Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Tiende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
74
WALTER SCOTT
Dags Dyst, idet jeg overlader det til eder enten at beholde dem eller at
modtage Løsepenge for dem, alt efter eders Tykke; thi dette er
Kamploven.«
De andre Væbnere gentog omtrent den samme Formular og stod og
ventede paa den arveløse Ridders Beslutning.
»Til eder, I fire Væbnere,« svarede Ridderen, idet han vendte sig til
dem, der havde talt sidst, »og til eders hæderværdige og tapre Herrer
har jeg et fælles Svar. Anbefal mig til de ædle Riddere, eders Herrer, og
sig til dem, at jeg vilde gøre ilde i at berøve dem Gangere og Vaaben,
der aldrig kunde bruges af gævere Riddersmænd. Jeg vilde ønske, at jeg
hermed kunde ende mit Bud til disse tapre Riddere; men da jeg, som
jeg meel Sandhed og for fuldt Alvor kalder mig, er en arveløs Ridder,
maa jeg henstille til eders Herrer, at de efter eget Skøn gunstig vil
løskøbe Gangere og Rustninger, efterdi jeg næppe kan kalde den, jeg bærer,
min egen.«
»Vi har alle Fuldmagt til,« svarede Reginald Front-de-Rocufs
Væbner, »at tilbyde hundrede Dukater i Løsepenge for disse Heste og
Rustninger.«
»Det er nok,« sagde den arveløse Ridder. »Halvdelen af denne Sum
noder mit Behov for Øjeblikket mig til at modtage; af den anden
Halvdel beder jeg eder, Væbnere, at dele det halve mellem eder selv og
Hesten mellem Herolderne og deres Følgesvende, Musikanterne og Tjenerne.«
Med Huen i Haanden og dybe Buk udtalte Væbnerne deres
Erkendtlighed for en Artighed og Gavmildhed, der ikke hyppig øvedes. Den
arveløse Bidder henvendte derefter sin Tale til Baldwin, Brian de
Bois-Guil-berts Væbner. »Fra eders Herre,« sagde han, »vil jeg hverken modtage
Vaaben eller Løsepenge. Sig til ham i mit Navn, at vor Kamp ikke er til
Ende — nej, ikke forinden vi har kæmpet baade med Sværd og med
Lanser, baade tilfods og tilhest. Til denne Kamp paa Liv og Dod har
han selv udfordret mig, og jeg skal ikke glemme Udfordringen. Lad ham
imidlertid være forvisset om, at jeg ikke betragter ham paa samme
Maade som en af hans Kampfæller, med hvem jeg med Glæde kan udveksle
Artighedsbeviser, men mere som en Mand, med hvem jeg har at bestaa
en Kamp paa Liv og Død.«
»Min Herre,« svarede Baldwin, »forstaar at gengælde Foragt med
Foragt og Slag med Slag saa vel som Artighed med Artighed. Siden I
forsmaar af ham at modtage de Løsepenge, hvortil I har anslaaet de
andre Ridderes Vaaben, maa jeg lade hans Rustning og hans Ganger
blive her, fuldt forvisset om, at han aldrig vil bestige denne eller bære
hin.«
»I har talt vel, gode Væbner,« sagde den arveløse Ridder, »vel og
djærvt, som det sømmer sig den at tale, der svarer for en fraværende
Herre. Men lad dog Gangeren og Rustningen ikke blive her. Bring dem
tilbage til eders Ilerre, og hvis han forsmaar at modtage dem, saa
behold dem, min Ven, til eders eget Brug. For saa vidt de er mine,
skænker jeg eder dem villig.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
