Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Vosseelven ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1927
Vries—Vulkaner
1928
brønden» i Augsburg ®g fontænen i Frederiksborg
slots-gaard (bestilt af Kristian IV, bortført af svenskerne 1658,
efter brudstykker, der endnu findes i Sverige, gjenreist
i afstøbning 1888).
Vries [fris], Jan Vredeman de (1527—efter 1604),
holl. maler og arkitekt, arkitekturmaleriets
grundlægger. Størst betydning har han dog havt som
kunstteoretisk forfatter: bøger om perspektivet samt
forbilled-verker med kartuscher (1555), arkitektoniske detaljer
(1577 og 1601), grotesker og med gravmonumenter (1563).
Vries [fifs], Hugo de (1848—), berømt holl.
botaniker; blev 1877 docent ved universitetet i Amsterdam,
hvor han senere blev professor, hvilken stilling han
fremdeles (1913), indehar. Han offentliggjorde allerede
tidlig flere betydelige afhandlinger, saaledes monografier
over kulturplanter (kløver, sukkerbete og potetplanten)
og det bekjendte arbeide «Ueber die mechanische Ursache
der Zellstreckung», som er et af de grundlæggende
arbeider over det osmotiske tryk. Det, som har gjort
V.s navn mest berømt, er dog hans arbeider paa
arveligheds- og afstamningslærens omraader, særlig hans
teori om nye arters opstaaen ved mutation (s. d.). Paa
dette felt har han leveret talrige afhandlinger, som er
sammenstillet i hans hovedverk «Die Mutationstheorie,
Versuche und Beobachtungen über die Entstehung von
Arten im Pflanzenreich» (2 bd., 1901—03). Det
væsentligste materiale til hans teori er hentet fra hans kulturer
af natlys (oenothera). Hans forsøgshave i Amsterdam er
meget besøgt af forskere fra alle jordens egne.
Vriesland [fifs-], se Friesland.
Vrængen benævnes det trange, krogede sund mellem
Nøtterø og Tjømø. Gjennem V. gaar dampskibsleden
for en flerhed af de mindre kystdampskibe.
Vugge. Fra 15 aarh. har væsentlig to former af v.
været i brug; v. forsynes enten med meier eller den
hænges op mellem to lodrette stokke. V. i sin
primitiveste form kan man endnu træffe paa landet i Norge,
hvor v. hænges op i loftsbjelken. I den senere tid er
man kommet mere og mere bort fra brugen af v., der
ansees skadelig for barnet.
Vuhw, by i Kina, prov. Nganhvei, ved Jangtsekiang,
120 km. ovenfor Nangking; 122 000 indb. Aaben for
fremmedhandelen og noksaa livlig import og eksport.
Vulcänus (Volcanus), rom. guddom, svarende til
grækernes Hefaistos. Han er personliggjørelsen af ildens
naturkraft og dyrkedes ved sonofre, i historisk tid især
som skytsgud imod ildsvaade. I senere tid identificeredes
V. ganske med Hefaistos, der tillagdes ham de samme
overfor mennesker venlige egenskaber, og han afbildes ofte
sammen med Venus. Hans dyrkelse var meget gammel.
Ved hans fest, Vulcanalia, kastedes levende fisk i
offerilden; efter slaget brændtes de tagne vaaben til hans ære.
Vulgari’sme, fra det udannede talesprog hentet
ud-tryksmaade. Se Vulgærsprog.
Vulgäta (lat., den gjængse) er navnet paa den i
romerkirken autoriserede latinske bibeloversættelse. Den
udførtes af kirkefaderen Hieronymus 382—405 og var
et selvstændigt og dygtigt arbeide. 1546 blev V. af
Tridentinerkoncilet ophøiet til kirkens officielle bibel.
Vu^lgus (lat), mængden, menigmand (foragteligt).
Vulgàër, simpel, hveriagüig, udannet.
