Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Zygospore ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
2041
Zygospore—Ædelkoral
2042
Zygospore, zygote, kaldes hos en del
laverestaa-ende sporeplanter, f. eks. spirogyra, den som følge af
kopulation dannede spore, se Befrugtning 2 (bot.).
Zülllchau, Preussen, by 1 sydøsthjørnet hf
Brandenburg, 6 km. fra Oder; 8000 indb. Tøifabrikation m. m.
Zymase, se Gjæring.
Zürich, Schweiz. 1. Kanton i n.v. ned til Rhinen
(paa hvis høire bred den omfatter Eglisau), officielt den
første i rang blandt kantonerne, 1725 km.^, mill,
indb. (1910), mest tysktalende protestanter. Kanton Z.
er opstaaet efterhaanden af byen Z.s erhvervelser. Z.
be-staar af fire smale elvedale, skilt ved lave asser. Kanton
Z. er veldyrket, bl. a. et stort vindistrikt, men sæilig er
den et fabrikdistrikt (maskiner, jernbanemateriel, ogsaa
silke- og bomuld’^manufaktur). — 2. Kantonhovedstaden
ved Limmats udlob af Ziirichersjøen, Schweiz’ største og
vigtigste by, 189 000 indb. (sterk tilvekst: 1850 kun 35500).
Talrige fremmede arbeidere samt russiske og polske
politiske flygtninger. Vigtigst af de gamle bygninger er
Gross Münster (Propstei) fra 1090—1300. I Wasserkirken
befinder sig bybiblioteket, det største i Schweiz (breve fra
Zwingli, Jane Grey o. a.), har ogsaa en stor samling af
gjenstande fra pælebygningerne. Nationalmuseet (1898)
indeholder en storartet samling af schweiziske oldsager,
Z, er det tysktalende Schweiz’ kulturhovedstad.
Universitet (1833) og Polytechnikum. Bomulds- og
maskin-fabîiker, men i^ær silkevæverier.
Ziirichersjøen, Schweiz, dannes af Lintli (fra Tödi i
Glarus), som er ført i ad i Walen sjø og derfra løber i Z.,
hvis afløb Limmat munder i Aar. Z. er 88 km.^, 406 m.
o. h., største dybde 143 m. Størstedelen ligger i kanton
Zürich, som støder til kantonerne Schwyz og St. Gallen.
Æ.
Æ, det 27 bogstav i alfabetet, er en fortungelyd, der
er opstaaet ved en sammenslyngning af a og e; i tysk,
svensk og finsk bruges tegnet å (eg. a med et e over).
Æbelholt, kloster for regelbundne
augustiner-korherrer i Tjæreby sogn, Nordsjælland. Opr. laa det paa
Eskilsø (s. d.), men flyttedes af abbed Vilhelm til Æ. ca.
1175. Biskop Absalon skjænkede klosteret store godser. Det
øvede en sterk aandelig paavirkning, ligesom abbed
Vilhelms helgenry kastede glans over klosteret. Ophævet 1560.
Æble, se Æbletræ.
Æblerust (ggmnosporangium tremelloides) er en
vert-skiftende rustsop, hvis skaalrust findes paa bladene af
vildapald og dyrkede æbletrær. Basidiefrugterne dannes
paa stammer og grene af ener, og viser sig som
hvælvede, uregelmæssige, ofte muslingformede,
chokolade-farvede puder, der i fugtigt veir kan svulme op til
geléagtige, gulbrune klumper, fra hvis overflade
basidie-sporerne spredes. Naar frugtlegemerne tørrer ind,
efterlader de ar paa enerbarken, og den angrebne gren dør
gjerne i løbet af aaret.
Æblesugeren, se Bladlopper.
Æblesyre, oxy-ravsyre, C4H6O5, er en organisk syre,
der er meget udbredt i planteriget. Findes saaledes i
umodne æbler, stikkelsbær, rognebær, vindruer og
berberisser. Æ. danner glinsende naalemasser, let opløselige
i vand og alkohol. Smelter ved 100°. Giver ved tør
destillation fumarsyre og anhydridet af maleinsyre.
