Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXIV. Hvad Straaene sagde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
saae paa de sammenbundne Straa, — og de hang kun
to og to bundne sammen.
Og hvor var den Andens tanke? Ogsaa i fremmed
Land, i Krudtdampen, mellem Blink af Kanoner og
Vaaben, hos ham, Barndomsvennen, kjæmpende for
Keiseren mod Ungarerne. „Kommer han tilbage karsk
og glad, tilbage til Sverrigs fredelige, velafsluttede,
lykkelige Land.“ — Straaene viste ingen Fiirkant, en
Taare bævede i Pigens Øine.
Den Tredie smilede, der var Ironi i Smilet.
Skulde vor bedagede Ungkarl og den gamle Frøken
derhenne, som nu vandre saa Unge, smile saa Unge
og tale saa unge med hinanden, ikke blive et
Brudepar før Kukkeren kukker næste Aar, see det gad jeg
vide!“ og Smilet sad Tænkerinden om Munden, men
hun udtalte ikke sin Tanke, Straaene bleve skilte ad,
og Ungkarl og Pebermø altsaa ogsaa. „Det kan dog
gjerne skee alligevel,“ tænkte hun vist; det laae der i
Smilet, det laae der i Kastet, hvormed hun smed
Straaene hen.
„Der er Intet jeg vil vide, intet jeg er nysgjerrig
efter!" sagde den Fjerde, men bandt dog
Straaene sammen; thi ogsaa her var et Ønske
levende — men ingen Fugl har sjunget derom;
Ingen gjætter derpaa; gyng Dig kun tryg i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