Vulgærsprog kaldes det sprog, som tales af folkets
udannede mængde, i modsætning til det høiere talesprog,
som har litteratursproget til rettesnor. Ogsaa i
litteraturen trænger vulgærsproget ofte ind, dels som ubevidst
efterligning af folkesproget, dels som en bevidst reaktion
mod et altfor kunstigt skriftsprog, og da særlig hvor det
gjælder at henvende sig til masserne. Mest bekjendt er
vulgærlatincn, som udviklede sig i de romerske
provinser og blev de nyromanske sprogs stammoder.
Vulkaner kaldes de steder, hvor glødende masser
fra jordens indre kommer frem til overfladen.
Gjennem en kanal, hvis øvre aabning kaldes krateret,
kan der undertiden foregaa udbrud (eruption). Under
udbruddene, der ofte kan merkes forud ved sterke
jordskjælv (s. d.) og døn i jordens indre, stødes en
mægtig dampsøile (indtil 4000 meter høi) tilveirs, der
oppe i luften breder sig ud til en sky; om natten
lyser dampen, idet den belyses af den glødende lava i
v.s indre (heraf navnet «ildsprudende bjerg»). Foruden
vanddamp udsender v. luftformige udbrudsprodukter,
kulsyre, svovlvandstof, salmiak o. a.; disse, der stammer
fra lavaen, kan være meget forskjellige. Den mørke,
jernrige, kiselsyrefattige lava er letsmeltelig og letflydende,
den lyse, jernfattige, kiselsyrerige er tungere smeltelig
og mere
seigtfly-dende. De «løse [-udbrudsprodukter»-]
{+udbrudsproduk-
ter»+} er vulkansk
aske (se Ask e),
vulkansk sand
(se Lapilli) og
vulkanske
bomber (se Bombe);
disse hærdnes i
tidens løb til tuf
(s. d.). Asken og
sanden blandes
ofte med regn fra
dampsøilen, og
der opstaar da
de ødelæggende
slamstrømme
(en saadan i
forbindelse med lava
begravede
Hercu-laneum, medens
Pompeji
blev-dækl^et af aske).
Lavaen (s. d.) er
oftest blæret og
slaggagtig ; den
kan ogsaa trænge
frem paa
sprækker eller mellem lagene i jordskorpen og danne gange.
Vulkanen er almindelig opbygget af vekslende lag af
de udkastede masser fra krateret. Udbrudsprod
akterne befordres frem gjennem kanaler i fjeldets midte,
og der dannes en kegle ved opstabling af aske og
lavastrømme omkring udbrudsstederne. Fra
hovedkanalen kan sidekanaler grene sig i form af gange i
tuflaget. Denne vulkan type kaldes stratovulkaner.
Andre v. bestaar af lava og har da mest alm. form af
flade kegler, sjeldnere af steile kupler. Er lavaen rigtig
letflydende, kan der ved udbruddet opstaa flade dækker
ofte af stor udstrækning. Eksplosionskratere er
en vulkantype, som opstaar, naar udbrudsprodukterne
væsentlig er luftformige (vanddamp m. m.); der dannes
en tragtformet aabning i jorden, og der findes ingen
lavastrøm (se Maar). V., som har udbrud i nutiden,
kaldes virksomme v., modsat udslukte v. Mange
steder findes kun ufuldstændige rester efter v. fra ældre
tid, i Norge særlig i Kristianiatrakten. Angaaende
slamvulkaner, s. d. Vulkanske eftervirkninger er solfatarer,
fumaroler, mofetter (s. d. art.) og de varme kilder, der
ofte indeholder mineralsalte (Karlsbad o. a.). Antallet
af virksomme v. i nutiden er ca. 300. De vigtigste
vulkanomraader er: Atlanterhavets øer (særlig Island),
Middelhavsegnene, Sundaøerne, kyststrøgene paa begge
sider af det Stille hav, Sandwichoerne og mange øgrup-
Vulkaner : Vesuvs udbrud 13 april 190(j.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
