Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Drivning af Harehunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Og ligedan paa Jagning, det er dem ikke om at gjøre at jage
sig indpaa dyret for at tage det, dette ligger ligesom udenfor
deres Opgave. Men de kan ogsaa arte sig høist forskjellige.
Jeg kjendte en Hund, en for sin Godhed meget bekjendt Hund,
som var en Sinke paa Optag, men usædvanlig rask til at jage,
naar Haren først var paa Benene.
Andre sætter Næsen i Bakken her og der, ringer, og en,
to, tre er de forsvundne og tager op; de flyer bogstavelig talt
Haren ud. Disse er de raskeste til at tage op, men svigter
ofte her paa Grund af sin Overfladiskhed, ligesom de jager ustøt
med hyppige Tab. En systematisk og samvittighedsfuld
Drivning kan imidlertid udrette Underværker, naar bare Hunden
har Jagtlyst og Forstand, de to vigtigste Faktorer til Opnaaelse
af en god Harehund.
De Hunde, som tiltaler mig mest, er de som kan fæste
sig ved Foden en Stund og saa derpaa ringer, finder Strængen
til næste „Rose“ (Nattebeite), gaar lidt hid og did, ringer igjen
til de ikke finder Udspor; nu forstaar de, at Haren sidder i
Ringen, og nu maa den ud.
Jeg har seet mange slige Optag og skal fortælle om et,
som absolut vidner om Forstand og Erfaring.
Det var i Jeppedalen for mange Aar siden, Garm (Harrier
— Beagle) og Klinge (Bondebikje) blev sluppet paa Morgenfod
i et afskyligt Føre med Slud og Regn. Garm var en
Hardhaus, men som alle engelske Hunde vel omstændelig paa Foden,
Klinge derimod en Godveirsbikje, som under saadanne
Omstændigheder tog sikkert og hurtig op og ogsaa kunde jage et
Par Timers Tid. Gik det over den Tid, aarkede den ikke mer,
og da var det godt at have en Hund ved Siden af, som hang
paa. Fod var det med det samme vi slap, og begge Hundene
ledte selvstændig. Det var ikke Veir til at sidde stille i, og jeg
fulgte Klinge, som jeg var sikker paa vilde tage op før Garm.
Det gik ind paa Timen, men ingen Los og Klinge var
avanceret ind paa en liden Braate. Veiret var rædsomt, og da jeg
saa hende stoppe op og sænke Halen, tænkte jeg, „nu er Du
færdig din elendige Fesbikje“! Vaad til Skindet stod den en
liden Stund og saa sig om, snart til den ene Side, snart til
den anden, som om den spekulerede paa under hvilken Buske
den helst skulde gaa bort og kveile sig op, men pludselig gjorde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
