Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Seksogtredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
257
indes Aasyn. »Lad mig komme ud,« sagde han til Vagterne ved Hallens
Dor — »lad mig komme ud! Om jeg ser paa hende igen, vil det dræbe
mig, thi jeg har haft Part i at myrde hende.«
Ti stille, stakkels Mand,« sagde Rebekka, da hun hørte hans
Udraab; »du har ikke gjort mig nogen Skade ved at sige Sandheden —
du kan ikke hjælpe mig ved dine Klager og din Jammer. Jeg beder dig,
ti stille — gaa hjem og frels dig selv.«
Vagterne vilde af Medlidenhed skubbe Higg ud, da de var bange
for, at den støjende Maade, hvorpaa han gav sin Sorg Luft, skulde
paa-drage dem en Irettesættelse og ham en Straf. Men han lovede at tie
stille og fik saa Lov til at blive. De to Stridsmænd, som Albert
Malvoisin ikke havde undladt at tale med om Vigtigheden af deres Vidnesbyrd,
blev nu kaldt frem. Skønt de begge var forhærdede og ubøjelige Skurke,
lod det til, at Synet af den fangne Pige og hendes overordentlige
Skønhed straks bragte dem til at vakle i deres Beslutning; men et
udtryksfuldt Blik fra Templestowes Præceptor gav dem snart Fatningen
tilbage, og de berettede med en Omstændelighed, der vilde have
forekommet mere upartiske Dommere mistænkelig, Forhold, der enten var
helt opdigtede eller ubetydelige og i sig selv naturlige, men blev
mistænkelige ved den overdrevne Maade, hvorpaa de berettedes, og den
onde Forklaring, Vidnerne gav af de beskrevne Kendsgerninger.
Vidneforklaringerne vilde i vore Dage være blevet delte i to Klasser — de,
som var uvæsentlige, og de, der var faktisk og fysisk umulige. Men i
hine uvidende og overtroiske Tider blev de alle lettelig troet som
Beviser paa Brøde. Til det første Slags hørte Fortællingerne om, at
man havde hørt Rebekka mumle for sig selv i et ubekendt Tungemaal
— at de Sange, hun nu og da sang, var af en forunderlig liflig Klang,
saa at det ringede for Tilhørerens Øre og hans Hjerte bankede — at
hun stundom talte med sig selv og syntes at se op mod Himlen for at
faa Svar derfra — at hendes Klæder var af et fremmed og mystisk
Snit, forskellige fra anstændige Kvinders — at hun havde Ringe med
hemmelighedsfulde Indskrifter, og at underlige Skrifttegn var broderet
paa hendes Slør.
Alle disse saa naturlige og saa ubetydelige Forhold hørtes der
alvorlig paa som Beviser eller i alt Fald som Ting, der vakte stærk
Mistanke om, at Rebekka stod i ulovlig Forbindelse med
hemmelighedsfulde Magter. Mindre end Halvdelen af dette vægtige Vidnesbyrd vilde
have været nok til at fælde enhver gammel, fattig og styg Kælling, selv
om hun ikke havde været Jødinde.
Stormesteren spurgte nu i en højtidelig Tone Rebekka, hvad hun
havde at anføre imod den Dødsdom, han var i Begreb med at afsige.
At paakalde eders Medlidenhed,« sagde Jødinden med en af
Sindsbevægelse skælvende Stemme, »ved jeg, vilde være lige saa unyttigt,
som det efter min Mening vilde være usselt. At udtale, at det at hjælpe
de syge og saarede af en anden Religion ikke kan vække Vrede hos
Ham, der erkendes at have grundlagt baade vor og eders Tro, vilde
ogsaa være ørkesløst; at anføre til min Retfærdiggørelse, at mange
Ivanhoe
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
