Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Treogtyvende Kapitel - Fireogtyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
160
walter scott
»Fred, om du vil,« svarede Rebekka — »Fred, men med dette Rum
imellem os.«
»Du behøver ikke længere at frygte mig,« sagde Bois-Guilbert.
»Jeg frygter dig ikke,« svarede hun; »takket være ham, der byggede
dette Taarn saa højt, at intet kunde styrte ned fra det og dog leve —
takket være ham og Israels Gud! — Jeg frygter dig ikke.«
»Du gør mig Uret,« sagde Tempelherren; »ved Jord, Hav og
Himmel, du gør mig Uret! Jeg er ikke af Naturen saaledes, som du har set
mig — haard, egenkærlig og ubarmhjertig. Det var en Kvinde, der
lærte mig Grusomhed, og paa Kvinden har jeg derfor øvet den; men
ikke paa en saadan Kvinde som dig. Tilgiv mig den Vold, jeg truede
dig med, thi den var nødvendig, for at din Karakter kunde lægge sig
for Dagen. Guld kan kun læres at kende, naar man anvender
Probér-stenen pan det. Jeg skal snart komme igen og forhandle nærmere
med dig.«
Han traadte igen ind i Taarnkammeret og steg ned ad Trappen,
medens Rebekka blev tilbage, næppe mere forfærdet over Udsigten til
den Død, som hun saa nylig havde været udsat for, end over den
rasende Lidenskab hos den dristige, onde Mand, i hvis Magt hun var
kommen. Da hun traadte ind i Taarnkammeret, var hendes første
Gerning at takke Jakobs Gud for den Beskærmelse, han havde ydet
hende, og at bede, at den fremdeles maatte blive hende og hendes
Fader til Del. Men endnu et Navn gled ind i hendes Bøn — det var
den saarede Kristens, hvem Skæbnen havde givet i Hænderne paa
blodtørstige Mænd, hans svorne Fjender. Vel bankede hendes Hjerte, fordi
hun, selv da hun i Bønnen traadte i Samfund med sin Gud, i sin
Andagt indblandede Mindet om en Mand, til hvis Skæbne hendes ikke
kunde træde i noget Forhold — en Nazaræer og en Fjende af hendes
Tro. Men Bønnen var allerede bedet, og alle hendes Trossamfunds
sneverhjertede Fordomme kunde ej heller bevæge Rebekka til at ønske
den usagt.
FIREOGTYVENDE KAPITEL.
Da Tempelherren naaede Riddersalen i Borgen, fandt han allerede
de Bracy der. »Eders Elskovshandel er vel sagtens,« sagde de Bracy,
»bleven forstyrret ligesom min ved denne larmende Udfordring. Men
I er kommen senere og mere nølende, saa jeg formoder, at eders
Samtale har været behageligere end min.«
»Har I da ikke haft Held med eders Bejlen til den rige
angelsach-siske Frøken?« sagde Tempelherren.
»Ved St. Thomas hellige Ben,« svarede de Bracy, »Lady Rowena
maa have hørt, al jeg ikke kan taale Synet af Kvindetaarer.«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
