Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - XXVI. Dal-Elven
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
bære Broen, som maatte de rives med. Landskabet, da vi
saae det, oplivedes til Venstre ved en Mængde Geder, der
græssede mellem Nøddebuskene, de vovede sig heelt
ud til den yderste Skrænt, opfødte her og vante til
Vandets dumpe Tordendrøn; til Høire fløi en Skare
skrigende Fugle hen over de prægtige Egetræer.
Kærrer, hver med een Hest for, og hvor Kjørekarlen
stod opreist med Tømmen i Haanden, kom paa den
brede Skovvei fra „Øens Bruk“.
Derhen ville vi, for at tage Afsked med Dal-Elven
paa et af dens mest deilige Steder, en Plet,
der levende henflytter den Fremmede ligesom i et
langt sydligere Land, i en langt rigere Natur, end
han anede den fandtes heroppe. Veien er smuk,
Egen voxer her frodig og stærk med mægtig
Blad-krone.
„Øens Bruk“ ligger saa idyllisk deilig.
Vi kom derhen; der var Liv og Røre! Møllehjulene
gik, svære Bjælker bleve gjennemsavede, Jern
smedet paa Ambolten, og Alt ved Vandets Kraft.
Arbeidernes Huse danne en heel By; det er en lang
Gade med rødmalede Træhuse, under maleriske Ege
og Birke. Grønsværet var saa fløielsblødt at see, og
oppe paa Herregaarden, der foran Haven reiser sig
som et lille Slot, var i Stuer og Sale Alt hvad
Englænderen kalder comfort.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
