Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 VAN H OE
55
De, der sad paa det Galleri, til hvilket denne fornærmelige og
uhøflige Tale var henvendt, var Cedric den Angelsachsers og hans
Forbundsfælles og Frændes, Athelstane af Coningsburghs, Familier.
Sidstnævnte var en Person, der paa Grund af, at han stammede fra de
sidste angelsachsiske Monarker i England, holdtes i høj Anseelse blandt
alle de indfødte Angelsachsere i det nordlige England. Men med denne
gamle Kongestammes Blod var ogsaa mange af dens Svagheder gaaede
i Arv til Athelstane. Han var ganske køn, svær og kraftig bygget samt
i sin blomstrende Alder — men der savnedes Liv i Udtrykket, hans
Blik var sløvt, hans Bevægelser dorske og lade. Hans Venner paastod,
at denne Ladhed ikke hidrørte fra Mangel paa Mod, men blot fra Mangel
paa Besoluthed; andre paastod, at Drukkenskabens Last, som han
havde arvet fra sine Forfædre, havde sløvet hans Aandsevner.
Det var til denne Person, saaledes som vi har skildret ham, at
Prinsen henvendte sin bydende Befaling om at give Plads for Isak og
Bebekka. Højlig forvirret over et Bud, som den Tids Sæder og
Synsmaader gjorde saa krænkende og fornærmeligt, og uvillig til at adlyde
det, aabnede han sine store, graa Øjne og stirrede paa Prinsen med en
Forbavselse, hvori der var noget yderst komisk. Men den hidsige
Johan saa ikke Sagen i dette Lys.
»Det angelsachsiske Svin,« sagde han, »sover enten eller bryder
sig ikke om, hvad jeg siger. — Pir til ham med eders Lanse, de Bracy,«
sagde han til en Bidder, der red i Nærheden af ham, Anføreren for
en Skare Friknægte — det vil sige et Slags Lejetropper, som ikke
hørte til nogen særlig Nation, men tog Tjeneste for en Tid hos den
første den bedste Fyrste, der betalte dem derfor. Der lød en Mumlen
endog blandt Prins Johans Ledsagere; men de Bracy, hvis
Haand-tering friede ham for alle Betænkeligheder, rakte sin lange Lanse ud
over det Rum, som skilte Galleriet fra Skranken, og vilde have udført
Prinsens Befaling, inden Athelstane den Sendrægtige havde faaet blot
saa megen Aandsnærværelse tilbage, at han kunde bøje sig til Side for
at undgaa Vaabnet, naar ikke Cedric, der var ligesaa rask, som hans
Ledsager var langsom, med Lynets Hast havde draget det korte Sværd,
som han bar, og med et eneste Hug havde skilt Lansespidsen fra
Skaftet. Blodet fo’r Prins Johan op i Kinderne. Han svor en af sine
kraftigste Eder og stod i Begreb med at fremsætte en ligesaa voldsom
Trusel, da han afholdtes fra Udførelsen af sin Hensigt dels af sine
egne Ledsagere, der flokkedes om ham og besvor ham at tage Sagen
med Bo, dels ved et almindeligt Udraab fra Mængden, der lydelig
tilkendegav sit Bifald for Cedrics modige Færd. Prinsen saae sig
forbitret om, ligesom for at udkaare sig et let og sikkert Offer, og da hans
Blik tilfældigvis faldt paa den tidligere omtalte Bueskytte, der med en
uforsagt Mine trods det vrede Blik, Prinsen sendte ham, vedblev at
tiljuble Cedric sit Bifald, spurgte han ham, hvorfor han skreg
saaledes op.
»Jeg raaber altid mit Hallo med,« sagde Fribonden, »naar jeg ser
er godt Skud eller et dygtigt Hug.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
