Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - I. Sturm und Drang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12
JUST BING
Han river sig løs, tager en Gesandtskabspost. Og det gaar godt.
Et Tilfælde, hvor Standshovmod og Sladder spiller Hovedrollen,
ødelægger det for ham. Han tager sin Afsked paa Flekken. Og saa
»javel er jeg kun en Vandrer, en Pilgrim paa Jorden.« Kan ’der
være Tvivl om, hvorhen hans Pildrimsfart gaar. »Jeg ler ad mit
syge Hjerte — og lader det faa sin Vilje.«
Albert og Werther har engang før haft en Disput om Selvmord.
Werther forsvarer det som sidste Stadium af en Sjælesygdom. Der
er Grænser for, hvad et Menneske kan udholde; man kan lige saa
lidt fordømme en, der i Sjælekval skyder sig, som en, der dør af
en ondartet Feber. Vi er altsaa forberedt, og alt om ham og i ham
synes nu at forkynde Undergang. Han synker stadig dybere i sin
Elskovs Afgrund. Undertiden synes han, hun ikke har Lov til at
elske nogen anden end ham selv, der elsker hende saa uendelig.
Han drømmer, at han holder hende i sine Arme og svælger vaagen
i Diø.nmens Salighed. »Gud, er jeg da strafskyldig. Jeg ønsker
intet, jeg begærer intet, bedst var det for mig at gaa herfra.«
Selvmordstanken vokser hos ham.
Albert ser skævt til hans Besøg, man snakker om dem i Byen,
han anmoder Lotte om at forhindre dem. Og et Par Dage før
Juleaften beder hun^Werther ikke at komme igen før Festen; næste Dag
er han der atter. Da kommer Katastrofen, en mesterlig skildret
Scene. Forgæves sender Lotte Bud efter Veninder, forgæves sætter
hun sig til .Pianoet; det gaar ikke. Saa tager hun sig samriien,
beder ham læse, og han læser sin Oversættelse af Tidens og hans
egen højtbeundrede Ossian. Digtet griber dem, Werther trykker sine
Øjne mod hendes Arm, og det lægger sig som Bly over hende.
Han læser Slutningen, Sangerens Udraab, at hans Henvisnens Time er
nær, Vandreren, som saa ham i hans Skønhed, hans Øje vil søge
ham, men ikke finde ham. Ordene falder over ham som en Skæbne
— han har jo besluttet at dø, — han kaster sig paa Knæ for Lotte,
presser hendes Hænder mod sine Øjne. Hun aner hans Forsæt og
trykker dem mod sit Bryst. De taber begge Besindelsen, han
knuger hende til sig, kysser hende lidenskabelig, Lotte samler sig straks.
»Werther«, raaber hun, gør sig lempelig løs af hans Favn.
Han’kaster sig for hendes Fødder. »Det er sidste Gang, Werther,« siger
hun. »De ser mig aldrig mere,« styrter ind paa Soveværelset og
laaser Døren. Han ligger sønderknust, rejser sig, banker, raaber,
beder om et Farvel. »Intet Svar. »Farvel for evig« raaber han
og styrter ud.
»De ser mig aldrig mere.« De Ord er hans Dødsdom. Han
sender et Bud med Billet til Albert om at laane ham hans Pistoler
til en forestaaende Rejse. Lotte er hos Albert, da Budet kommer,
og Albert, der intet aner, beder hende give ham Pistolerne. Lotte
skønner alt, men hun Jør ikke tilstaa Gaarsdagens Scene for sin
Mand. Det svimler for hende, hun pudser og pudser paa dem,
nøler, men et Blik fra ham tvinger hende, hun rækker dem endelig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
