Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VI. Engelsk romantik
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
93
hans Aar og om de Tilbedere, der har sukket forgæves for hende,
og da Alting er slut, falder hun til en kraftig Finale i en passende
Afmagt. — Saa haaner Byrons Ironi alle borgerlige Moralmeninger
— og stadig ved han at tilføje: ja, saa er det i Syden, men hjemme
i England, der bor Dyden naturligvis, der er jo Klimaet koldt. —
Og hvad bliver der saa af denne Elskov? Jo, et smukt og følt
Brev; Juan læser det med dyb Rørelse ombord paa Skibet, men ak,
Søgangen tager til, midt i Læsningen bliver han søsyg og maa give
sig over. Det er Død for Elskoven. Endnu engang faar vi se det
igen, da har Stormen gjort det af med Skibet, det er sunket og kun
Barkassen er igen med de 30 Mand. De har spist Provianten op,
Sulten gør dem vilde, der kommer uhyggelige Glimt i Øjnene.
Saa hvisked til sin Nabo En, og denne
til sin igen, og saadan gik det fort
og voksed til en Mumlen uden Ende
og af en hæs og uheldsvanger Sort,
hvori enhver just mente det at kende,
som hidindtil han havde jaget
bort-Vi kaster Lod, om hvem der først skal bøde
med Livet for at tjene os til Føde.
Først tygged man dog nogle Støvlesaaler
og Hatteskygger i sig Dagen lang;
saa sad de stumme; hver sin Nabo maaler,
men ingen fandt til Devovering Trang;
saa gjordes Lodder, men — min Muse, taaler
du sligt? — af Mangel paa Papir de tvang
Juan at gi’ Materialet hid —
i Strimler Julias Brev til sidste Bid.
Og Lodder gjordes, blandedes og toges,
i maalløs Rædsel. Hungrens Grib endog,
Prometheus’ lig, gav, medens Sedlen droges,
paa Byttet slip; og dertil mærkes dog:
det var Naturens Drift, hvorved de joges
til sligt, ej nogen, Skurk saalidt som Fjog,
opfandt med fælles Risiko det Spil jo; —
og Loddet traf den stakkels Fyr Pedrillo.
Saaledes fortæller Byron Rædsler, rolig, aktmæssig nøjagtig —
han havde Beskrivelser af Øjenvidner for sig baade ved Skildringen
af Skibbrudet og af Stormen paa Ismail —■ han selv bliver
ubevægelig, mens han faar os til at gyse, og midt i alt det forfærdelige
kan han komme med en kynisk Spøg. Resultatet af det hele, af
Kærligheds- saavel som af Rædselsscener, bliver den evig levende,
evig elegante Verdensforagt. Naturen er overalt lige ædel og lige
hæslig, og hvor det gælder, tager den Herredømmet; derfor bliver
moralske Begreber i Grunden en Latterlighed og det borgerlige
Samfund overalt et Snørliv paa Menneskene.
Det er kun, naar Elskoven selv er en Revolution, en
Friheds-erklæring af Naturbarnet, at Byron tegner dens Billede med Syrn-
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
