Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - I. Sturm und Drang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
9
det andet. Sjælden er Litteraturskikkelse i den Grad blevet gjort
til sin Tids Ideal; men sjælden har ogsaa en Litteraturskikkelse
givet et saa udtømmende Udtryk for sin Tids sjælelige Anlæg og
Retninger. Motivet for Bogen havde Goethe hentet ikke bare ud af
Samtiden, men fra sine egne jevnaldrendes og Kaldsbrødres Kreds.
En ung Jurist og Litterat, — Jerusalem hed han —- havde nylig
skudt sig dels af krænket Ærgerrighed, dels af ulykkelig Kærlighed.
Det greb Goethe. »Jeg har laant hans Historie mine Følelser, og
saa bliver det et forunderligt Hele,« skrev han derom. Det var
Følelserne, det kom an paa. I Karaktertegningen af Hovedskikkelsen
ligger Mesterværket. Havde Goethe i Götz fremstillet en hel Verden
fra Fortiden, saa var Omgivelserne her fuldstændig ligegyldige.
Handlingen foregaar i den allernærmeste Samtid i en hvilkensomhelst
tysk Smaaby. Baller, Besøg og Spadsereture; Blik, Haandtryk og
Kys; Bøger og Følelser — det er alt, hvad der findes deri. Men
ingensinde havde man hørt Tidens Storm og Trængsel hamre
saa-dan i et Menneskehjerte som her. Og man faar høre hvert
Hammerslag, for Bogen bestaar af Breve, hvori Werther udgyder
sit Hjerte overfor sin fortrolige Ven, Wilhelm.
I et og alt er Werther Typen for den nye Slægt. Han har dens
Forkærlighed for det naive og oprindelige, han har dens Dragning
mod det storslagne, lidenskabelige, dens Religiøsitet, dens Higen
mod det uendelige. Han drømmer sig tilbage til Patriarkernes Dage,
han elsker Børn, og slet ikke det ved dem, at de er »snille Børn«,
nej, netop det, at han hos dem ser Lidenskaber og Begær i sin
Oprindelighed. Han sværmer i Naturen, beruser sig i den, drukner
i Naturindtryk, føler Alskaberens Aand i det mindste Myg. At føle
Naturens Magt, Livets Magt — deri bestaar al sand Kunst, deri
bestaar netop det dybe i Menneskelivet. Regler, Samfundsvedtægter,
— det Sikkerhedsforanstaltninger af brave Borgere. Men i Liv som
i Kunst bruser Geniets Strøm ud over alle Dæmninger og
oversvømmer Borgernes Kaalhaver. Selv føler han en Verden i sig som
Anelse og dunkelt Begær; Livet synes ham som en Drøm, og han
foragter det Liv, som man maa leve indenfor de Grænser, Fornuft
og Samfund sætter for vor Daadskraft og Forskeraand. Derfor
»behandler han ogsaa sit Hjerte som et sygt Barn og lader det faa sin
Vilje.« Kan man ikke forudse, at han vil blive sprængt af sine
Følelsers Voldsomhed? Det er ganske konsekvent, at han dør af
sin Kærlighed.
Vi kan følge Historien om denne Kærlighed fra først til sidst,
fra det Bal, hvor han først træffer Lotte og til Pistolskuddet. I det
ydre rykker den ikke et Skridt frem. Lotte er forlovet med Albert,
da han træffer hende; siden er de blevet gift. Werther gør straks
Indtryk paa hende, hun faar ham kær. Men han forstyrrer ikke
hendes Hjertefred, kun et Øjeblik i Slutningskatastrofen fortaber
hun sig. Og han ved fra først af, at han ingen Udsigter har. Han
selv er fra første Færd af helt fyldt af sin Kærlighed, lever og aan-
Europas Litteraturhistorie 2
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
