Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - V. Den yngre tyske romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
55
Gørrcs havde været rød Republikaner, men holdt paa at slaa
om ; han blev siden ærkekatolsk og reaktionær. Han fordybede sig
nu i Middelalder og folkelig Litteratur: der fandt han Folkenes sande
Karakter, bag det Bulder, som Dagens Forvirring havde skabt.
Franskmændenes muntre, enthusiastiske Aand, Englændernes
energiske Sømandsnatur, Spaniernes stolte Højsindelhed, Tyskernes
enfoldige rolige Natur, der var mindre modtagelig for Lidenskab end
for Andagt og Løftning. Saalcdes skildrede ban dem i Fortalen til
sin Udgave af de tyske Folkeboger. Folkeviserne tilfaldt »Eleverne«
Brentano og Arnim, der »sig imellem var som et Ægtepar, hvor
den alvorlige, rolige, milde Arnim var Manden og den evig
bevægelige Brentano Hustruen«.
Brentano var Goethes Bysbarn, Søn af en af Goethes
Ungdomssværmerier Maximiliane de la Roche og Broder til Goethepræstinden
Bettina, der siden blev gift med Arnim. Han var lidenskabelig
og ustadig, hans Liv var en stadig Forvirring, og han fik først Fred
i den katolske Kirkes Skød i Betragtningen af de Undere, som skete
ved en Nonne, Anna Katharina Emmerich, der fik Korsmærker paa
sit Legeme. I hans Værker spøgte og legte det Fantasteri, som han
selv blev et Bytte for. Arnim var en Nordtysker, han tog
Fantasteriet alvorlig, men forstod at holde det paa Afstand i sit Liv, og
han kan tegne sine Skikkelser kraftige og livfulde, hvad enten de er
Mennesker eller Spøgelser. Dog, alt hvad Brentano og Arnim har
skrevet, betyder mindre end deres Udgave af de tyske Folkeviser.
Brentano var opvokset i en By, Frankfurt, hvor de stadig trivedes,
Arnim var begejstret for dem, og begge følte med Smerte, at Viserne
døde ud. Det forekom dem som et Redningsarbejde, naar de
samlede og udgav dem. De samlede Viser saavel fra Folkets Mund som
fra gamle Visesamlinger, Salmebøger, Krøniker, Flyveblade,
Andagtsskrifter o. s. v. 3 Bind paa hver 200 Viser udgav de saa i 1806—
1808 under den søgte Titel: Des Knaben Wunder-Horn. De tog
meget med — Salmer som »Vor Gud han er saa fast en Borg«, »Zions
Vægler hæver Røsten« o. s. v. og folkelige Digte fra det 17de og
18de Aarh. ved Siden af de middelalderlige Folkeviser. Det blev et
Kor af hele det tyske Folks Stemmer: lystige, farende Svende,
overmodige Husarer, værdige Præster, fromme Kirkefolk. Der er Børn,
som leger, Elskende, som hvisker ømt, skjæmtes, kives; Elskovs
Drilleri, Kjærligheds Alvor. Og bag det hele kommer Tysklands
Natur af og til frem: Vaaren med de grønnende Skove, Sommeren
med blomstrende Roser; vi faar et Glimt af de gamle Byer med
Mure, Porte, trange Gader, med Borgen knejsende oppe paa Bakken
og med et broget Folkeliv ved dens Fod.
Ogsaa Folkeæventyrene vilde Heidelbergkredsen have samlet.
Romantikerne havde før interesseret sig for Æventyret; men de
behandlede det slig, som i vor Litteratur H. C. Andersen har gjort det
med vidunderlig Genialitet: det var for dem et Udtryk for deres
egen Personlighed og Livsanskuelse, tit selvlavet, tit et gammelt
Gørres
(1776—1848)
Brentano
(1778 — 1842)
og Arnim
(1781 - 1831)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
