Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VI. Engelsk romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
85
Halvdelen af de tiltænkte Slag. Da han ved sin Onkels Død i
Ti-aarsalderen var blevet Lord, og han paa Skolen for første Gang
hilstes med Lordernes Titel: Herre — brast han i Graad. Paa
Skolen læste han med Lidenskab al Ting, kun ikke sine Lektier,
»læste i Sengen, læste, naar ban spiste Middag.« Saa kom han til
Cambridge-Universitetet, hvor han blev en Mester i alle Idrætter,
som han med sin halte Fod kunde deltage i. Hans Sanser trængte
til de voldsomste Pirringsmidler. Han sagde en Gang, at han huskede
ikke noget, der havde kildret hans Gane uden Kayennepeber. Han
var stadig forelsket og altid med sin Naturs hele Voldsomhed. Han
var melankolsk, og for at døve Melankolien slog han sig paa Vildskab.
Paa sit Gods Newstead holdt han og hans Venner Sviregilder, hvor
en udgravet Hjerneskal, der var blevet indfattet i Sølv, gik rundt
som Drikkebæger med den dunkelrøde Burgunder. Han udgav en
Digtsamling, som han gav den snobbede Titel: »Ledige Timer af en
Mindreaarig«. Det blev gennemheglet af Kritikkens Spottegloser.
Da vaktes Stridssindet i Byron. Han skrev sine »Engelske Digtere
og skotske Anmeldere«, hvor han som en rasende for løs paa alle
Tidens Størrelser; det var den rene Generalnedslagtning. Han var
mod alt og alle, mod de herskende Autoriteter, mod den nye Retning.
Han holdt de gamle, elegante klassiske Poeter som Mønster op imod
dem. Og efter denne Bedrift drog han udenlands. Det blev en
Færd gennem de vildeste og mest barbariske Egne. Han rejste
gennem Spanien, hvor Krigen rasede; han red gennem Albanernes
Bjerge og sejlede mellem de græske Øer. Der stod Ry af denne
Færd. Man fortalte om de vildeste Bedrifter i Kamp og Kærlighed
og Mandskraft: han havde svømmet over Hellespont, han havde været
til Møde med Paschaer og Beyer og med Tidens berømteste Skønhed,
Lady Stanhope. Han havde sprængt Haremsporte og befriet
Tyrkekvinder; han havde elsket en gift Kone og dræbt hendes Mand i
Duel — saa troede man —; han var blevet Høvding i Kampen mod
de tyrkiske Undertrykkere, og han havde befriet en græsk 0 fra
deres Aag.
Med Glorien af disse Bedrifter kom han hjem, hvor han holdt
sin Jomfrutale i Parlamentet og udgav sin »Childe Harold« — de
nuværende to første Sange. Sukcessen var grænseløs; han »vaagnede
en Morgen og fandt sig berømt«. Den blege, ensomme Ridder med
det melankolske, dæmonisk betagende Blik, for hvilket al Glæde
visner, — han førte her Læseren til de Egne, Byron selv havde set,
til Valpladser, Byer og Slotte, til Steder, som rummede Minder om
Ære og Skændsel, til den vilde, usædelige Tummel i Cadix, til
Tyrefægtningerne, til Albaniens Bjerge og Hellas’ Dalsænkninger. Og
han betragter det alt med en livsled Spejden efter Ormen bag Roserne,
Sukket bag Glæden. Men ud fra hans Sjæl stiger patetiske Opraab
til Spaniere og Grækere om at rejse sig. Det er Byron i
Ridderdragt, i velsluderet, højtidelig Holdning; og den statelige
Spenser-Strofe, som var blevet hjemme i engelsk Litteratur fra den Tid af,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
