Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sekstende Kapitel - Syttende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
121
vil vare, indtil jeg ombytter min graa Kutte med Grønsværstæppet. Men
skænk dig nu et Krus, thi det vil tage nogen Tid at stemme Harpen, og
intet klarer Stemmen og skærper Øret saa godt som et Bæger Vin. Jeg
for min Del kan nok lide at mærke Druesaften ude i Fingerspidserne,
inden de lader Harpestrengene klinge.«
Lidt efter sad de to og frydede vekselvis hinanden ved at synge
til Harpens Toner, snart vemodige Ballader, snart skæmtsomme
Folkeviser — altsammen paa Gammelengelsk, idet Eremiten højlydt frabad
sig de franske Roulader. Stadig steg Stemningen, eftersom Vinen i
Læderflasken sank og Bægrene tømtes, indtil Drikkelaget afbrødes ved
en lydelig Banken paa Eremitboligens Dør. For at forklare Aarsagen
hertil, maa vi dog først berette andre af vore Personers Skæbne.
SYTTENDE KAPITEL.
Da Cedric den Angelsachser saa sin Søn segne bevidstløs om paa
Kamppladsen ved Ashby, var hans første Indskydelse at befale sine
egne Folk at tage ham i deres Varetægt og sørge for ham; men Ordene
blev siddende i hans Hals. Han kunde ikke overtale sig til i en saadan
Forsamlings Nærværelse at anerkende den Son, som han havde
forstødt og gjort arveløs. Han bød imidlertid Oswald at holde Øje med
ham og befalede ham og to af hans Livegne at bringe Ivanhoe til Ashb}r,
saasnart Mængden havde spredt sig. Der var dog andre, som var komne
Oswald i Forkøbet med denne Barmhjertighedsgerning. Mængden
spredtes visselig, men Ridderen var intet Steds at se.
Forgæves saa Cedrics Mundskænk sig om efter sin unge Herre —
han saa Blodpletten, hvor han nylig var segnet om, men ham selv saa
han ikke længere; det saa ud, som om venlige Feer havde ført ham
bort fra Stedet. Maaske Oswald, der var overtroisk som alle
Angelsach-sere, vilde have opstillet en saadan Forklaring over Ivanhoes
Forsvinden, naar ikke hans Blik pludselig var faldet paa en Person, der var
klædt som Riddersvend, men i hvem han genkendte sin Medtjener Gurth.
Ængstelig bekymret for sin Herres Skæbne og fortvivlet over hans
pludselige Forsvinden søgte den forvandlede Svinehyrde alle Vegne efter
ham og havde, medens han gjorde det, forsømt at holde sit Ansigt
skjult, hvoraf hans egen Sikkerhed var afhængig. Oswald ansaa det for
sin Pligt at bemægtige sig Gurth som en undvegen Livegen, hvis
Skæbne hans Herre skulde afgøre.
De yderligere Efterforskninger, Mundskænken anstillede angaaende
Ivanhoes Skæbne, førte ikke til andet Resultat, end at han af de
omstaaende erfarede, at Ridderen var bleven varsomt løftet op af nogle
Ivanhoe.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
