Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - I. Sturm und Drang
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
13
fra sig. Werther er i Ekstase over, at Lotte har rakt ham dem.
Nu gyser han ikke og, paa Slaget tolv trykker han løs. — —
Denne Karakter, som gaar til Grunde, fordi Livsfølelsen er saa
brændende og saa grænseløs i ham, er netop ved denne Modsigelse
et Udgangspunkt for vor moderne Litteraturepoke. ! Og Bogen er
tillige moderne ved Modsætningen mellem dens voldsomme
Følelsestemperatur og den ganske hverdagslige Skueplads og Handling.
Begge Dele beror paa den mægtig øgede Livsfølelse, som med dette
Slægtled gør sin Indtrædelse i Verdenslitteraturen. Goethe fortæller,
at han i denne Tid ofte maatte udbryde i Salmistens Ord: Herre,
skab mig Rum i mit trange Bryst! Derfor blev denne Ungdoms
Digtning mere en Skaben end en Kunst, og de følte den som en
Guddomsmagt, der tik dem til at bære Hovedet højere og trodse
Tidens Smag og Samfund. Titanerne, Oprørerne mod Guderne, selv
oprindelig Guder, bliver deres Helle, og Goethe har i »Prometheus«
skildret en saadan Guddomskikkelses Trods paa sin egen Kraft og
Daad overfor de Guder, som Tilfældet har givet Magten.
Wer half mir
Wieder der Titanen Uebermuth?
Wer rettete von Tode mich
Von Sklaverei?
Hast du nicht alles selbst vollendet
Heilig glühend Herz
Und glühtest. jung und gut,
Betrogen, Rettungsdank
Dem Schlafenden da droben.
Ich dich ehren? Wofür!
Hast du die Schmerzen gelindert
Je des Beladenen?
Hast du die Thränen gestillet
Je des Geängsteten
Hat nicht mich zum Manne geschmiedet
Die almächtige Zeit
Und das evige Schicksal,
Meine Herren und deine?,
Men denne Højfølelse fik ogsaa en anden Karakter: Længsel opad.
Den vil favne Alnaturen, naar han staar i Vaarmorgenens Glans.
Den fik sit Udtryk i Goethes Digt »Ganymedes«. Duften fra Græs og
Blomster, den svale Morgenvind, Nattergalens Slag fra den taagede
Dal, alt kalder ham — hvorhen? ak, hvorhen? Jo, han føler det: opad!
Skyerne svæver ned under hans Flugt, sænker sig for hans
Elskovslængsel, idet han i deres Favn farer opad til Alkærlighedens Faderbarm.
Hinauf! Hinauf strebts.
Es schweben die Wolken
Abwärts die Wolken
Neigen sich der schnenden Liebe.
Mir! Mir!
In eurem Schoose
Aufwärts !
Umfangend umfangen!
Aufwärts an deinen Busen,
Alliebender Vater!
Titanisk Trods! Barnesindets fromme Henrykkelse! Kræfternes
Spil er blevet mangfoldigt og modsætningsrigt i denne unge Slægt.
Wolfgang Goethe, den unge Titan med Barnets Fromhed vandrer
om, stormer fra By til By, stifter nye Bekendtskaber, slutter sig til
nye Mennesker, kan ikke holde sig inden Grænserne af sit
Fædre-hjem, hvor der dog var saa god Plads for ham, den eneste Søn.
Ikke at han er fremmed for Verden, han styrter sig ind i
Selskabs-tumlen, bedaarer Kvinderne og bedaares af dem. Og Kronen paa
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
