Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VII. Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
111
Styre. Men da Revolutionens Hære havde sejret, priser han den
som en Befrielse. Og derefter priste han Napoleon. Og til sidst
priste han Kejseren af Østrig. Han kunde i det hele ikke gøre for,
at han blev klogere for hver Dag, som gik, og han blev stadig saa
klog, som han behøvede, og slog sig stadig i Hjertets Enfold og
Oprigtighed selv paa Munden.
Men det var ikke alle givet at kunne følge saa godt med sin
Tid. Ugo Foscolo vovede at opfordre Napoleon, der den berømte
18. Brumaire havde gjort sig til Førstekonsul, til at bringe Folkene
»Frihed, ikke Tyranni«. Da han siden blev Professor i »Veltalenhed«
i Pavia, holdt han en glimrende Tiltrædelsesforelæsning »om
Litteraturens Oprindelse og Opgave« og tog straks saa frimodig til Orde
om Tidens Tilstand, at han blev fjernet, inden Aaret var omme.
Med det østrigske Styre kom han saa lidet overens, at han i 1816
bosatte sig i England, hvor han, efter at have skaffet sig store
Indtægter og endnu meget større Udgifter og efter en lang Sygdom,
døde i Turnham-Green ved London.
Foscolos berømteste Værk er en Efterligning af Goethes Werther:
»Jacopo Ortis sidste Breve«; den er mærkelig ved det, hvori den
ikke ligner Werther. Goethe skildrede en udsigtsløs Kærligheds
Historie; den Omfavnelse og det Kys, hvori Werthers og Lottes
Kærlighed en eneste Gang mødes, veksles halvt i Vildelse; Scenen
finder egentlig Sted, ikke i Lottes Stue, men oppe i Ossians skotske
Taageverden mellem alle dens Billeder af Kamp og Død. Hos Foscolo
er Jacopos og Teresas Kys hin Maaneskinsaften under Pinjen paa
de euganeiske Høje en frisk ung Kærligheds Møde, hvor alle Hensyn
kastes til Side. Og hele Italiens politiske Strid maa lægge sig imellem
for at skille dem ad; Teresas Fader maa formane Jacopo til at
bringe sit Offer, fordi en Forfulgt kun har Lidelser at byde sin Brud.
Det er da patriotisk Smerte, som driver ham i Døden, vel saa meget
som Kærlighed. Campo Formio-Freden brænder ham som en
Forsmædelse, og gennem sin saarede Fædrelandsfølelse faar han Øjnene
op for, at hele Verden er af Lave. Der er tre Slags Mennesker:
de, som undertrykker, og de, som træller, og de, som smigrer
Undertrykkerne for at opnaa deres Gunst. Hvorfor? Jo, Menneskene
er af Naturen tyranniske og af Naturen blinde. De rige kuer,
og de fattige lader sig kue. Og evig er Individet Samfundets
Fjende, fordi Samfundet nødvendigvis er en Fjende af
Individerne. Dyd er et Navn paa de Egenskaber, som støtter dem, der
har Magten. »Ja, Ulykken udspringer af den almindelige
Verdensorden. Naar jeg fra disse Alper ser ud over Italien, græder jeg og
fnyser og nedkalder Hævn over Voldsmændene,« men min Stemme
taber sig i Jammerskriget fra de mange Folkeslag, som er gaaet til
Grunde før. »Jorden er en Skov af vilde Dyr. Hunger,
Oversvømmelse og Pest er i Naturens Husholdning som en Brakmark,
der bereder Overflod for kommende Aar.« Derfor er der kun én
sand Dyd: Medlidenheden; de andre er Aagerdyder. O, Natur,
Foscolo
(1779-1827).
Oversat af
E. A. Chr
B... .
Kbhvn.
1843.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
