Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Fireogtredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
243
Vagt ved Vindebroen, og andre i samme mørke Dragt gik med lydløse,
afmaalte Skridt frem og tilbage paa Murene, mere lignende Spøgelser
end Stridsmænd. Ordenens lavere Betjente var saaledes klædte, siden
deres Brug af hvide Dragter ligesom Biddernes og Væbnernes havde
fremkaldt et Samfund af visse falske Brødre i Palæstinas Bjerge, der
kaldte sig Tempelherrer og bragte stor Skam over Ordenen. Nu og da
saas en Bidder gaa over Gaarden i sin lange, hvide Kappe, med
Hovedet bøjet ned imod Brystet og Armene korslagte. Mødtes de
tilfældigvis, gik de forbi hinanden med en langsom, højtidelig og stum Hilsen;
thi dette bød deres Ordensregel, idet den støttede sig til Skriftens Ord:
»Ved mange Ord vil du ikke undgaa Synd« og »Liv og Død er i din
Tunges Magt«. Med ét Ord, Tempel-Tugtens asketiske Strenghed, der
saa længe havde været ombyttet med tøjlesløs Frihed og Vellevnet,
syntes paa en Gang at være vaagnet til Live igen under Lucas
Beau-manoirs strenge Tilsyn.
Isak tøvede ved Porten for at overveje, hvorledes han skulde søge
Adgang paa den Maade, der snarest kunde ventes at ville bringe et godt
Besultat.
Imidlertid vandrede Lucas Beaumanoir i en lille Have, som hørte
til Præceptoriet og laa inden for dets ydre Fæstningsværker, og førte
en fortrolig Samtale med en Broder af hans Orden, der var kommen
fra Palæstina i Følge med ham.
Stormesteren var en bedaget Mand, hvilket man kunde se af hans
lange graa Skæg og hans buskede graa Øjenbryn, der skyggede over
Øjnene, hvis Ild Alderen imidlertid ikke havde formaaet at udslukke.
En frygtelig Stridsmand var han, og hans magre, strenge Ansigt var
præget af Krigerens Vildhed; hans magre Træk bar ikke mindre stærke
Spor af Faste og Afholdenhed saa vel som af den selvtilfredse Fromheds
aandelige Hovmod. Han var høj af Vækst, og hans Holdning, der ikke
var kuet af Alderdom og Møjsommeligheder, var rank og stolt. Hans
hvide Kappe var skaaren nøjagtig efter selve den hellige Bernhards
Regel. 1 Haanden bar han den ejendommelige abacus eller Embedsstav,
hvormed Tempelherrer i Beglen fremstilles, og som paa den øverste
Ende havde en rund Plade, hvorpaa var indgravet Ordenens Kors,
omgivet af en Kreds eller Vaabenrand. Hans Ordensbroder, der fulgte med
denne ophøjede Person, havde næsten i alle Henseender den samme
Dragt, men hans overordentlige Ærbødighed for hans Foresatte viste,
at der ellers ikke fandtes nogen Lighed imellem dem.
»Conrad«, sagde Stormesteren, »kære Kammerat i mine Kampe og
mine Møjsommeligheder, ene til din trofaste Barm kan jeg betro mine
Sorger over at være Vidne til vor hellige Ordens Forfald!«
»Det er desværre sandt,« svarede Conrad Mont-Fitchet; »det er
desværre sandt; og vore Brødres Overtrædelser af Ordensreglerne i
England er endnu grovere end i Frankrig.«
»Det er, fordi de er rigere,« svarede Stormesteren. »Bær over med
mig, Broder, om jeg maatte rose mig selv noget. Du kender det Liv, jeg
har ført, hvorledes jeg har overholdt enhver af min Ordens Forskrifter,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
