Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VI. Engelsk romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
86
JUST BING
da dens Opfinder, Edmund Spenser, skrev sin »Fedronning« i den
til Dronning Elisabeths Forherligelse, gjorde den sorte Ridders Dragt
og hans Blaserthed endnu mere imponerende. Hvor tog han sig
ikke ud, denne René paa Vers:
Oversat af
Adolf Hansen
Tit havde Harold elsket eller drømt,
han elsked, — Lidenskab er jo kun Drøm;
lukt var hans Hjerte nu, som banked ømt:
han havde end ej øst af Lethes Strøm;
og han om Elskov havde lært at drømme:
det bedste, som den ejer, er dens Vinger;
er den end skøn og ung, dens Miner ømme,
fra Glædens Kilde dog der Malurt springer,
som over Blomsterløvet bittert Giftskum bringer.
Dog var for Skønhedsformen han ej blind;
men som den vise kysk forbi han skred, —
ej saa, at over sligt et smittet Sind
Visdomsgudindens rene Øje gled, —
men Lidenskaben raser sig til Fred,
og Lasten, der sin egen Grav maa danne,
forlængst hans Haab i Dybet sænked ned
og livsled Kval skrev paa hans visne Pande
Kajnsmærkets Skrifttegn, der til Ufredsve forbande.
Efter Hjemkomsten styrtede denne blege Ridder sig i Londons
Selskabshvirvel, blev en Modejunker blandt de første i den Rus af
Modegalskab, som dengang raadede blandt Londons unge Levemænd.
Sviren og den stilfulde Elegance kappedes om, hvem der skulde
naa højst. Brummels berømte Veste var Toppunktet af, hvad
Civilisationen havde skabt til Livets Forskønnelse, og Byrons
Slipsknude blev næsten ligesaa navnkundig. Byron talte altid om
Brummel med en Gysen af Beundring og Skinsyge.
Naar denne Digterskikkelse traadte ind i Salen — Apollo foroven
og Krøbling forneden, med Lokkehovedet med de billedskønne,
smertefulde Træk, med de dæmonisk betagende Øjne, hvis stolte,
melankolske Blik paa engang var en Guds og en falden Engels, —
da bankede alle Damernes Hjerter i Forelskelsens Spænding — de
kunde ikke modstaa ham. Og det var ikke bare Damerne, som blev
betaget. Den skeptiske franske Romanforfatter Beyle, som fandt, at
Byron enkelte Dage kunde bære sig ad som en gal og til andre
Tider som en Laps og en Adelssnob, fik »et Øjebliks Begejstring,
da han saa Byrons Udtryk, medens han lyttede til en Opera i
Scala-theatret i Milano. »Endnu den Dag idag viser dette smukke Hoved
sig for mig, naar jeg tænker paa, hvilket Udtryk en Maler burde
give Geniet.« Den poetiske Succes fortsattes stadig, hver Gang en af
hans politiske Fortællinger kom ud: »Bruden fra Abydos«, »Korsaren«,
»Lara«, »Korinths Belejring«, »Parisina«. Her var det Østerland,
man fik at se, den glødende Lidenskabs og de vilde Grusomheders
Land, og Helten var stadig en ny Forklædning i Byron selv, som
Korsar, som Renegat, som Giaour (ikke muhamedansk Lejesoldat i
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
