Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Første del. Romantik - IX. Den franske romantisme
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
148
JÜST BING
Lidenskab, men den dræber tillige ens hele Menneskelighed. For at
bevare Diamanten i sit indre, maa Mennesket baade i sin Handling
og sin Optræden blive en Maskine. Hvor meget end Ærens Lov
vil raade i den sande, den indre Friheds Navn, saa er og bliver
den dog hos Vigny — som saa ofte ellers — en Tvangstrøje paa
Personligheden. En Personlighed kan ikke leve uden at maatte
udfolde sig.
Som Kunstner mangler Vigny først og fremmest den frodige
Udfoldelse af Personligheden. Han er i sine Dramaer og historiske
Fortællinger en af de første blandt Romantikerne til at vække
Fortiden op fra de døde. Han kan skildre sikkert; mellem alle
Na-poleonsskildringer rager Vignys Billede af Mødet mellem de to store
Magter, den vordende Kejser og den vordende Pave, op som et
uforglemmeligt Mesterværk. Men hans Mennesker er ofte Idéer i
Menneskedragt, og han tegner sine Landskaber saa bestemt og tydeligt,
at de ofte er nær ved at blive — Landkort. Mægtigst virker hans
tankerige, skønt og skarpt formede Digte. Denne Ærens tavse
Ridder var vel skikket til at gaa foran Skaren, men ikke til at være
dens Fører. Fører for de franske Romantikere blev den frodigste
Digterpersonlighed i hele Aarhundredet, Victor Hugo.
Victor Marie Hugo er født 26. Februar 1802, Søn af en af
Napoleons Generaler og en kongeligsindet Skibsrheders Datter.
Ægteskabet var Storm, Storm i Ordskifte, for Fru Hugo forblev stedse
stiv Royalist; Storm i Levesæt, stadige Omskiftelser, Flytninger bort
i fremmed Land, hvor Napoleonshærene herskede, sejrede eller
blødte — et Aar i Italien, et andet i Spanien. Eller Ensomhed i
deres Bolig i Paris, et gammelt Feuillantinerkloster — og pludselig
atter Storm, Gensynsfryd. »Af og til saa Barnet, at der i de
store Stuer, mellem alle Klosterruinerne kom og gik en ung General,
som var hans Fader, og en ung Oberst, som var hans Onkel. Den
herlige Larm, der stod om Faderen, blændede ham et Øjeblik; saa
skingrede Hornsignalet, de vajende Fjer og Sablerne forsvandt som
et Lyn, og alt blev Fred og Stilhed.«
En overfrodig og modsætningsrig Fantasi voksede op af disse
skiftende Barndomsindtryk. Man kunde ikke have betegnet hans
Natur bedre end ved hans to Navne Victor Marie; »Sejrherren«,
Eventyrkejseren med al Krigens Storm og Ærens Glans og
Gudsmoderen, den forbarmende, alles Forbederinde, de betegner de to
Linjer, som er Hovedlinjerne i Victor Hugos Karakter og Geni.
Hans Poesi er Fjerbusker og Fanfarer, men den er ogsaa Hjerte for
de ulykkelige og de smaa, Øje for det ringe og upaaagtede. Og
den har Fejl i begge Retninger, theatralsk Effekt og flov
Sentimentalitet; men gennem det alt aander det stærke Livsenspust fra en
Natur, som er kraftig nok til at bære de store Modsætninger,
frugtbar nok at saa Frø til Liv overalt, hvor dens Øje falder; en
Fantasi, der ejer det »Luk dig op, Sesam«, som alle Bjerge aabner
sig for.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
