Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Enogtyvende Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
223
ba; »den Livegne sidder ved Baalet i Hallen, naar den fri Mand maa
ud paa Valpladsen. Og hvad siger Oldhelm af Malmsbury — bedre en
Nar ved et Gæstebud end en klog Mand i Kamp.«
Der hørtes nu Hestetrampen, og Lady Rowena kom til Syne,
omgiven af flere Ryttere og en meget stærkere Skare Fodfolk, der gladelig
svingede Spydene og slog Hellebarderne imod hverandre af Glæde over
hendes Befrielse. Hun selv, rigt klædt og siddende paa en mørk,
kastaniebrun Ganger, havde genvundet hele sin værdige Holdning, og
kun en usædvanlig Bleghed tydede paa de Lidelser, hun havde
gennemgaaet. Hendes smukke Ansigt var vel vemodigt, men der var dog i det
et Udtryk af nyt Haab for Fremtiden, saa vel som af inderlig
Taknemlighed for den opnaaede Befrielse. Hun vidste, at Ivanhoe var reddet,
og hun vidste, at Athelstane var død. Den første Vished opfyldte hende
med den oprigtigste Glæde, og om hun end ikke ligefrem glædede sig
over Athelstanes Død, saa var det dog tilgiveligt, om hun tilfulde følte
Fordelen ved, at hun var fri for Ubehageligheder i det eneste
Spørgsmaal, hvorom hun og hendes Formynder Cedric nogen Sinde havde
været uenige.
Da Rowena styrede sin Ganger hen imod Locksley’s Plads, rejste
denne gæve Fribonde og alle hans Mænd sig ligesom i Henhold til en
fælles Høflighedsindskydelse for at modtage hende. Blodet steg op i
hendes Kinder, da hun vinkede venlig med Haanden, bøjede sig saa
dybt, at hendes skønne, løse Lokker for et Øjeblik blandede sig med
Hestens flagrende Manke, og i faa, men passende Ord tolkede sin
Erkendtlighed og Tak til Locksley og sine andre Befriere. »Gud velsigne
eder, tapre Mænd,« sluttede hun — »Gud og Vor Frue velsigne og
lønne eder, fordi I har sat eders Liv i Vove for de undertryktes Skyld!
Skulde nogen af eder hungre, saa husk paa, at Bowena har Føde —
skulde I tørste, saa har hun mangt et Fad Vin og godt ØJ — og hvis
Normannerne jager eder fra disse Skove, saa har Rowena selv Skove,
hvor hendes tapre Befriere kan strejfe frit om, og aldrig nogen Foged
skal spørge, hvis Pil der har fældet Dyret.«
»Tak, ædle Dame,« sagde Locksley, »Tak for mine Venner og for
mig selv. Men det at have frelst eder bærer Løn nok i sig. Vi, som strej
-fer om i den grønne Skov, gør os skyldige i mangen en vild Gerning,
og Lady Rowenas Befrielse kan tages som en Bod derfor.«
Atter bøjede Rowena sig fra sin Ganger og vendte da om for for at
ride bort; men da hun tøvede et Øjeblik, medens Cedric, som skulde
følge med hende, ligeledes tog Afsked, befandt hun sig uventet ved
Fangen de Bracy. Han stod under et Træ i dybe Tanker, med Armene
korslagte over Brystet, og Bowena haabede, at hun kunde komme
ubemærket forbi ham. Han saa’ imidlertid op, og da han blev hende vaer,
bredte der sig en dyb Skamrødme paa hans smukke Ansigt. Et Øjeblik
stod han tvivlraadig; da traadte han frem, greb hendes Ganger i Tøjlen
og bøjede sit Knæ for hende.
»Vil Lady Rowena værdiges at kaste et Blik paa en fangen Bidder
— paa en vanæret Kriger?«
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
