Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Drivning af Harehunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Ofte har Hundene ingen Appetit, naar de kommer
hjem efter Jagten; det kan skyldes Overanstrængelse, men
venter man en Times Tid, skal man faa se, at Maden da
gaar ned.
Lad aldrig to eller flere Hunde spise af samme Fad; thi
enten spiser den ene op for den anden, eller der bliver
Slagsmaal. Vil man være vis paa, at Hundene faar Mad nok, saa
giv dem den selv og stol ikke paa Bondejenter. De har ikke
Greie paa, hvormeget en Hund trænger og desuden synes de,
at alt er for godt til dem. Vil man alligevel overlade dem til
andres Omsorg, saa undersøg efterpaa om de ligger og skjælver;
da har de ialfald faaet Melk.
Har nu den unge Hund gaaet sammen med den gamle
nogle Gange, saa slip den alene paa frisk Morgenfod og fortsæt
Høsten udover mest mulig med at drive den alene. Man
skyder i Begyndelsen ikke saa svært mange Harer, men
efterhvert tager Hunden sig op, naar den forstaar, at den kun har
sig selv at stole paa.
Driv aldrig to Hunde sammen, de bliver sjelden
selvstændige; den ene vil bestandig blive den ledende og den
anden kun en Sekundant, og saa kan det hænde, at de ikke
vil jage hver for sig. Jeg kjender mange Exempler, som viser
det uheldige i stadig at drive to Hunde sammen, og skal
fortælle et, som er ganske illustrerende.
Af en Ven fik jeg for mange Aar siden en 4 Aar gammel
udrangeret fuldblods Harrier, som stadig var drevet sammen
med en anden. Jeg havde sat mig i Hovedet, at jeg skulde
gjøre Hund af den, saasandt det stod i min Magt, og Hunden
ikke var altfor umulig. „Sang“ var middelstor og velbygget,
det var den vakreste Harrier jeg har seet, og den fik da ogsaa
1ste Præmie paa Udstilling her. Jeg sparede hverken mig
selv eller Hunden og var ude med den støt og stadig, men
brugte den altid sammen med andre Hunde. Hunden jagede
efter en Tids Skuring rigtig udmærket, førte altid an og slap
saagodtsom ikke en Hare. Jeg blev rigtig glad i den og reiste
saa paa Vaarjagt med den, en halvblods Hygen-Angloschweitzer
„Bravo“ og en liden Hygenhund „Sang“. Begge „Sang“ene
pleiede at gaa sammen, men en og anden Gang blev „Bravo“
sluppet sammen med „Store Sang“ (Harrieren), naar denne havde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