Foruden denne alm. æ., der i fortyndet opløsning dreier
polariseret lys til venstre, kjendes tre andre
stereoisomere æ. (se Stereokemi).
Æbletræ, «apald> (py r us malus), træ tilhørende
kjerne-frugtfamilien, dyrket i flere hundrede forskjellige former.
Det vildtvoksende, æ. findes i skoge og krat i de fleste
europæiske og orientalske egne, i Norge i det sydlige til
Ytterøen; det er et lidet, sterkt grenet træ med
grentorne, med hvide eller rødlige blomster og smaa, sure
æbler. Saadanne vildæbler er fundet i Mellem-Europas
pælebygninger. Allerede i oldtiden havde grækerne og
romerne kulturformer af æ., Plinius nævner saaledes en
mængde sorter og skjelner mellem sommer- og høstæbler.
Æ. er det vigtigste frugttræ i koldere tempererede egne
baade i den nye og den gamle verden. Æ. trives bedst
i dyb, helst lidt fugtig sand- og lerholdig muldjord, fri
for grundvand. Af de enkelte æblesorter kan nævnes
gravenstener, stor, guldgul frugt, meget saftig, kræver
dyb og god jord ; k a v i 11 e r, middelsstor, mørkerød frugt ;
træet er haardført og trives i let jord; kardinal, stor,
straagul, noget grov frugt, der anvendes baade som
bordfrugt og husholdningsfrugt; astrakaner (glasæble),
nøisomt og haardført træ, der bærer rigt; nonnetitte
(flaskeæble), stor, gulgrøn frugt med røde striber; træet
trives ikke i tung jord; klaræble, pigeon, ribston o. m. a.
Æblevikleren, se Viklere.
Æbleæter er den sammensatte æter (s. d.) af
(iso-)-valeriansyre og amylalkohol. Anvendes som essens.
Æcidium (hot.), d. s. s. skaalrust, se Græsrust.
Ædelgran (abies), siegt af granfamilien, bestaaende
af stedsegrønne trær med flade naale. Naar naalene
falder af, efterlader de næsten kredsrunde og glatte
blad-ar. Enbo. Konglerne er oprette og cylindriske med
dækskjæl, der oftest er længere end kongleskjællene.
Hanblomsterne er rakleformede og sidder i hvert sit
bladhjørne, men gjerne flere paa samme gren. 33 arter,
hvoraf fem vildtvoksende i Europa, de fleste dog i Amerika
og Asien. I Norge dyrkes temmelig hyppig a. pectinata,
«alm. æ.». Dennes naale, der kan leve i 10 aar og
undertiden endnu længere, er udrandede i spidsen og sidder
efter en spiral, tosidig, paa sidegrenene, saa disse faar
et kamlignende udseende. Konglernes dækskjæl ender
i en lang spids, der rager udenfor kongleskjællet og
krummer sig nedad. Konglen bliver 10—16 cm. lang,
den modnes i september til oktober, og kongleskjæl og
frø falder derefter til jorden, saa den nøgne akse bliver
siddende igjen. Af andre dyrkede arter kan nævnes
a. normanniana, «nordmandsgranen», fra Sydøst-Europa
og Lilleasien og balsa m g ran (a. balsamea) fra
Nordamerika.
Ædelkoral (corallium rubrum), otte-armede koraldyr
af gorgoniaceernes underorden. Skelettet rent kalket,
bestaar af et massivt rødfarvet akseskelet samt spredte
kalklegemer i det røde barklag, hvori de hvide polyper
er indleiret. Akseskelettet benyttes til smykkegjenstande.
Lever paa omtr. 100 m.s dybde paa de saakaldte
koralbanker ved kysterne af Alger, Corsica, Sardinien og de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
