Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VII. Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
112
JUST BING
maaske betragter du os ulykkelige som Ormene og Insekterne, som
vi se myldre og formere sig, uden at vide hvorfor de er til. »Men
har du først begavet os med dette sørgelige Instinkt til Livets
Vedligeholdelse, saa at den dødelige ikke segner under Byrden af sine
Svagheder, men uden at kny adlyder alle dine Love, hvorfor har
du da skænket os Fornuftens endnu sørgeligere Gave! Vi kan tage
og føle paa alle vore Ulykker, uden nogensinde at indse Midlerne
til at raade Bod derpaa.«
Der røres her Strenge, som kommer til stadig at klinge fra alle
Landes Litteraturer nedover Aarhundredet, og i Italien skulde de
snart hos Leopardi faa et Udtryk, der i poetisk Magt holder Rang
med det bedste i alle Tiders Litteratur.
Aarhundredets litterære Bevægelse begyndte nu ogsaa at gøre sig
gældende i Italien. Den fra Frankrig stammende Tragedie havde i
Slutningen af det 18de Aarhundrede i Italien faaet en mægtig
Repræsentant i Alfieri, men det 18de Aarhundredes Kunstopfatning
kunde ikke staa sig mod den nye Tid, der brød ind fra de
nordligere Lande. Endnu levede den sirlige Tids olympiske Guder i den
italienske Poesi, der skulde en hel Litteraturstorm til for at faa dem
væk. Den nye romantiske Fortidsdyrkelse og den nye vidhjertede,
romantiske Religiøsitet trængte ind i det Land, hvor Sindene havde
været delt mellem det attende Aarhundredes tørre Fornuftdyrkelse
og Præstehad paa den ene Side og stiv, katolsk Rettroenhed paa
den anden. Walter Scotts Romaner fangede Interessen, Byrons
Personlighed og Poesi fik Gløden til at blusse i Vejret og Stoltheden
til at svulme hos den Ungdom, der følte Fremmedherredømmets
Lænker tynge Aanden med alle de Midler, der stod til dens Raadighed,
Censur paa Bøger og Aviser, politiske Fængslinger, Anklager for
Majestætsforbrydelser og Straf derfor — endog Dødsstraf. Ganske
særlig ramte det Forfatterne. I et Selskab af Forfattere sagde
Manzoni engang, at han skammede sig, fordi han var den eneste
af de tilstedeværende, som ikke havde siddet i Fængsel. Det blev
naturlig den italienske Patriotisme, som skød stærkest Vækst under
alt dette. Men den tog en romantisk Form, den vendte sig mod
Italiens Fortid.
Den, som her blev Litteraturens Bannerfører, var Alessandro
Manzoni. Han var opdraget i det 18de Aarhundredes frisindede og
fritænkerske Idéer. Tyve Aar gammel kom han til Paris i
Auster-litzslagets Aar og levede der sammen med de Litterater, i hvem det
18de Aarhundredes og Revolulionens Idéer havde sine sidste
Forkyndere. Men den nye Tid, som Chateaubriand og Mme. de Staël
havde indvarslet, gjorde sig gældende hos ham. Han giftede sig
med en protestantisk Pige fra Genf, og kort efter Giftermaalet
traadte hun over til Katolicismen. Da begyndte han at pines af
Tvivl paa sin Tvivl; det kom til en religiøs Krise. En Dag traadte
han ind i St. Roche-Kirken, forpint af tunge Tanker. »O Gud, hvis
du er til, saa aabenbar dig for mig!« bad han. Da han gik ud af
Manzoni
(1785 -1873)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
