Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Skogsfugljagten og dens Finesser
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
110
raadig, veirede til alle Kanter og stod derpaa fast med Næsen
op mod en middelstor Furu; der sad Tiuren. Den havde be
nyttet Tiden, medens Darling var gaaet af Standen for at hente
os, til at sætte sig op i Træet; dengang lurte den os ikke.
Denne Eiendommelighed med Pibningen hjalp mig mer
end en Gang, og jeg holdt mig altid da færdig til Skud. Med
en Hund som denne vil man forståa, at man havde gode
Chancer, og jeg fortæller det kun for at give et Indtryk af, i
hvilken Grad Samarbeidet mellem Hund og Jæger kan ud
vikles.
Et ganske eiendommeligt Forsøg paa at gjøre sig for
staaelig kom tilsyne en Gang, da en Ven og jeg efter en
lang og anstrængende Jagtdag gik i rask Takt efter en stor
Bygdevei med Skog paa begge Sider. Darling gik bag, men
med et gaar den tvert af Veien og trækker op en brat
stenet Ur. Det var alt temmelig mørkt og vi kviede os for
at lægge efter, thi inde i Skogen var det paa langt nær skyde
lyst. Hunden blev imidlertid borte saa længe, at jeg skjønte,
den havde noget fore. At vore Bestræbelser vilde blive
resutatløse, .vidste jeg godt, men for Hundens Skyld maatte
vi afsted. Inden vi kom op, mødte vi den paa Tilbagevei, men
gjorde da heltom og trak tilbage. Vi fulgte baade et og to
Hundrede Alen, og saa blev den atter borte. Om en Stund
kom den ind for anden Gang. Jeg var lei hele Rapporten og
vilde have den med mig ned paa Veien igjen, men da be
gyndte den at pibe og var ikke til at faa af Flækken. Jeg
lokkede paa den og sagde til den, at det var for mørkt, men
saa kom den og såtte sig foran mig, saa paa mig op i Ansigtet
og udstødte sin Piben igjen. Jeg klappéde den og sagde, at
jeg nok forstod, at den havde noget, men at vi fik gaa hjem
nu. Men nei, den flyttede sig ikke. Jeg snudde mig rundt og
vilde gaa, men øieblikkelig sad den foran mig og peb igjen;
jeg vendte mig til alle Kanter, den flyttede sig stadig midt imod
mig. Tilslut vidste jeg hverken ud eller ind, men i én Retning
maatte vi jo gaa, og jeg valgte den, hvorfra den sidst var
kommen. Da den skjønte, at jeg virkelig vilde følge den,
sprang den fornøiet op og avancerede i samme Retning stadig
seende sig tilbage. Det var vanskeligt at følge den i Mørket
og Ulænnet, men efter ca. 150 Alens Marsch stod den aldeles
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
