus (acanthia lectularia) er en vingeløs tæge
(s. d.), der lever i beboelseshuse og om natten stikker
og suger blod af mennesker. Kaldes ogsaa sengetæge,
fordi den gjerne holder til i sengestederne, desuden paa
varme steder i værelserne som langs brandmure, hvor
den holder sig skjult om dagen. Dens stik efterlader
en ubehagelig kløe, der kan vedvare flere dage, hvorhos
den har en væmmelig lugt, især naar den klemmes
istykker. Den skal opr. høre hjemme i Ostindien, men
er nu udbredt overalt paa jorden. En lignende art
plager høns og duer, især naar de ligger paa eg.
Væggesmed, se Dødningenr.
Vægtere, mænd, som om natten skulde vaage over,
at der herskede ro og orden paa gaderne, og som havde
at varsle i tilfælde af ildebrand. Ved hvert timeslag skulde
de desuden raabe ud, hvad klokken var. Da afsang de
ogsaa et af vægterversene, som sandsynligvis er forfattet
af Kingo. V.s vaaben var «morgenstjernen», en
mands-hoi stok, som i den ene ende var forsynet med en kugle
med pigger paa. Til hans udrustning hørte endvidere
en haandlygte og en pibe. Vægter-institutionen ophævedes
overalt i 19 aarh. I Kra. var der 1743 en vagtmester,
ti natvægtere og to taarnvægtere (i Vor Frelsers kirke).
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
