Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Niogtredivte Kapitel
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
ivanhoe
271
»Tra-lira-la,« sagde han og fløjtede Melodien; »jo, jeg kan min Skala
saa godt som nogen.«
»Hvad mener du, Karl?« sagde Ridderen; »giv mig Hornet tilbage.«
»Giv eder tilfreds, Hr. Ridder, det er i sikkert Værge. Naar
Tapperhed og Naragtighed rejser sammen, saa bør Naragtighed have Hornet,
for den kan blæse bedst.«
»Hør nu, du Hallunk,« sagde den sorte Ridder, »du tager dig vel
stor Frihed. Tag dig blot i Agt, at du ikke sætter min Taalmodighed
paa for haard en Prøve.«
»Far ikke for haardt frem imod mig, Hr. Ridder,« sagde Narren og
holdt sig i tilbørlig Afstand fra den hidsige Krigsmand, »ellers vil
Narren smøre Haser og overlade det til den tapre Herre at finde Vej
gennem Skoven, som han bedst kan.«
»Ja, der traf du mig paa det rette Sted,« sagde Ridderen, »og sandt
at sige, har jeg kun liden Tid til at skændes med dig. Behold Hornet,
om du vil, men lad os komme videre paa vor Rejse.«
>1 vil altsaa ikke gøre mig nogen Fortræd,« sagde Wamba.
»Jeg siger jo Nej, Krabat.«
»Ja, men giv mig eders ridderlige Ord derpaa,« vedblev Wamba,
idet han med stor Forsigtighed nærmede sig.
»Jeg sætter mit ridderlige Ord i Pant; kom bare hid med din
naragtige Person.«
»Naa, saa er Tapperheden og Naragtigheden atter gode Rejsefæller.«
sagde Narren og kom frejdig hen til Ridderens Side; »men sandt at sige
holder jeg ikke af saadanne Næveslag som dem, I tildelte den store
Munk, da Hs. Hellighed tumlede om i Græsset som en Konge i et Spil
Kegler. Og nu, da Naragtigheden bærer Hornet, saa lad Tapperheden
rejse sig og ryste sin Manke; thi tager jeg ikke fejl, saa er der Folk
henne i det Krat, som er paa Udkig efter os.«
»Hvoraf slutter du det?« sagde Ridderen.
»Deraf, at jeg to eller tre Gange har set en Stormhue blinke frem
mellem de grønne Blade. Havde det været skikkelige Folk, saa havde
de holdt sig paa Vejen. Men det Krat dér er et udsøgt Kapel for St.
Nicolajs Klerke og andet Bøverpak.«
»Ved min Tro,« sagde Ridderen og lukkede sit Visir, »jeg tror, du
har Bet.«
Og det var i det rette Øjeblik, at han lukkede det, thi tre Pile fløj i
samme Nu fra det mistænkelige Sted imod hans Hoved og Bryst, og en
af dem vilde være trængt ind i Hjernen, om den ikke var sprungen
tilbage fra Staalvisiret. De andre to prellede af imod Bingkraven paa
Rust-ningen og paa det Skjold, der hang om hans Hals.
»Tak, min dygtige Vaabensmed,« sagde Bidderen. »Wamba, lad os
gaa løs paa dem,« og han red lige hen imod Krattet. Han mødtes af
seks eller syv panserklædte Mænd, der i fuld Galop sprængte løs paa
ham med deres Lanser. Tre af disse ramte ham og splintredes uden at
gøre større Virkning, end om de var stødte imod et Taarn af Staal. Den
sorte Ridders Øjne syntes at udskyde Flammer gennem Aabningerne i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
