Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VII. Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
114
JUST BING
kan ødelægges. Det ringeste Tilfælde faar Begivenheden til at svinge,
og den stakkels Lorenzo, som intet anende fra sin Landsby kommer
op i denne Myretue, er snart i Fare for at blive revet i Stykker af
Mængden, og bliver snart, naar Vinen løser hans Tunge, saa han
begaar den store Uforsigtighed at fortælle om, hvad han har været
Vidne til, paa den anden Side noteret af Politispionerne som
Oprører, saa han maa flygte fra Milanos Gebet over paa Venedigs.
Glimrende er Skildringen af denne Flugt, Manzoni var vel kendt med
Vej og Sti i Egnen, og han havde som Historiker studeret
Dokumenter og Krøniker om Handel og Smugleri imellem de to Stater,
saa han vidste sikkert, hvad Slags Folk der trafikerede disse Veje.
Og som Kunstner har han gennemlevet det hele Forhold. Det er
ikke bare Lorenzo, som flygter her, Begivenheden følger med ham,
snart i Hælene paa ham i Skikkelse af Beretninger fra Købmænd,
der har været Øjenvidner, snart foran ham som løse Bygler. Vi
faar at høre, hvorledes en Begivenhed i Milano tager sig ud i
Gorgonzola og andre Landsbyer, hvorledes fiffige Købmamd, mens Folk
sidder ved Bægeret paa Værtshuset, faar de tilfældige Optøjer til at
blive Sammensværgelser med en Mængde hemmelige Traade. Og
som Slutsten paa denne Flugt staar den prægtige Skildring af,
hvorledes Lorenzo i Mørke vandrer Genvejen gennem Skoven; i det fjerne
hører han Grænsefloden bruse, og det driver ham frem, mens
Tjørnekrattet slaar imod ham og river ham. Endelig er Flodbredden der,
han klatrer op i Træet og hviler i Febertanker, til Dagen gryr og
han bliver sat over af en Fisker, der er vant til at færge Smuglere
og lignende Eksistenser.
Med det samme Mesterskab har Manzoni i Personskildringen løst
de smaa og de store Opgaver. Det kommer af, at »De Trolovede«
er en Bog, hvor Stoffet staar i fuldkommen Harmoni med Tendensen.
Ud fra den lyser Manzonis Medlidenhed med Smaafolk og hans
religiøse Tro og Inderlighed; og overalt føler man, den er parret med
varm Følelse for menneskelig Lykke og et lunt Smil over
menneskelige Svagheder. Hvor løjerlig er den letskræmte Sognepræst, der
vrider og vender sig for at finde paa Grunde til ikke at afholde
Vielsen, og den i Krumspring øvede Prokurator, der med stor
Salvelse disputerer pro, for at faa Retten derhen, hvor han tror Magien
er, og da han faar at vide, at Tilfældet er ganske modsat, med lige
overvældende Sikkerhed disputerer contra for at naa samme Resultat.
Et Mesterstykke af elegant Satire er den Samtale, hvor den grevelige
Onkel overfor Provinsialprokurøren diskret antyder, at det vilde være
heldigt at faa fjærnet Munken, som er den eneste, der vil gøre
Modstand mod hans unge Nevøs forbryderske Hensigter, og hvor den
værdige Gejstlige lige saa diskret finder ud, at Sagen kan ordnes
ved, at det paalægges ham at rejse hen og holde Fasteprækener paa
en ganske anden Kant af Italien. Og Karaktertegningen stiger paa
det afgørende Punkt til de mægtigste Højder; man mærker hos
Manzoni, at Byron ikke har levet forgæves. Fra man betræder den
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
