Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Drivning af Harehunde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
23
skal være selvstændig som Hundene, desuden kan det neppe
tilfredsstille nogen Jæger at komme i Besiddelse af Haren ved
andres Hjælp. Man bør forlange det samme af sig selv som
af Hundene, thi kun paa den Maade bliver man Jæger. Naar
det bliver Los, bør man staa stille og lytte efter, hvilken Vei
Haren tager; springer man afsted ved det første Glæfs, kan
man komme til at støkke Haren. Dette er en stor Feil af
Jægeren, ogsaa fordi en stokket Hare ofte er vanskelig at tage
igjen. Drager nu Haren ifra en, saa klem efter Jagningen og
finder man saa et Sted, hvor man forstaar, at Haren har gaaet
under Losen, enten en Dok, en Myrstribe, en Sti, en aaben
Braate, eller en Kullebund, saa staa der ialfald en Stund, ind
til det viser sig, at Haren har andre Planer, men hæng efter
med Kritik. Søg stadig at være med i Losen, men flyt ikke
Post eller staa urolig, naar Hundene kommer jagende imod
en; thi Haren kan ofte gaa meget langt foran og den har lange
Øren. Staa ogsaa rolig, hvis det bliver Tab i Nærheden, thi
Haren kan være indpaa en, før man ved Ordet af det og
spar ikke paa Skuddet. Falder Haren for dette, saa skrig
ikke Dot, før Du har Haren i din Haand; thi ofte hænder
det, at Haren kvikner til og piler fra en, naar man griber
efter den.
Der rinder mig en Historie iminde, som hændte mig selv
for mange Aar siden, ja jeg kunde gjerne fortælle to, men en
er nok til Belysning. Jeg kjendte selvfølgelig denne General
regel dengang ligesaa godt som nu, men Omstændighederne
var af den Art, at jeg ved hin Anledning ikke kunde gaa glip
af Haren.
Det var paa Næsøen, som et Par Venner og jeg for nær
en Menneskealder siden havde forpagtet. „Hei Lofsrud“ havde
faaet op en Hare indpaa Øen, og jeg hørte, at den gik i
Stranden mod Brønoen. I en Fart var jeg over den Hile Fjeld
ryg, som gaar noksaa brat ned mod Vendelsund, men paa et
Sted gik der en Fordybning ned mod Stranden, og der gik
Haren første Gang. „Hei u var gaaet op Aasen igjen og var en
Tur indover Øen med Haren, og nu svingede den og kom
samme Vei som sidst. Pus kom ruslende mod mig lige ned
i Fjæren og for Skuddet gik den rundt med alle fire Ben
iveiret. Den strakte Benene fra sig og sprikede i Klørne, som
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
