Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - VII. Manzoni og Leopardi
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
EUROPAS LITTERATURHISTORIE
115
»Unævntes« utilgængelige Borg, føler man sig i Korsarens Land, og
naar man ser ham selv staa mørk og høj paa Grænseskellet af Trods
og Anger, saa føler man, at baade den ene Dyd ög de tusind
Synder lever og kæmper sin vilde Kamp i dette Bryst. Men som det
for Manzoni er en Verdensforsoning, at den store Napoleon bøjer
sig for Gud, saaledes bliver det ogsaa her: uvilkaarlig, ledet af et
Instinkt, han ikke selv ved af, staar den Unævnte pludselig i
Audiensværelset hos den fromme og ædle Kardinal Federigo Borromeo, i
hvis Skikkelse Manzoni har tegnet sin milde Kristendoms Ideal, og
— hvad der er yderst sjældent med Idealer — forstaaet at gøre
det levende og menneskeligt. Dette Optrin er derfor Mesterstykket
i Bogen. Med Følelsen af sin Mildheds hele Magt gaar Kardinalen
den »Unævnte« imøde med aabne Arme; »Hvilket kært Besøg. —
Ja, jeg burde jo have opsøgt Eder.« Og da den anden staar der
forvirret, kommer Deltagelsen endnu varmere frem: »Ja, jeg burde
have besøgt Eder, som jeg har elsket og begrædt saa meget, som
er den af mine Børn, jeg mest kunde ønske at modtage og at
omfavne, naar jeg havde turdet haabe det. Men Gud alene kan gøre
Mirakler og bøde paa sin Tjeners Langsomhed.« Hele hans Tillid
til Guds Naades Magt kommer frem i den blide Forsikring, at den
Unævnte har en god Nyhed at bringe ham. Da saa Forvirringen
stiger hos den anden, kommer det mildt og mægtigt: »Gud har rørt
Eders Hjerte og vil gøre Eder til en af sine.« Da maa den Unævnte
skrige ud sit Hjertes Skrig: »Gud! Gud! Dersom jeg saa ham!
Dersom jeg hørte ham! Hvor er denne Gud!« Kardinalen véd at
forklare ham Gud, saaledes som han dér skal forklares: »Ingen er Gud
nærmere end I. Føler I ikke, at han ryster Eder, at han ikke lader
Eder i Fred og dog drager Eder til sig, lader Eder smage et Haab
om sin Trøst. Sladig vissere og højtideligere bliver Forsikringen:
»Hvad Gud vil gøre med Eder? Et Tegn paa sin Vælde og sin
Godhed. At Verden i saa lang Tid har skreget Ak og Ve over Eder, at
tusind og atter tusind Stemmer forbander Eders Handlinger!« —
Med en Sjælekenders fine Blik føjer Manzoni her til i Parenthes:
Den Unævnte fo’r sammen, blev et Øjeblik forbavset over at høre
et saa uvant Sprog, og endnu mere forbavset over ikke at
føle Vrede, men snarere Lindring derved. — »Hvilken Ære,
vedblev Federigo, kan ikke dette blive for Gud. Naar I selv staar
op for at fordømme Eders Liv, da! da vil Gud være forherliget.«
Man mærker let, at i denne Skildring har Manzonis Aand ladet
sig lede af hans Hjerte. Det er ganske vist Tendenskunst, men i
den dybe og rige Forstand, at en Mand her med hele sit Livsresultat
staar inde for den kunstneriske Sandhed. Det er kun faa Øjeblikke,
hvor det bliver givet en Forfatter saaledes at sætte alting ind paa
det ene Kort, og man kan let forstaa, at »De Trolovede« blev
Manzonis LivsVærk, at han stadig siden omarbejdede Bogen om og om
igen, og at han aldrig mere evnede at frembringe et Værk, der naaede
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
