Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Syttende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
122
walter scott
velklædte Svende, anbragt i en Bærestol, der tilhørte en Dame, som
havde været til Stede ved Turneringen, og øjeblikkelig bragt ud af
Trængslen. Da Oswald havde faaet denne Besked, besluttede han at
vende tilbage til sin Herre for at faa nærmere Instruktioner, og
medtog Gurth, hvem han betragtede som en Person, der var løben hort fra
Cedrics Tjeneste.
Angelsaehseren havde været meget levende bekymret for sin Søn;
thi Naturen havde gjort sin Bet gældende. Men aldrig saa snart
erfarede han, at Ivanhoe befandt sig under god og rimeligvis venskabelig
Pleje, førend den faderlige Ængstelse, der var bleven vakt ved Tvivlen
om hans Skæbne, atter veg for en Følelse af krænket Stolthed og
Harme over det, han betegnede som Wilfreds sønlige Ulydighed. »Lad ham
gaa sin egen Vej,« sagde han, »lad dem læge hans Saar, for hvis Skyld
han har faaet dem. Han er bedre skikket til det normanniske
Bidder-skabs Gøglerier end til at hævde sine engelske Forfædres By og Hæder
med Glavindet og Hellebarden, sit Fædrelands gode, gamle Vaaben.«
»Hvis det,« sagde den tilstedeværende Bowena, »er nok at være
raadsnar og kæk — at være den gæveste blandt de gæve og" den
mildeste blandt de milde, saa kender jeg ingen Bøst undtagen hans Fader —«
»Ti stille, Lady Bowena! — dette er det eneste Æmne, hvorom jeg
ikke vil høre eder tale. Gør eder i Stand til Prinsens Gæstebud; vi er
blevne indbudte dertil med usædvanlig Ærbødighed og Artighed,
saadan som de overmodige Normanner kun sjeldent har vist vort Folk
siden den ulykkelige Kamp ved Hastings. Didhen vil jeg gaa, om det
saa blot var for at vise disse stolte Normanner, hvor lidet en
Angel-sachser tager sig den Skæbne nær, som har ramt en Søn, der kunde
besejre deres tapreste Mænd.«
»Didhen,« sagde Bowena, »gaar jeg ikke, og jeg beder eder at tage
eder vel i Agt, at ikke det, I kalder Mod og Fasthed, vil blive regnet
for Haardhjertethed.«
»Saa bliv da hjemme, utaknemlige Frøken,« svarede Cedric, du er
den haardhjertede, naar du ikan ofre et underkuet Folks Vel for en
daarlig og utilbørlig Tilbøjelighed. Jeg vil opsøge den ædle Athelstane
og med ham være til Stede ved Johan af Anjous Gæstebud
Han gik altsaa til Gæstebuddet, hvis vigtigste Begivenheder vi
allerede har berettet. Straks, da de angelsachsiske Thaner forlod Borgen
med deres Følge, steg de til Hest, og under den Travlhed, som fulgte
dermed, faldt Cedrics Blik for første Gang paa den bortløbne Livegne
Gurth. Den ædle Angelsachser var, som vi har set, gaaet fra
Gæstebudet i et ikke synderlig blidt Lune og trængte kun til et Paaskud for
at lade sin Vrede gaa ud over en eller anden. »Lænker!« raabte han,
»Lænker! — Oswald— Hundibert! I Slyngler og Hunde! hvorfor
lægger I ikke Lænker paa den Træl?«
Uden at vove nogen Indvending bandt Gurths Kammerater ham
med en Grime, som var det Tov, der var nærmest for Haanden. Han
fandt sig i denne Behandling uden nogen Indsigelse; kun sendte han
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
