Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Ottonde Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
1 VAN H OE
63
der og almindelige Bifaldsyttringer vidnede om den Interesse, hvormed
Tilskuerne fulgte denne Kamp, den ligeligste og bedst udførte, som
havde forherliget Dagen. Men aldrig saa snart havde Bidderne igen
indtaget deres Pladser, forend Bifaldsraabene afløstes af en Dødsstilhed
saa dyb, at det lod, som om Mængden endog var bange for at trække
Vejret.
Da der var blevet givet nogle Minuters Pavse, for at baade de
kæmpende og deres Heste kunde puste ud, gav Prins Johan med sin Stav
Trompeterne et Vink 0111 at blæse til Angreb. Anden Gang galopperede
Ridderne bort fra Standpladserne og mødtes midt paa Kamppladsen
med samme Fart, samme Behændighed, samme Voldsomhed, men ikke
samme lige Held som før.
I dette andet Stævne sigtede Tempelherren paa Midten af sin
Modstanders Skjold og ramte det saa godt og med saa stor Kraft, at hans
Lanse fløj i Splinter, og at den arveløse Ridder vaklede i Sadlen. Paa
den anden Side havde denne Ridder i Begyndelsen af Løbet rettet
Spidsen af sin Lanse imod Bois-Guilberts Skjold, men næsten lige i det
Øjeblik, da de stødte sammen, skiftede han Sigtet og rettede det imod
Hjelmen — et Maal, som det var vanskeligere at ramme, men hvor Stødet
ogsaa, naar det ramte, blev mere uimodstaaeligt. Godt og sikkert traf
han Normanneren paa Visiret, hvor hans Lansespids blev indviklet i
Stængerne. Men selv under disse ugunstige Forhold hævdede
Tempelherren sit store Ry, og var ikke Sadelgjorden sprungen, var han
maaske ikke bleven kastet af. Nu tumlede imidlertid Sadel, Hest og Mand
til Jorden i en Sky af Støv.
At rede sig løs fra Stigbøjlerne og den faldne Hest var for
Tempelherren næppe et Øjebliks Sag, og ægget til Raseri baade ved Skammen
og ved de Bifaldsraab, hvormed de hilsedes af Tilskuerne, trak han
sit Sværd og svingede det udfordrende imod sin Modstander. Den
arveløse Ridder sprang af Hesten og trak ogsaa sit Sværd.
Kampmarchal-lerne sporede imidlertid Hestene og red ind imellem dem, idet de
mindede dem om, at Reglerne for Turneringen ikke ved nærværende
Lejlighed tilstedte en Kamp af denne Art.
»Jeg haaber, vi vil mødes igen,« sagde Tempelherren og kastede
et forbitret Blik paa sin Modstander, »og det paa et Sted, hvor der
ingen er til at skille os.«
»Gør vi ikke det,« sagde den arveløse Ridder, »vil Skylden ikke
være min. Til Fods eller til Hest, med Lanse, med Økse eller Sværd,
skal jeg altid være lige rede til at møde dig.«
Flere og skarpere Ord vilde der være blevet vekslet, hvis ikke
Marehallerne ved at krydse deres Lanser imellem dem havde nødt dem til
at gaa fra hinanden. Den arveløse Ridder vendte tilbage til sin første
Plads og Bois-Guilbert til sit Telt, hvor han forblev Resten af Dagen i
mørk Fortvivlelse.
Uden at stige af Hesten bød Sejrherren, at man skulde bringe ham
et Bæger Vin, og idet han slog den nederste Del af sit Visir op,
forkyndte han, at han tømte det »for alle ægte engelske Hjerter og for de
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
